Det var så 00erne. Et årti der havde den havde den utaknemmelige opgave at efterfølge 90erne. Et årti som undertegnede, set med Århus-briller, først og fremmest vil huske for AGFs nedrykning og efterfølgende flotte kampe i 1. division mod storhold som HIK, AB og ikke mindst Ølstykke.
00erne - set med Århus-briller. Kigger nedad, som i nedrykning.
Derudover var det - lad os bare være ærlige og sige det - desværre også et slattent årti for popmusikken. Jooh - det var det. Også i Århus. Dog slutter vi 09 af med hvad der er, måske 09's, måske bare 00ernes bedste nummer. Caroline fra Grenå med "Fanget i et eventyr" fra MGP 2009. Hendes to dansere er fra Århus, hun øver i Århus, og hvis Wilson Kipketer og Ludvig Holberg var danskere (og dét var de!), så er Caroline sgu også århusianer. Gi' den op for de nye 90'ere, "902010".
Byens nøgle? Jeg tror at den ligger i mit hjerte...
Jul i Århus. Man har så høje forventninger til det at det næsten kun kan skuffe. Det er lidt som med AGF. Netop som man troede at "det var det for i år" så sker det uventede.
Vi befinder os på Århus Banegård i dag klokken 15.45. Toget fra København er netop ankommet til perronen. Dørene går op og folk strømmer ud. Pludselig standser tiden og alt foregår i slow motion. Alle andre mennesker falder i ét med omgivelserne. Kun en skikkelse lyser op i mængden. I togets døråbning møder mig et drømmesyn. Med store øjne siger til mig selv: "Det er Brian Steen!"
I ensom majestæt kommer han gående forbi mig med sin enorme karisma. Han kigger mig i øjnene. Vi har det man kalder et øjeblik. Han ved at jeg ved. Jeg genkalder mig Brian Steens beskrivelse af Nando da han skiftede til klubben: "Blikket i øjnene, det faste håndtryk, den positive væremåde og ydmygheden." Øjeblikket fylder mig med varme og glæde, men samtidig ærefrygt. Jeg overvejer om jeg skal sige noget til ham, måske "god jul" eller bare noget om AGF, men jeg ved at det blot vil ende sådan her:
Brian Steen går videre, jeg følger efter op mod udgangen. Der er kø ved rulletrappen. Brian Steen kaster et blik på køen, overvejer situationen og træffer en lynhurtig beslutning om at tage den almindelige trappe. Det kølige overblik er intakt. Han suser op af trappen, det er tydeligt at hans benmuskulatur stadig er, ja, nærmest overmenneskelig. Zoom! - så er han væk. Jeg efterlades alene tilbage i mine følelsers vold: Lykkelig, beruset, overvældet, melankolsk. Farvel, sportsdirektøren min.
Skulle der være nogle af bloggens læsere der er i den uheldige situation at de ikke er i stand til at være i Århus i julen kommer her en lille mundsmag: Julelys, brændte mandler og MGK-jazz på Clemens Bro. Glædelig jul, Århus!
P.S. Hvad siger damen efter ca. 50 sekunder? "Goddag..." - hvad? Er der mon tale om en særlig århusiansk dialekt som AITMOOS ikke kender til?
Vi fortsætter her på AITMOOS med vores overnaturlige tema. stiften.dk kan i dag, den 21. december 2009, bringe en sensationshistorie som er på højde med den sensationelle måge der blev set på Århus Havn. Det viser sig at Naturhistorisk Museum i Århus er i besiddelse af et vaskeægte skelet fra en nisse! Skelettet, som blev fundet af biolog, museumsinspektør og nisseforsker på Naturhistorisk Museum, Jan Gruwier Larsen, har korte ben, et stort kranie og kun fire fingre. Som verdens første århusianer, Grauballemanden, er skelettet mørkt fordi det har ligget i en mose. Har det mon lidt samme skæbne som den rødhårede jernalder-homeboy?
"Bare lige fem minutter til..."
Fundet vender simpelthen op og ned på livet som vi kender det. Spørgsmålet er om verden overhovedet er klar til nisser?
»Verden er simpelthen ikke klar. Hvad nu hvis vi finder nisser? Skal de integreres? Skal de have modersmålundervisning? Hvis de findes på Mols - skal det så være nissereservat?« spørger Jan Gruwier Larsen. Han fortsætter:
»Hvad nu, hvis nisserne var her først? Hvem har så rettighederne til Djursland? Nisserne eller indvandrene?«
Relevante betragtninger fra museumsdirektøren, som i øvrigt ikke har set fjernsyn siden 1982 - betragtninger som vi på AITMOOS kun kan være enige i:
»Et nissefund vil få ikke bare psykologisk men også økonomiske konsekvenser. Mennesker har gjort nisserne til julemandens hjælpere. Det har de jo i virkeligheden aldrig været. Men statsministeren ønsker, vi skal bruge mange penge - og det skal nisserne hjælpe med. Først når julen ikke længere handler om, at vi skal bruge flere penge for at blive mere rige - helst 5000 kroner flere end vi har - kan vi tage nisseeftersøgningen op.«
Museumsinspektør Jan Gruwier Larsen og nisseskelettet. Det er nissen til højre.
Læs hele den bevidsthedsudvidende artikel på stiften.dk
Ak, vinterpause. Så lang. Nærmere bestemt varer pausen til omkring den 7. marts 2010 hvor vi skal i Parken, den er dog ikke programsat endnu. Efter min drøm om Erik har jeg fået et nyt syn på Tryllerik. Jeg kan sindssygt godt lide ham. Hvis AGF vinder over FCK i Parken vil han opnå noget der ligner gudestatus hos mig. Spørgsmålet er om han faktisk allerede er en gud. AITMOOS er kommet i besiddelse af billeder der kan tyde på at Tryllerik ikke blot kan trylle med bolden, men rent faktisk er i besiddelse af overnaturlige kræfter.
"I've got levitation, baby!"
Billederne viser en Erik Rasmussen der alene ved hjælp af tankens kraft og en umådelig stærk vilje har hævet sig over jorden på Århus Stadion. Stærkt koncentreret og med knyttede næver svæver Tryllerik over stadions græstæppe, som havde han en raketmotor på ryggen. Eller en propel som ham den bizarre Karlsson på taget. Angiveligt hang han og svævede i flere minutter indtil Brian Steen kom ned og sagde at nu var det nok.
Spørgsmålet er om Erik virkelig har guddommelige egenskaber eller om han, som rygterne siger, har lært sine tryllekunster af Mesteren selv, David Copperfield, da han spillede professionel indendørs fodbold i USA i 80erne. Hvad mener du, kære læser? Er der tale om guddommelig levitation, banale trylleillusioner - eller er billedet ligefrem fake?
90'erne var en skør tid. Et årti præget af grunge, hip hop, britpop samt ikke mindst skatere. Enhver tween med respekt for sig selv havde et par Bauer rulleskøjter; måske ligefrem in-linere. Jeg husker de eventyrlige fortællinger om Skate House hvor man kunne pimpe sine skøjter med fat laces og hjul i alle regnbuens farver.Desværre måtte undertegnede kigge langt efter den slags. I stedet blev jeg spist af med et par kopier fra BR i Veri til den fyrstelige sum af 300 kroner. Desillusioneret over de hånlige kommentarer og frustreret over ikke at være ret god til at stå på dem droppede jeg hurtigt drømmen om at blive skater.
Stoffet, som drømme er gjort af.
Med rulleskøjtebølgen fulgte også en anden trend der lagde sig som en dyne over Århus' unge: Skøjtehallen. Kids fra nær og fjern vrimlede til for at hænge ud og skøjte løs på den hårde is. Da jeg gik i 6.-7. klasse var flere af mine klassekammerater ofte derhenne, jeg husker det som værende dagligt. Rygterne gik om slåskampe, hashrygning, indvandrerbander fra Gellerup og en LSD-misbruger der havde kastet sig ud fra Skøjtehallens tag i den tro at han kunne flyve. Omstændigheder der gjorde at der gik lang tid før jeg fik lov at tage derhen. Da jeg langt om længe fik lov blev det blot til et enkelt besøg som sluttede ydmygende med at jeg måtte ringe hjem og bede om at blive hentet. Alt for mange mennesker, en alt for lang kø og ingen skøjter tilbage i daværende lille størrelse 39 gjorde at mit møde med Skøjtehallen ikke blev andet end et smerteligt minde for mig i flere år derefter.
Her kastede en LSD-misbruger sig angiveligt ud fra taget og døde. Ud fra højden af dømme virker det dog en anelse usandsynligt. Desværre.
Såret blev dog helet da jeg for et par år tilbage som sædvanlig så Jørgen de Mylius' musikprogram på tv2 Charlie. Her viste han en video med Cliff Richard der kører rundt med en (Memorex?) walkman på rulleskøjter i hvad der mistænkeligt ligner et stiliseret rapist outfit med en mullet, sort læderjakke og -buks og det som kun kan være mormors solbriller. I sir Cliffs akavede kørestil kunne jeg pludselig genkende mig selv i midt-90'erne på mine BR-kopier.
Rygterne siger at videoen til 'Wired For Sound' først skulle indspilles i Århus Skøjtehal, men at der var for lang kø og ikke flere skøjter tilbage i Cliffs størrelse.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at undertegnede altid har holdt af et godt overskæg. Jeg husker da jeg første gang anlagde mig en sådan kost i sommeren 2002 og vakte stor opstandelse på den Høje og sågar Strøget i Århus. Siden er kosten kommet og gået med skiftende succes. Nu er trenden så nået hele vejen til Silkeborg, Århus' retarderede kusine. Det drejer sig om en hyldest til veteranen Steven Lustü (ja, jeg kalder ham altså for Lystig) der i en alder af 38 somre indstiller sin aktive fodboldkarriere. I dette klip kan du blandt andre se Århus' enbårne søn Peter Degn fortælle med sin kvidrende lyse stemme om hvordan det er at gå rundt med en "snegl".
"Gro nu!", tænker han mens han desperat kigger ned på sin manglende skægvækst. Fra dengang Degnen spillede for AGF. Det var før han fik hår på... overlæben.
(Læg i øvrigt mærke til at Claus Elgaard er blevet vært for TV2 Østjylland som jo ligger i Skejby. Er han flyttet til Århus? Kan han dufte et snarligt mesterskab til de hviii'?) Desuden kan du lige nå at høre Kurt Leths vrisne voice-over i slutningen af klippet, skru højt op - hans stemme lyder som noget fra 'Tomorrow Never Knows': "Turn off your mind, relax and float down stream".
Her fra AITMOOS skal der i øvrigt lyde et stor tak til Steven Lystig for at han i vinteren 2006-07 fravalgte AGF da de spillede i 1. division. I stedet valgte han at skifte til Silkehår som rykkede ned et halvt år efter, netop som AGF rykkede op igen. Det er det man kalder karma.
På AGF's hjemmeside kan man netop nu se nogle af de unge spillere dyste mod hinanden i FIFA 2010. Det er tale om nogle taktisk prægede opgør, nogle heldige mål og ikke mindst en meget lys skærm. Midt i det hele dukker Mark Howard op og belærer dem om at han altså spiller Pro Evolution Soccer fordi det er mere realistisk. Owned!
Rygterne vil vide at Alexander Jackson Møller umiddelbart efter optagelserne satte sig helt hen foran skærmen og tog solbriller på for at dæmpe de skarpe stråler og bedre kunne koncentrere sig.
Ak. Finanskrisen er også nået til Århus og det går nu ud over en regulær institution: RAAHAUGE. I over 50 år har tøjbutikken klædt århusianerne på. Min mor har fortalt at det var det første sted i Århus man kunne få cowboybukser med lynlås foran til piger tilbage i 60ern'. Med dens beliggenhed i Frederiksgade kom man automatisk forbi den når man stod af bussen i busgaden for at komme op til Sherlock Holmes pub. Undertegnede købte ligefrem en cardigan med lynlås og to blå striber til sin blå mandag derinde. Og en Carhartt jakke tilbage i 1998. Men nu er det altså slut - Raahauge drejer nøglen om engang i det nye år.
No shit, Sherlock
Jeg husker når man pinagtigt skulle prøve bukser derinde. Ydmygelsen af at spørge efter den mindste størrelse, febrilsk stod man inde i det lille prøverum mens man tvivlede på om forhænget nu dækkede det der skulle dækkes. Når man så endelig havde fået bukserne på stod ekspedienten, der altid havde lyse spidser i sit strithår uanset hvem han var, klar udenfor og spurgte med grov århusiansk accent: "Hva' så, sidder de godt nok på dig derinde?". Som hos Fatme kunne man ikke undgå at føle sig presset til at købe de to par Lee til 500,- og gå derfra med butikkens sælsomme pose der var lavet af et mat, grynet materiale og føltes som var det velour.
"Jaeh, tror de sidder okay"
Jeg har i flere år skulle gøre mig morsom ved at kalde butikken for "RA-hauge" for at blive rettet "Nej, den hedder altså RÅ-hauge". Åh ja, det var tider. You don't know what you've got 'till it's gone, Århus.
00erne - set med Århus-briller. Kigger nedad, som i nedrykning.
