Festugeminde: Inkaerne på Strøget

Det er igen festuge til Aarhus, denne sælsomme årligt tilbagevendende begivenhed i det danske navn for fremskridt. AITMOOS giver dig nu en næsten ligeså stolt tradition, nemlig et vaskeægte festugeminde. For tredje år i træk.

- Ja dak!

Der var rent faktisk engang hvor gademusikanter var et sjældent syn i Aarhus. Ikke noget med sigøjnere (undskyld, romaer, bless 'em) der stod og spillede på en violin der havde set noget bedre dage. Eller efterskoleelever, der tog den lange tur fra Mellerup for at spille lidt MGK-jazz. Næ-æh. I festugen kunne man hvert år opleve et fænomen som folk valfartede for at se: Inkaerne! Som regel stod de foran Salling og blæste folks hjerner omkuld med deres hypnotiske musik. Faktisk var musikken lige så hypnotisk som sovemidlet i krystalkuglen fra Tintin.

- Are you ready to get fucked up, Aarhus?

Den sprøde guitar, der lød som en ukulele, bjælderne omkring anklerne, den flerstemmige mandevokal og ikke mindst panfløjterne. For slet ikke at tale om det ustyrlige look. Uha, det var stærkt. Det er en udbredt opfattelse at netop inkaerne på Strøget var en stor indflydelse på Thomas Helmigs mere psykedeliske periode. Både mht. musik og udseende.

Inkaer chiller ud i Botanisk Have efter at have tryllebundet det aarhusianske festugepublikum

Denne signatur var endog meget glad for inkaernes musik, faktisk så glad at det var den første båndudgivelse jeg købte, netop under en festuge i ca. 1988. Fanatismen stoppede dog ikke der, jeg husker hvordan jeg flere år i træk brændende ønskede mig en panfløjte til jul eller fødselsdag. Da jeg så endelig fik en, måtte jeg skuffet konstatere at der var tale om en plastikudgave, og ikke bambus. Mit forhold til instrumentet blev aldrig det samme igen, specielt ikke da Gheorghe Zamfir, som i øvrigt indspillede mange af sine plader i Aarhus, udsatte instrumentet for sin version af klassikeren Kald det kærlighed.

- Hov hov, jeg er også inka...