søndag den 8. august 2010

Her er dit liv: Bamse

Han er kendt som den eneste mand i verden der kan få en Rickenbacker-bas til at se lille ud. Den høje, skærende vibrato der synger "de hviie, vi flå-å-år dem!" i AGF-hymnen "De Hvide fra Fredensvang". Derfor kommer det nok som et chok for dig at Bamse rent faktisk er født i Randers. Men bare rolig, hans barndomshjem lå trygt lige midt i Viby Jåj, som du nok kan høre på hans accent. Du har sikkert set ham køre rundt i sin store Citroën i Risskov eller omegn. Måske er du stødt på ham på Oasen Grill i Risskov, mens han står og tæller sine byttepenge og drikker Cocio.


Du husker sikkert også da hans hus, der lå nede ved stranden i Risskov, brændte. Folk valfartede dertil for at se de forkullede rester af Bamses hus. I dag bor han i Egå. Jo tak.


Bamse i ensom majestæt på Egå Marina

Flemming "Bamse" Jørgensen slog for alvor igennem midt i 1970erne med gruppen Bamses Venner, der blev dannet i 1973. Med et stilrent image bragede de ind på de danske hitlister ved hjælp af Bamses insisterende og kraftfulde vibrato. Der befandt de sig godt, og derfor er de blevet der helt op til i dag.


I starten af dette årtusinde skabte han overskrifter ved at tabe sig ikke mindre end 50 kg alene ved at drikke Cocio light. Det medførte et regulært imageskifte hvor en strømlinet Bamse med stram, slikket hestehale gik all in og udsendte mesterværket "Stand By Me" med engelsksprogede sange. Den solgte 200.000 cd'er, sandsynligvis fordi hver eneste familie i Århus købte et eksemplar. Bamse havde jo ellers mest været kendt for sine danske oversættelser som "Vimmersvej", "Er du langsom i nat" og "Jeg har kun tre tænder". Han droppede da også hurtigt både kuren og det engelske igen og gik tilbage til danske sange og solid dansk mad.

Dette kunne man konstatere ved selvsyn da han fik en rolle som troubadour i julekalenderen "Brødrene Mortensens Jul". I starten af hvert afsnit leverede Bamse sin punchline "Ka' I huske i går?" på klingende århusiansk, hvor han smukt kaldte julenissen J.N. for "Jåj N".

"Hva' så knejter, ka' I huske i går?"
Sidenhen har han også været med i et obskurt program der hedder "All Stars" hvor han ledte et kor bestående af folk fra Århus. Bamse vil dog altid stå stærkest med sin lille bas på sin store krop, eksemplificeret ved klippet nedenfor:



AITMOOS bøjer sig i støvet for en af Århus' ægte sønner. Her kan du læse et hudløst ærligt interview med manden selv. Det er stærke sager. Stort, som manden selv.

2 kommentarer:

  1. Fremragende indlæg. Manden, der får en Rickenbacker-bas til at se lille ud! Gad vide om man kan lokke ham til at synge en duet med et totalt ukendt elektronisk pop-band?
    W

    SvarSlet
  2. Den med Rickenbackeren kan jeg ikke tage æren for. Den må tilfalde en bekendt ved navn "Tromme-Anders". Jeg sikker på at Bamse stiller op til duet. I så fald skal der gerne være et falsetstykke, så hans vibrato virkelig kan komme til sin ret.

    SvarSlet