Det var et hårdt slag for Aarhus, da Ceres lukkede og slukkede. Det flød med ondsindede rygter om, at øllen alligevel blev brygget i Randers, så det hele kunne alligevel være lige meget. Men nej, vi vil ikke rippe op i såret, men blot konstatere, at byen Aarhus nok aldrig kommer sig over tabet. Der er dog én ting, der gør allermest ondt: Tabet af Ceres Royal. "Blå Cola". Nuvel, øllen kan stadig fås under navnet "Royal Export", men dels er den grim, dels er bloggen ikke overbevist om, at det vitterligt er den samme øl. Er det? Okay, men den er i hvert fald grim.
- Nøj, den er grim. Ad!
(Billede taget fra siden med det stærke navn alkoholtilbud.dk)
Men Ceres er nu engang fusioneret, hvilket jo ikke er nogen nyhed. Royal Unibrew, som dog var kloge nok til at lukrere på Royal-brandet, skriver om øllen:
"Royal Export blev introduceret i 1985 og blev samme år kåret til årets øl i Danmark. Smagen er mild, aromatisk og velafbalanceret. Den specielle gær giver Royal Export en vinøs og letløbende karakter".
- Åhhh, den er så letløbende, denne øl! Aromatisk... Velafbalanceret... Vinøs...! Årets øl! Slurp, slurp, slurp, slurp.
Ak, ja, man kan kun drømme sig tilbage til de gamle tider, hvor en "blå cola" var en Ceres. Man kunne passende drikke dem i ly af sin Ceres Royal-kasket, som i dag kun befinder sig på hovedet af diverse AGF-fans. Ikke engang på AITMOOS' gamle blogindlæg kan man finde billedet af kasketten, der er blevet offer for internettets omskiftelighed, men fortvivl ej. Den kommer her:
Ceres Royal-kasketten beskytter mod det skarpe lys, der ofte forekommer, når man har indtaget den liflige og vinøse øl.
Nu er det bare at vente på, at 3D-printeren bliver så billig, at man kan printe sin egen version. Og så lige midt i modeugen! Men al denne nostalgi, kan den overhovedet bruges til noget? Ja, vi kan alle komme i tvivl. Så er det, at man kommer gående i en Netto midt inde i København K i august 2013 og ser følgende tilbud:
Ja da! Lige midt i tilbud på "Tuborg Ultra Grøn" (hvad helvede er det?), Corona, Leffe og Flensburger Pilsner: CERES ROYAL. Det er tydeligvis en fast læser af bloggen, der har udarbejdet dette skilt. Hvis du er heldig, kan du stadig nå at se det i Netto tæt på Rundetårn. Ja, faktisk spår AITMOOS, at reklameskiltet overtager Rundetårns plads som Københavns foretrukne turistattraktion. Du læste det her først! Skål.
Den kasket gad jeg godt se på hovedet af fætteren. Det ville være lidt ligesom AGF-selerne - men bare endnu vildere.
SvarSletW