Vi befinder os på Århus Banegård i dag klokken 15.45. Toget fra København er netop ankommet til perronen. Dørene går op og folk strømmer ud. Pludselig standser tiden og alt foregår i slow motion. Alle andre mennesker falder i ét med omgivelserne. Kun en skikkelse lyser op i mængden. I togets døråbning møder mig et drømmesyn. Med store øjne siger til mig selv: "Det er Brian Steen!"
I ensom majestæt kommer han gående forbi mig med sin enorme karisma. Han kigger mig i øjnene. Vi har det man kalder et øjeblik. Han ved at jeg ved. Jeg genkalder mig Brian Steens beskrivelse af Nando da han skiftede til klubben: "Blikket i øjnene, det faste håndtryk, den positive væremåde og ydmygheden." Øjeblikket fylder mig med varme og glæde, men samtidig ærefrygt. Jeg overvejer om jeg skal sige noget til ham, måske "god jul" eller bare noget om AGF, men jeg ved at det blot vil ende sådan her:
Brian Steen går videre, jeg følger efter op mod udgangen. Der er kø ved rulletrappen. Brian Steen kaster et blik på køen, overvejer situationen og træffer en lynhurtig beslutning om at tage den almindelige trappe. Det kølige overblik er intakt. Han suser op af trappen, det er tydeligt at hans benmuskulatur stadig er, ja, nærmest overmenneskelig. Zoom! - så er han væk. Jeg efterlades alene tilbage i mine følelsers vold: Lykkelig, beruset, overvældet, melankolsk. Farvel, sportsdirektøren min.
Brian Steen går videre, jeg følger efter op mod udgangen. Der er kø ved rulletrappen. Brian Steen kaster et blik på køen, overvejer situationen og træffer en lynhurtig beslutning om at tage den almindelige trappe. Det kølige overblik er intakt. Han suser op af trappen, det er tydeligt at hans benmuskulatur stadig er, ja, nærmest overmenneskelig. Zoom! - så er han væk. Jeg efterlades alene tilbage i mine følelsers vold: Lykkelig, beruset, overvældet, melankolsk. Farvel, sportsdirektøren min.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar