- Ja, mand, vi ta'r lyntoget, ik'å
Du drøner ned gennem Sjælland og over broen, for så at stoppe i Odense. Eventyrbyen. Den fik alle som bekendt nok af i ”H.C. Andersen-året” i 2005. Så er det videre over Lillebælt, next stop Fredericia. Hvad kan denne by tilbyde? Det er svært at svare på. AITMOOS ved det ikke.
Så bliver det Vejle, en by man kunne kalde en ”wannabe-Aarhus”· De spiller så smart, men hvad har de at have det i? Okay, Peter Graulund er herfra. Nå, det er derfor de spiller smart. Forståeligt. Vi kører dog videre til Horsens: ”Gå direkte i fængsel”. Denne langtfra fængslende fængselsby, hvor A.C. Horsens sikkert er i gang med endnu engang at spille 0-0. Nej, videre.
0. 0-0. Og 0. Dut.
Så bliver det Skanderborg. En flot beliggenhed, jovist, mange søer hvor du måske har været på kanotur i 6. klasse. Danmarks Finland, måske…? De spiller også smart, i særdeleshed på grund af det årlige efterskoletræf, bedre kendt som Skanderborg Festival. Næste.
- Fuck det festivalcrap, jeg går til Aarhus
Jah, jah. Nu nærmer vi os. Du kører gennem Viby, snart kan du skimte Prismet, så Kongrescentret. Ind under de hængende hvide lamper, ned under broen ved Ringga’en… Ah, endelig. Aarhus H. Måske kører toget videre mod Randers, Ålborg og Frederikshavn, men hvad vil du da derover efter? Er du træt af at leve? Nej, stå du af her. Du kan nu ånde lettet op; du klarede det. 8000 Århus C, toget kører ikke videre. Tag direkte ned på Sherlock Holmes og fejr det med en Guinness.