torsdag den 25. marts 2010

Bevar Børnenes Hus!

AITMOOS har pænt holdt sig ude af debatten om hvorvidt Århus skulle staves Århus eller Aarhus. Borgmesteren har startet debatten som kører lystigt i de århusianske (eller aarhusianske?) gader. Vi kan imidlertid se perspektiver i begge dele - det er lidt lige som at kunne lide både Beatles og Stones, eller Blur og Oasis.

Men nu er AITMOOS nødt til at sætte foden ned. Århus kommune vil lukke Børnenes Hus. Årsag: Kommunen mener ikke at det er sådan børn skal lege, forlyder det. Hvad er nu det? Som Børnenes Jord er her et grønt frirum for byens børn hvor de kan slippe væk fra ting som Wee og Guitar Hero og rigtig lege som da mor var dreng. Hvor de komme fri af stenbroen og måske se en blomst og klappe en kanin. Siden hvornår har nogle tørre kommunalpolitikere overhovedet haft forstand på sjov og spas? Det er ren Byggeren, du.


AITMOOS erklærer åbent at vi støtter kampen for at bevare Børnenes Hus. Intet mindre! Glem det, Århus/Aarhus. I kan lukke rådhuset!

fredag den 19. marts 2010

Er der rabat på Blå Cola?

Succesen fortsætter for AITMOOS. Ikke blot har Stiften ladet sig inspirere af bloggen. Nu har det også bredet sig til Århus' tv-flagskib, DR Provins' fineste: Rabatten! Dette forbrugervenlige program som sætter ethvert etisk aspekt til side i jagten for at spare nogle håndører. Det er noget vi ka' li' i Århus.

"Hvad fortæller du mig?? Kan jeg spare tre kroner ved at købe æg fra burhøns? Tak, Rabatten!"

I sidste program havde programmet, som engang hed Rene Ord For Pengene med en maniodepressiv ålborgenser ved navn Henrik Daaaaahl som vært, en test. Ikke nok med det, der var tale om en blindtest. Hvad smager bedst: En Blå Royal Eksport eller en eller anden tysk øl som hedder Hansa. Eller, som værten kalder det, den "klassiske blå cola" mod den tyske øl. Jamen, hov? Der er vist en der har læst med på bloggens blå cola-tema, der!

"Hvad fortæller du mig?? Er blå cola billigere i Tyskland? Afsted mod grænsen!"

Vi kan lige så godt afsløre at det bliver en overvældende 5-1 sejr til den blå cola. Og seks mennesker kan som bekendt ikke tage fejl. Du kan se indslaget her.

mandag den 15. marts 2010

Chockafsløring!

For nylig kunne man her på AITMOOS i indlægget Parken Warm Up læse hvordan at alle på AGF's topscorerliste ikke var til rådighed i kampen mod FCK. Nu viser det sig at stiften.dk har ladet sig inspirere af indlægget i artiklen Hvor skal målene komme fra? Bevares, AITMOOS har ofte ladet sig inspirere af Stiftidendes artikler, men altid sørget for enten at kreditere eller linke til selve artiklen.

Det lugter langt væk af kopiering, men som mærkevarekopierne fra Tyrkiet eller Hong Kong er det umuligt at afsløre. AITMOOS har derfor valgt at lade sig smigre og tage det som en kompliment at Åhus Stiftidende tydeligvis lader sig inspirere af bloggen.

Hvad gemmer AITMOOS under skørterne?
Stiften, you naughty boy!

torsdag den 11. marts 2010

Vadestedet

Går man i dag en tur ned omkring Magasin og Åboulevarden i Århus vil man sandsynligvis komme forbi Vadestedet. Dette refugium midt i midtbyen med caféer og restauranter hvor du kan få dig en fadøl til 56 kroner.

Helt tilbage i vikingetiden hvor Århus hed Aros sejlede vikingeskibe op gennem åen hvor vadestedet ligger, op til Immervad. I takt med udviklingen og industrialiseringen blev åen dog mere og mere nederen at lugte til og kigge på og derfor besluttede man at asfaltere hele lortet så der kunne køre biler i stedet for. Right on!

Åboulevarden i 1950'erne

Efterhånden begyndte folk dog at blive trætte af alle de biler og snakken begyndte at gå om at trylle åen frem igen. Endelig i midten af 90'erne blev asfalten hevet op og det der først blev kendt som "Den spanske trappe" blev bygget. Senere blev det dog omdøbt til "Vadestedet" via en afstemning, da der vist nok allerede var noget der hed den spanske trappe.

Der gik ikke længe før især de unge århusianere tog stedet til sig. Punks kom slæbende med Krudtugler fra Aldi i Grønnegade og de lidt rigere børn købte bajere i Føtex i Guldsmedgade. Hver mandag om foråret var der godt fyldt op med konfirmander med blåt hår og plastikhammere der lokkede de allestedsnærværende flaskesamlere med deres pant, "kom her, du må godt få min flaske", for derefter at tyre den ud i åen. Af og til var nogle af de andre gæster nødt til at true konfirmanderne med at smide dem i åen hvis de ikke stoppede med det pjat.

- En Ceres fad, tak
- Ja, 56 kroner, tak

Alt er dog ikke fryd og gammen. Ved midnatsåben, jazzfestival eller Festugen er der ofte slåskamp på stedet fordi folk fra forstæder som Trige, Tilst og Lystrup kommer til byen for at slå på tæven. Ydermere har man kunnet læse om problemer med psykisk syge der hærger stedet. En kvinde der hiver sit tøj af og tisser lige foran spisende gæster. En mand der løber nøgen op og ned langs Åboulevarden, mens han råber og skriger. For ikke at tale om den tidligere på bloggen omtalte kvinde med cigaretter i ørerne:

"Andre - sanseløst påvirkede af euforiserende stoffer eller alkohol - går rundt med cigaretter i ørene (sic), vælter borde og opfører sig truende". Ingen nævnt, ingen glemt.

"Ham, der tager tøjet af, er ikke aggressiv, men han kan virke meget anstødelig. Han løber nøgen op og ned langs åen, mens han råber og skriger"


Ja, der er altid garanti for underholdning når man tager et smut forbi Trappen, Åen, Vadestedet eller hvad du nu kalder den. Det er da også blevet et af de helt store brands når Brian Steen skal forsøge at lokke udenlandske profiler, som for eksempel Nando Rafael, til AGF:

- Det er jo lidt overraskende, når man går nede ved åen i Århus. Jeg var sikker på, at det ville stå på samtlige sider, men jeg tænkte bare okay, det er jo en mørk spiller, der er jo ikke nogen, der kan se, hvem det er. Jeg var jo også nødt til at vise ham åen, fortæller Brian Steen Nielsen.

Så hold godt øje næste gang du går nede ved åen en mørk aften, det kan være du ser BSN gå rundt med en mørk spiller som du ikke kan genkende fordi der er så mørkt.

mandag den 8. marts 2010

Alle Veje fører til Århus

Efter afklapsningen i Parken kan man jo overveje om man skulle skifte sportsgren. Måske var det noget at begynde at se håndbold. I den forbindelse er det en glæde at se at Benny fra the Julekalenders look-a-like, Erik Veje Rasmussen, igen skal være træner for håndboldholdet Århus GF.

"Bare lige til i morgen, ikk'?"

Danmarks dejligste midterskilning tilbage i Århus, det er godt at se!

fredag den 5. marts 2010

Op med håret!

Det er med glæde at AITMOOS har læst nyheden om at AGF Fodboldtalentskole har fået idHAIR Company som ny co-sponsor. Virksomheden ligger i Lystrup og denne skribent bruger selv mærket når garnet skal sættes. Det er ingen hemmelighed at fodboldspillere bliver mere og mere forfængelige og Preben Munch, direktør i idHAIR Company, udtaler da også:

- Vi har begge samme målgruppe, som er friske unge mennesker, der dyrker deres krop og udseende.

Denne friske unge mand bruger sandsynligvis Hard Gold fra idHAIR når fodboldhåret skal sættes

Så sæt håret til på søndag, brug gerne lidt ekstra voks da AGF meget vel kunne komme i strid modvind inde i Parken, hvor AITMOOS' redaktion selvfølgelig vil være på plads. Op med håret!


torsdag den 4. marts 2010

Parken Warm Up

Topscorerlisten AGF

1. Peter Graulund - 6 (skadet)
2. Nando Rafael - 5 (udlejet)
3. Jakob Poulsen - 3 (skadet)
4. Dioh Williams - 2 (skadet)

"Eyy...!"

tirsdag den 2. marts 2010

Århus - Danmarks nye hovedstad

Den er god nok, som papegøjen i Supercarla siger. Ifølge denne artikel vil Århus om få årtier have halvanden million indbyggere og dermed udkonkurrere København fuldstændig. Området er blevet Danmarks vækstområde nummer 1 efter Finanskrisen og vi har allerede set at folk er begyndt at vende snuden tilbage mod Århus i form af Martin Jørgensen og rapperen Johnson.

Landets sande hovedstad. Aarhus.

Her på bloggen er vi jo som bekendt ikke bange for at tage glæderne på forskud så vi vil gerne appellere til landets politikere om at gøre det officielt at Århus er Danmarks nye hovedstad. Det manglede da bare. Nu har København jo sin egen kendingsmelodi i form af den irriterende 'Wonderful Copenhagen'. AITMOOS vil gerne nominere 'Århus' (slet og ret) med Jøden til kendingsmelodi (selvom der er en lille fejl i omkvædet, men hey).


Aarhus in the middle of our street!

mandag den 1. marts 2010

Der kommer altid en pige og en letbanevogn til

Det har efterhånden stået klart længe at Århus skal have en såkaldt letbane. Efter en årelang debat blev det endegyldigt vedtaget i januar 2009. En letbane er en slags moderne sporvogn, noget som Århus havde fra 1884 indtil 1971 (deraf navnet Århus Sporveje). Byrådet besluttede dog at nedlægge sporvognene for at gøre Søndergade til en gågade, det vi i dag kender som Strøget. (En beslutning hvis tragiske konsekvenser kunne ses i et indlæg fra tidligere i dag som AITMOOS har valgt at slette da der var fare for at det kunne misforstås hvis man ikke lige var på bølgelængde med den berygtede århusianske selvironi).

Letbanen kommer efter planen ikke op at køre før i 2015, men AITMOOS begynder allerede at varme op, det er aldrig for tidligt. I nedenstående klip kan du således se hvordan det så ud da der var sporvogne i Århus. (Slå lyden til og skru højt op).



Kender vi vores læsere ret sidder du nu og tænker "Men hvad hedder sangen og kunstneren, sangen er bare så god" og dertil kan vi kun svare "Musikken er Mezzoforte fra 'Catching up with Mezzoforte'. Nummeret hedder 'Sugar and sweets'". Den burde efter bloggens mening spilles uafbrudt i de nye letbanevogne.