mandag den 8. november 2010

Guide til Århus: Bymuseet

Århus har mange museer. På Naturhistorisk museum kan du se udstoppede dyr. På Steno kan du blive klogere på naturvidenskabernes og lægevidenskabens historie, og hvem har ikke lyst til det. Så er der selvfølgelig Kvindemuseet, hvilket vel giver sig selv. Besættelsesmuseet. Og selvfølgelig Aros, bygningen med de forskelligt farvede mursten, et kunstværk i sig selv.


Alle disse museer ligger inde omkring midtbyen. Men hvis du tager en tur ned bag Kongrescentret, ned mod Brabrandstien ud mod Åbyhøj, så vil du se en lille, obskur bygning der ligger ned til Åen.


Her har Bymuseet holdt til siden 1993. Bygningen huserede tidligere Hammelbanen, som dog er blevet nedlagt forlængst. Bymuseet, som tidligere hed Århus Bymuseum, har til opgave at formidle Århus' historie fra vikingetiden til i dag.

Her har man altså kunnet gå rundt i ro og mag, væk fra midtbyens larm, og studere Århus før og nu. Som så mange andre ting som AITMOOS har rettet søgelyset mod, er det dog snart slut. Det er nemlig besluttet at kommunen skal sælge togbygningen og bymuseet paradoksalt nok skal flytte til Den Gamle By. Ak. Flytningen skal angiveligt finde sted i 2012 og rygterne går på at prisen på en billet stiger fra 30 kr. til 125 kr for at komme ind i Den Gamle By. Sådan!


Du har som sagt stadig mulighed for at besøge museet på sin oprindelige lokalitet. I den næste måned er der ligefrem et såkaldt regulært "kageorgie" på museet. Ifølge aoa.dk kan du få 4-5 små historiske kager og kaffe ad libitum for kun 69 kr. Billigt! Torsdag 11. november kan du opleve en autentisk omgang Sønderjysk Kaffebord, mens torsdag 9. december byder på Kager med smag af Jul. Mmmm. Kage!



"Kageorgie, siger du? Vi ses på Bymuseet!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar