torsdag den 30. december 2010

Aarsrevy 2010

Ja, det var så det. 2010. Året der skulle have været "90-2010", året som skulle have kickstartet de nye 90ere. Festen fes dog uden inden den nåede at komme i gang. I stedet endte det med navneskift, nedrykning, nedrivning, busnedlæggelse, lukning og slukning. Det er nok på tide at indse, både for AITMOOS og for Århus; 90erne kommer aldrig igen.


Ligesom Beverly Hills 90210 er blevet erstattet af den blodfattige og polerede "90210", er Århus blevet erstattet af det kedelige og forudsigelige "Aarhus". Pæn og nydelig på overfladen, men også kedelig efter at man har set et enkelt afsnit. Skal Aarhus virkelig fremstå som en by uden plads til skæve eksistenser som Dylan McKay? Svaret får vi i 2011.

- Du kommer lige med mig, du. Vi ønsker ikke din slags i Aarhus, skrub tilbage til 90erne
- Pis...

Hvad bringer 2011 mon ellers? Ja, det står i hvert fald fast at den legendariske letbane, som du kan se en animation af her, snart kører på skinner. I det mindste ligner animationen noget der er lavet i 90erne på en god gammel Amiga.

Derudover skal Århus som bekendt staves Aarhus fra næste år. Byen skal også have en ny borgmester efter næste folketingsvalg. Desuden fremgår det at Århus skal have nyt brand i 2011. Århus byråd har indledt arbejdet for at finde frem til en ny måde at markedsføre Århus på. Byen skal være kendt i indland og udland, og derfor er der brug et effektivt signal i form af et logo eller brand. Derfor har JP Århus nu udskrevet en konkurrence for at hjælpe med at finde dette nye brand. En konkurrence som vel at mærke ikke har den fjerneste indflydelse på byrådets arbejde, men blot skal give læseren indtryk af at han/hun har en stemme der skam bliver hørt. That's the spirit! De kunne jo starte med at omdøbe sig selv til JP Aarhus...

"JP Århus, ha ha ha"

AITMOOS følger sagerne i 2011, samtidig med at vi bliver ved med at dække det skjulte, glemte og oversete Århus. De store personligheder, de små detaljer. Tak for alt, 2010, og godt nytaarhus.

onsdag den 22. december 2010

Burger King nam nam

Først var den gal med glasskår i colaen. Nu er det så burgerens tur. En 30-årig kvinde har fundet en kakerlak i en burger fra Burger King i Århus.

- Mmm... mmff! Wuarr!

Kvinden var ved at være færdig med sin burger, da den døde kakerlak faldt ud af burgerresterne.
- Jeg råbte bare adrrr, og spyttede det hele ud, fortæller Stine Kromann-Larsen til JP Århus. AITMOOS er noget uforstående over for denne reaktion, da kakerlakker er en delikatesse mange steder i verden. Men altså ikke i Århus. Nuvel.

- Mmmm... Burger King!

Kvinden takkede endda nej til et gavekort til "restauranten" som manageren på Burger King tilbød hende: - Jeg har ikke tænkt mig at spise der igen.

Det var ellers den perfekte gaveidé. Der er nok nogen der har købt deres gaver i god tid. I modsætning til AITMOOS.

søndag den 19. december 2010

Guns & Gents

Det er snart tid til at skyde nytåret ind. Altså, i overført betydning. Men hvor går man egentlig hen hvis man godt kunne tænke sig at skyde rigtigt i Århus? Ja, vi har alle sammen tænkt denne tanke. AITMOOS giver dig svaret her.


Ja, Skytteklubben DSB-ASF, hvor ellers? Tag en tur ud til Vestereng Skydebaner og skyd løs. Måske kender du en ven som snart skal giftes. Hvad skal I lave til polterabend, ud over at klæde gommen ud som dame og lade ham sælge kys på Strøget? Prøv da skydning til jeres Polterabend i Skytternes Hus - Århus. Der er mulighed for skydning med riffel og/eller pistol.

- Så er jeg klar til polterabend!

Hvis det er noget for dig opfordrer AITMOOS dig til at se dette bogstaveligt talt rystende indslag. Er Fritten mon så bange for skydevåben at han ikke kan holde sine hænder i ro? Uanset hvad er det blot med til at gøre indslaget endnu stærkere.

tirsdag den 14. december 2010

Jul i Århus - Den Gamle By

I vores rundtur omkring de mange forskellige måder at fejre jul på i Århus, er vi nu nået til den gode, gammeldaws variant af julen.



Ah ja, Den Gamle By. Her får du julen som i gamle dage. Derfor var det oplagt at filme julekalenderklassikeren "Jul i Gammelby" her. Af andre prominente tv-serier der er blevet optaget her kan nævnes Gøngehøvdingen, hvor Pallesen og Pilmark rendte rundt i sneskum til knæene, og den svage opfølger til Jul i Gammelby, "Hallo det er jul!" fra 1995. Det var noget med en telefon, en gullaschbaron og en samlebåndsproduktion (hvilke rim!) af træsko. Stærkt koncept, som dog ganske uforklarligt ikke viste sig at holde vand.


God, lang intro.

Den Gamle Bys hjemmeside kan man danne sig et overblik over de mange begivenheder der finder sted i julemåneden:

"I Købmandsgården møder du tjenestepiger og karle. I butikken er butikssvenden.
I hjemmet i Havbogade hygger husmoderen og tanten om gæsterne.
I Eilschous Boliger koger præsteenken og jomfruen risengrød, læser op af juleevangeliet og synger salmer.
I gaderne kan du afhængigt af ugedage møde lirekassemanden, trommeslageren og fattige børn i 1927, der sælger sprællemænd. På festpladsen er der gang i tombolaen og gøglerne sætter sving i luftgyngerne.
Bryggerlavet brygger den gode juleøl, mens postassistenten stempler dine julekort på posthuset."

Gøglere viser ildshow i weekenderne, yiw, yiw, yiw!

Der er kort sagt tale om et persongalleri der er som taget ud af en sangtekst af Johnny Madsen.

"Nu vil jeg gerne synge et nummer der er inspireret af julen i Den Gamle By. Det hedder "Tjenestepigen, karlen, butikssvenden, husmoderen, tanten, præsteenken, jomfruen, lirekassemanden, trommeslageren, de fattige børn, sprællemanden, gøglerne, bryggerlavet og postassistenten"

Tag til Den Gamle By hvis du gerne vil opleve julen som den var i en svunden tid som aldrig har eksisteret. Dengang julen bare var mere hyggelig. Dengang julen var som det beskrives i "Sikken voldsom trængsel og alarm". Dengang nissen var mere uhyggelig end du overhovedet kunne forestille dig.

"Kom herhen, min dreng"

Dengang fader sad i stolen og læste højt fra "Peters Jul". Dengang der var hvid jul hvert år. Og ikke mindst, dengang æggesnaps var lavet på rå, upasteuriserede æg.


fredag den 10. december 2010

Jul i Århus - Gellerup

AITMOOS forsætter følgetonen om Jul i Århus. Hvis du synes det bliver for meget med julelys, rensdyr på taget af Salling og Frelsens Hær der står og fyrer den op på Strøget, så kommer her et tip: Tag til Gellerup.

Det naturlige sted at tage hen når du tænker "Gellerup" er selvfølgelig City Vest. Her kan du ikke blot købe det samme som alle andre steder i Århus, her får du også chancen for at få en oplevelse for livet.


 
Smagfuld dekoration af City Vest

Ethvert raskt barn er kørt med sin farfar i hans østtyske Wartburg ud til City Vest for at opleve det enestående fænomen der får folk til at valfarte dertil.

- Gi' den gas, farfar!

Fænomenet som er så tiltrækkende er selvfølgelig den årlige juleudstilling. Her kan du drømme dig væk i en nisselandsby hvor mekaniske nisser står og bevæger sig i sælsomme ryk, som dansede de "robotten". Dag ud og dag ind laver de bevidstløst de samme bevægelser igen og og igen og igen. Måske som en kommentar til arbejdslivet?

Hvis du vil slippe helt væk fra julens stress og jag, så smut over i Bazar Vest. Her er ikke pyntet op med julepynt, kun med det sædvanlige farvestrålende mellemøstlige bling-bling.

Smagfuld dekoration af Bazar Vest



Kom ud af byen, af sted til Gellerup inden de jævner det med jorden.


mandag den 6. december 2010

Jul i Århus - Dronningen

Som bloggen tidligere har omtalt, så har det siden 1969 været en stolt tradition at Dronningen holder jul på Marselisborg Slot. Julegudstjenesten bliver om muligt endnu mere højtidelig når Dronningen møder op i sin pelsfrakke til sene gudstjeneste i Århus Domkirke. Som bekendt droppede Dronningen Århus i 2006, men klog af skade faldt hun til patten året efter og kom tilbage til Århus.

- Oh, godt vi nåede at få træet op inden Dronningen kommer!

Nu er den dog gal igen. Dronningen ditcher simpelthen Århus. I stedet holder hun jul hos prins Jokke på Schackenborg i Møgeltønder, eller "næsten Tyskland" som det hedder sig.

- Ha hah, ta' den, Århus. Først vinder jeg Classic Race, og nu kampen om julen. Triumf!

- Tag det ned igen. Dronningen kommer ikke alligevel...

Hvad bliver det næste? At bloggens læsere holder jul på Fyn?

- Og jeg som troede vi skulle i byen...

fredag den 3. december 2010

(G)Las Cola

Du, kære læser, er naturligvis allerede bekendt med den rystende historie om kvinden der fik glasskår i munden efter at have drukket af en cola light. Et kort resumé: Kvinden har købt en sixpack med Coops Cola Light i SuperBrugsen i Jægergårdsgade i Århus. Dagen efter får hun den velkendte urge (ikke læskedrikken) til den himmelske kombi af koffein, sødemiddel og syntetisk colanød. Hun sætter dåsen for munden, men efter et par mundfulde får hun hvad hun tror er et stykke metal i munden.

"Slurp, slurp, slu... what??"

Det viser sig dog ikke at være metal, men et lille stykke glasskår. Var det glasflaskernes hævn over at være forvist til det 21. århundredes losseplads, nu de har måttet vige pladsen for grimme 2-liters flasker og billige aluminiumsdåser? AITMOOS har forgæves forsøgt at få svaret, men uden held.

"Hævn... Hæææævn!"

Episoden er blot en af en lang række tragiske colarelaterede hændelser i Århus. Hvem husker ikke da folk forgæves løb rundt i Århus og ledte efter Las Cola for at få del i dens abnormt høje koffeinniveau, der var højere end Bjarne Riis' hæmatokritværdi under Tour de France 1996? Colaen blev forbudt i hele Århus, og man måtte så langt som til Hasle for at blive hooked op med de gyldenbrune dråber. Som en amerikansk high-school kid der forsøger at købe sprut, måtte de unge colafreaks konstant kigge sig over skulderen og håbe på det bedste. Indsatsen var stor, men belønningen kom prompte.

"Issh, cola-cola-cola-c-la, raaarh..."

AITMOOS vil naturligvis følge udviklingen. Indtil da; vogt dig når du drikker cola i Århus.

onsdag den 1. december 2010

Julelys i øjnene

Julemand og ven laver de såkaldte "Niels-Christian-øjne"

- Neeeeej, Niels Christian, neeeeeej!

Jul i Århus - Julelys

De sidste mange år har det været en tradition at der på Strøget i Århus har hængt et tæppe af julelys ned fra himlen. Lidt lige som når man dæmper lyden til koncerter ved at hænge tæpper ned fra loftet. Det er et godt koncept der bidrager yderligere til den klaustrofobiske stemning. I år kom julemanden som altid forbi og fyrede op for et vildt show.

- JA DA!

Denne langhårede julemand med musketerskæg viste sig nemlig at være i besiddelse af en intet mindre end magisk grødske, som kunne tænde de 500.000 pærer. »Åhhh,« lød det ned gennem hele strøget, da de mere en 500.000 funklende pærer med ét slag fra julemandens magiske grødske tændte. 500.000 pærer! Dét er noget klimaet kan lide. Åhhh!

Ohh ja, den magiske Ceres grødske.

Da han havde tændt lysene kørte julemanden afsted i sin "slæde". Hvad der videre skete melder historien ikke noget om.

- Rolig, fans! Ho ho, flere ho's. Er det ikke sådan man siger?

Julemanden, altså. Han er og bliver en p.i.m.p.



- Bliver nødt til at smutte, skal til Århus og være Julemanden.

mandag den 29. november 2010

Jul i Århus - Nisseløb

I tråd med tidligere populære AITMOOS-klassikere som "På druk i Århus", "Guide til Århus", samt ikke mindst "Festugeminder", kommer her den sidste installation i rækken af føljetoner: Jul i Århus. Her vil bloggen sætte fokus på fænomenet jul i verdens mindste storby.

Og lad os da bare kaste os ud i det med det samme. I går var der nemlig såkaldt "nisseløb" i den århusianske forstad, Lystrup. Også kaldet "gun city". Nisser og våben? Det kunne umiddelbart lyde som noget fra The Julekalender hvor Benny truer nisserne med et jagtgevær, men det er det desværre ikke.

"Aaaah!"

Ca. 180 nissefreaks var mødt op til nisseløbet. Her følger en billedserie med nogle af de bedste billeder fra stiften.dk






»Efter en løbetur i det her snevejr trænger man da til en gang varmt at drikke,« siger en rødkindet nissepige med lyse fletninger fra LIF løb og motion.

lørdag den 27. november 2010

Guldøl og sølvtøj


"...sølvtøj med Ceres-monogram som bliver udbudt. Ganske enkelt et must i ethvert århusiansk hjem."

Guldøl og sølvtøj. Byd!

fredag den 26. november 2010

Kunst-ig Ceres Royal

Du kan lide Ceres. Du elsker kunst. Du er vild med at byde på auktioner. Hvorfor ikke slå tre fluer med et smæk? Ceres sælger ud af arvesølvet i form af sin samling af møbler, kunstværker og samlerobjekter som bryggeriet har fået skrabet sammen i de 150 år det lå i Århus.

"Kunstgenstande? Det må vi vist hellere fejre med en Ceres"

Ceres' kunstskatte dækker over sofaer og lænestole af Børge Mogensen, Ole Wanschers konferencemøblement fra direktionslokalet, Hingelberg sølv, PH-lamper og smukke sifonflasker. Fine sager. Det som dog virkelig får bloggens blod op at koge er det sølvtøj med Ceres-monogram som bliver udbudt. Ganske enkelt et must i ethvert århusiansk hjem.

Auktionens dyreste værk er maleriet 'Queen Margrethe II', som er malet af en vis hr. Andy Warhol og vurderet til den svimlende sum af 75.000 kroner. Maleriet er så at sige selve legemliggørelsen af Ceres Royal.

"Ihh, så meget havde jeg alligevel aldrig troet man kunne få for et af mine malerier"

Da det forlyder fra pålidelige kilder at formanden for AGF's fanklub har skiftet sin rustikke Ceres Royal kasket ud med en nissehue med rottehaler, kan det være at den gamle, uvurderlige kasket også bliver udbudt til auktionen? Det ville i så fald være en uhørt stor gestus. Dog er det tvivlsomt, da formanden, som man kan se, har lavet en "omvendt Pyrus" blandet med en "Kandis"; man kan således ane den gråsprængte kasket inde under nissehuen.

Nuvel!

"Yo, go' stil dér, formayn"

AITMOOS byder dig: byd.

tirsdag den 23. november 2010

Guide til Århus: Risskov

Du befinder dig et stykke uden for Århus, der hvor Trøjborg hører op og forstæderne for alvor begynder. Måske har du taget 1'eren op til Marienlund, så længe det varer. Du krydser nu Grenåvej og står nu lige blandt brede bøge. Du befinder dig i Risskov. Ikke bydelen, men selve skoven, lige midt på skovstien.


Her kan du møde løbere og mountainbikere, skoleelever på skovtur og gymnasieelever der pjækker. Hvis du er heldig render du måske endda ind i en ad de mange patienter på flugt fra det nærliggende psykriatiske hospital.

"Undskyld, du kan vel ikke sige mig vejen til 1'erens stoppested?"

Midt i skoven kan du være heldig at se en samling junkier der sidder i en rundkreds og hygger sig. Du skal dog passe på når du er på udflugt med børnehaven, børnene kan risikere at finde en gammel flaskebong (nej, ikke sådan en fra supermarkedet) inde i nogle af de mange huler der er bygget i skoven. Men hvad, det er jo nok ikke sidste gang de ser sådan én.

"I swear, it isn't mine"

Hvis du bliver sulten og tørstig kan du gå all in og tage en tur på Sjette Frederiks Kro for enden af Salonvejen. Hvis det er for dyrt kan du gå ned af trappen og snuppe en is ved isboden ved Den Permanente, eller gå tilbage til den der ligger ved Marienlund.

- "En Nogger, tak"
- "Så gerne, 28 kr., tak"

Mange Risskovbørn har oplevet at skyde genvej gennem skoven når de skulle hjem fra byen. Da kunne det ske at man mødte et par enæggede kattetvillinger der fulgte efter en hele vejen hjem. Når man så havde sagt pænt farvel og gik ned på sit kælderværelse og ville trække gardinet for vinduet, stod kattene udenfor vinduet og kiggede en lige i øjnene. Spooky.

"Kom nu ud igen, min dreng, så går vi en tur ad skovstien"

Du har også prøvet at gå gennem skoven en søndag eftermiddag, på vej hjem efter en våd weekend, og brækket dig op ad en træ, for så at få grineflip over en løber der kigger mærkeligt på dig. Jo, du har...



Bonus:
Når du kører forbi Risskov om sommeren bliver du ramt. Ramt i næsen. Ramt af... ramsløg. Duften, så skarp, som en blanding af løg og hvidløg. Disse løg der gror i skoven blev indført af spanierne til fodring af deres heste, men er nu selve Risskovens vartegn. En duft så stærk så den kan overdække dunsten fra selv gamle skraldeposer og halvetømte colaflasker der har stået på dit klubværelse på Trøjborg i ugevis. Brug løget til pesto: se opskriften på havekongen af Risskovs hjemmeside, lige her.

mandag den 22. november 2010

Gellerup woop woop

Vi har her på AITMOOS gennem længere tid diskuteret hvad vores holdning er til nedrivningen af tre boligblokke i Gellerup Parken, denne såkaldte "ghetto" lidt uden for Århus.

Du har ventet i spændning, her får du det: AITMOOS' officielle svar til de århusianske politikere, og ikke mindst de læserkommentarer til forslaget, som du kan læse nederst på siden her.



Slurp, ahh. That's right.

lørdag den 13. november 2010

Hvad siger de? - 5

Det er ved at være noget tid siden at der har været en "Hvad siger de?" her på bloggen. Her ser vi Odense-drengen Thomas Helveg sammen med en ung dreng i form af Martin Jørgensen. Hvad siger - eller tænker - de? Du ved det jo godt!

onsdag den 10. november 2010

Under Masken

Du går rundt inde i Århus. Du har lyst til nachos. Du har lyst til kaffe. Du har lyst til gøgl. Du er i humør til en tryllekunst. Der er kun et sted som kan levere denne komplekse sammensætning. Under Masken. Som navnet antyder er stedet dekoreret med diverse masker, det ligner noget selveste overtossen Ovartaci har udsmykket.


Det er imidlertid ikke tilfældet. Indretningen står ejer Hans Krull for. Jacob Haugaards gamle homeboy som, sammen med Mickey Lee, reddede Jacob fra at dø, da denne opsøgte junkie-stedet kaldet Spytbakken – fast besluttet på at købe en overdosis narkotika og sige farvel til livet, som du kan læse her. En heltemodig handling som gør Hans K til en legende i AITMOOS' øjn.

"B.F.F."!

Når du så er kommet ind på Under Masken og sidder og venter på dine varme nachos med salsa og cheddar, kan du kigge på de akvarier der er indbygget i væggene. Som hvis du befandt dig i selveste Kattegatcentret kan du altså sidde og betragte diverse fisk som svømmer rundt omkring dig. Måske lærer du så meget om de eksotiske akvariefisk at du kan deltage i Kvit eller Dobbelt?

"48.000 kr., min dreng. Dem kan du få mange nachos for"

Som indretningen antyder er du også sikker på at høre god musik på Masken. Kan du lide verdensmusik? Hvad med lidt Buena Vista Social Club, lidt Manu Chao... og hvis det skal være i den rockede ende, lidt Ben Harper? Hvor ellers kan du sidde og fingertromme på de runde borde mens du groover ud til endeløse, pseudo-spirituelle jams sammen med ligesindede Dave Matthews-fans?

"Oh yeah, baby. Under Masken, killer nachos"
You go, Dave...

Tag en batiktrøje og en ruskindsvest på og kom da ned Under Masken. Tag "ja-masken" på, som Jim Carrey i The Mask. Tag Zorro-masken på som i Amelie. Men lov mig at lade være med at tage Scream-masken på. Det er simpelthen for uhyggeligt.