mandag den 16. april 2012

Musikcaféeen i lyst og nød

Musikcaféen. Stedet, hvor generationen der aldrig bliver voksen, også kendt som AITMOOS-generationen, trådte sine barnesko. Hvor mange gange har man ikke dinglet ind gennem porten, spændt på hvad aftenen ville bringe i dette lillebitte lokale, hvor så meget er hændt, men intet glemt?

Porten ved indgangen fra Mejlgade, hvor du både følte dig lille og stor på samme tid

Musikcaféen huskes bedst for det besynderligt navngivne britpop-arrangement Club Drive, hvor det beskedne aarhusianske indiepublikum kunne danse til de hits de havde hørt på Puls eller MTV's Alternative Nation, numre de kendte til hudløshed. Som børn, eller fætre, der vil høre det samme igen og igen, gik der en elektrisk ladning gennem publikum, hver gang Trash med Suede eller et tilfældigt nummer med Kent for gud ved hvilken gang lød i de skrattende højtalere.


Undervejs er der blevet kastet med pebernødder, hevet julepynt ned, indsat skuldertacklinger, røget endeløse mængder af marihuanacigaretter... Man har kunnet se Aage fra Yellowish sparke karatespark efter kække youngsters... Punker-Sune få en på hatten fordi han slog på en pige... Sarah Bollocks der prøvede at snave med samtlige mandlige publikummer, én efter én efter én... Utallige minder med lige grimme scenarier, og de fandt sted lige her.

Eneste tilbageværende spor af dette legendariske arrangement, udvasket i glemslen, hvis det ikke var for AITMOOS

Det var inden en sådan Club Drive, at man kunne se en ung Tina Dickow stå og skutte sig umiddelbart før hun skulle spille på Gyngen, der som bekendt ligger i samme gård, men har en noget mere biodynamisk profil. De festglade unge mennesker, heriblandt undertegnede, forsikrede Tina om, at de ville "smadre Michael Falch", hvis de så ham, da den blonde sangerinde på daværende tidspunkt var mest kendt for sin rolle i den særdeles erotiske dramaserie, Karrusel. Tina blev glad for støtten, og kunne nok stadig huske det, da undertegnede mødte hende i dagslys et par dage efter. Et stolt øjeblik.

- Kom nu med på Musikcaféen, Tina, lystens hule. Der er Club Drive, wauw!
- Ej, det er altså for noller... Jeg skal optræde på Gyngen.
- Gyngen?! Er det sådan en slags... sexgynge?

Hvem husker ikke den legendariske koncert med det endnu usignede band, Carpark North, en tirsdagsaften i efteråret 2001? Hvor de spillede deres Barometerhit "Transparent and Glasslike" ikke en, ikke to, men tre gange for de fremmødte, som kastede deres eufori på det blege band fra Aarhus Nord. Det riff, denne over the top guitarfigur, som gik direkte i visse af de fremmødtes pollenpåvirkede ører (ingen nævnt...). Stop the clocks!


Autentisk optagelse fra den legendariske koncert på Musikcaféen 2001

Nu er det imidlertid slut. Musikcaféen har ganske enkelt fået vokseværk. Nu er den ikke fin nok til lokalerne i Mejlgade 53. Caféen flyttede væk fra lokalerne sidste år. Der er med garanti skrevet et utal af seriøse, faktaprægede nekrologer, hvilket AITMOOS ikke orker at researche på. Vi nøjes blot med at konstatere endnu et ruinøst øjeblik i Aarhus' historie. Musikcaféen er væk; men AITMOOS er tilbage.

2 kommentarer:

  1. Vanvittigt comeback fra bloggen. Gemmer guldet til fase 2. Smukt.
    W

    SvarSlet
  2. Enig! Det her er et vanvittigt comeback. Kun Peter Graulund besidder en større ærgerrighed!

    Bortset fra flyvespark fra ledende kulturpersonligheder i det aarhusiansk post-britpopmiljø, så var dansegulvet også en af truslerne ved Club Drive.

    Her kunne man svinge de løse hofter! Det foregik på musikcafeens sorte scenegulv, cirka hævet 1 meter over spillestedets øvrige niveau. Rundt om dansegulvet hang der sorte bagtæpper, og bagved flere af disse tæpper var der intet - udover et ret langt fald ned, hvilket man selv kunne få lov at opleve på egen krop.

    Og så kunne man ligge der med benene i vejret, uden at kende op fra ned, mens den dreadlocks-bærende DJ fadede over i en af de i alt fem singler fra Suedes 'Coming Up'.

    R.

    SvarSlet