Børnenes jord

I en tid, der nok ikke er helt så fjern som dette billede ellers kunne antyde, var Børnenes Jord i Øgadekvarteret den fysiske ramme for alle mine drømme. Drømmen om en dag at blive professionel fodboldspiller. Drømmen om en dag at køre en rød Porsche med 220 km i timen på Grenåvej. Drømmen om at score Marie Louise fra Samsøgade skole.

Hver aften i 9 år skinnede solen. Altid. Og hver aften mødtes vi der: Mig selv, Mads, Jens, Christian, Tobias og hvad de nu ellers hed. Vi sparkede til en halvflad plastikbold i timevis, dagevis, månedsvis og årevis mens de lidt mere hippe jævnaldrende stod på skateboard på jordens rampe. Det var ikke noget for os.

Vi havde vores første eksperimenter med cigaretter (både de almindelige og dem af Fætterens slags) på Jorden. Vi var kommet der siden vores børnehavetid i Hjarnøgades børnehave. Vi havde fodret kaniner som 4-årige, klatret på tagene som 12-årige - og holdt vores første fester der som 14 årige. Jorden var vores egen baghave. Selv efter jeg flyttede længere nord på med min familie tog jeg cyklen ned på Jorden hver aften.

Med tiden var børnemusikken blevet afløst af Guns 'n' Roses, Guns 'n' Roses afløst af Nirvana, Nirvana afløst af Britpoppen - og Britpoppen til sidst afløst af voksendommens kedelige fokus på byture, aktiekurser og Electroclash (puke).

Først i forbindelse med sidstnævnte stoppede aftenerne på Jorden. Det var en hel epoke, der sluttede der, tror jeg.

I dag er vi så i den fremtid, jeg drømte så meget om dengang. Og jeg tror at den lille bedrevidende knægt, der løb rundt på Jordens grusbane i halvfemserne havde været ret uimponeret, hvis han havde set sig selv i dag.

Og dog.