"Hvor blev de af?" - Mysteriet om FC Kammeraterne, del 2.

Vi er nu nået til anden og sidste del i opklaringsarbejdet om, hvad der skete med fodboldklubben FC Kammeraterne. Hvor blev de af? Du får svaret nu. Klik evt. her, hvis du ikke fik læst den første episode. I sidste afsnit hørte vi, hvordan det kørte derudaf for klubben. Det blev både til en tv-dokumentar og såmænd også til "Laudrup-prisen", ja, man kan spekulere i, om Brian Laudrup og Lars Høgh har ladet sig inspirere til deres gadefodboldsprojekt.

Kammerater.

Desværre varede fodboldklubbens og integrationsprojektets succes ikke ved. Kammeraternes dårlige ry, som måske var baseret på fordomme, måske erfaringer, måske begge dele, fik desværre endnu et hak i tuden i 2005 efter en voldsepisode i en Serie 6-kamp mod holdet med no-nonsense-navnet "FC Vietnam". 

Som man kan læse blev en dommer, som muligvis havde lort i sine lommer, angrebet med en sten, hvilket selvfølgelig ikke er okay. Som om det ikke var nok, nedbrændte Kammeraternes klubhus under en række påsatte brande i Gellerup i 2006.

Deprimerende læsning, næsten som en dårlig kliché. Det var dog en endnu mere tragisk begivenhed, der satte en stopper for FC Kammeraterne. Formanden og stifteren for klubben, Per Secher, som havde modtaget "Laudrup-prisen" i 1999, gik hen og døde.

 

Som man kan se arbejdede manden frivilligt de sidste år af hans liv, selv efter at det økonomiske tilskud var bortfaldet, hvilket muligvis hænger sammen med den daværende (og ikke den nuværende) borgerlige regerings nedskæringspolitik.

Det blev desværre også døden for FC Kammeraterne. Ikke flere Ronaldinho-driblinger på Tovshøjskolen. Medlemstallet faldt til et rundt 0.

Ja, det var jo en trist afslutning på fortællingen om holdet med verdens bedste navn, FC Kammeraterne. Her er det vigtigt at huske på, at det jo handlede om kammeratskab og glæden ved fodboldspillet. Så tør dine øjn. Kammeraterne vil altid leve videre i AITMOOS' drømmehjerte. Den her går ud til Per Secher, spillerne fra FC Kammeraterne og alle AITMOOS' læsere.

 

Den kan man lytte til, mens man tænke over, om "FC Kammeraterne" skal udtales "KAM-meraterne", ligesom i "karma", som i "Karma Chameleon", eller "Kamme-RAT-erne", som i "cigaret". Ved du hvad? Er sikker på at Kammeraterne kunne rumme begge dele.

"Hvor blev de af?" - Mysteriet om FC Kammeraterne, del 1.

Mange læsere på bloggen har sandsynligvis spillet fodbold som børn, måske ligefrem i HEI, som i mange år havde Danmarks bedste kvindehold. Ellers måske i VRI. Måske har visse læsere ligefrem spillet i den mest sagnomspundne klub i Aarhus' historie. Der er hverken tale om 'GF eller Fremad. Der er tale om en klub med det bedste navn nogensinde: FC Kammeraterne. Men hvor er klubben blevet af? Hvis man kigger på nettet er der stort set intet fornuftigt info at finde, blot en masse oversigter over kampe, som, vi kunne jo kalde dem Aarhus' FCK, har spillet. Det skal være lyv! AITMOOS er på sagen.

- Denne sag pirrer mine sanser, Watson. En fodboldklub kan ikke bare sådan forsvinde fra jordens overflade! Nej, der er mere på spil her. Jeg må udvide min bevidsthed for at finde svaret. Til opiumsbulen!

Først lidt baggrundsinfo. FC Kammeraterne var et integrationsprojekt fra Gellerup, som havde fået ry for at være et belastet område. Klubben blev stiftet i 1983. "Kammeraterne" havde hjemmebane på Tovshøjskolen, et sted som udeholdene frygtede, det var en sand heksekeddel.

Stemning på Kammi'ernes hjemmebane: der er ensrettet, fordi resultaterne kun gå én vej, en hjemmesejr! Klap klap klap klap!

FC Kammeraterne var et frygtindgydende hold, på godt og ondt. Holdets spillere spillede alle sammen lige som Ronaldinho, med vilde driblinger. Til gengæld var de også kendt for at gå lidt hårdt til modstanderholdets spillere, f.eks. at kalde folk med kort hår for "nazi". Det gav dem et lidt blakket ry, som man kan se af disse debatindlæg fra nettet (klik for fuld størrelse):

 ("FC Hjemmedrenge", ikke noget dårligt bud. Men hvad så, når man spiller på udebane?)

Det startede ellers så flot for klubben. I 1999 fik formand og stifter af klubben, Per Secher, den fornemme "Laudrup-pris", som han dog måtte dele med René Henriksen, også kendt som "den hvide etiopier". En stor anerkendelse.

To år efter blev der endda lavet en dokumentarserie i tre dele, som blev sendt på DR. Denne serie, med den dragende undertitel "På udebane i eget land", har AITMOOS dog desværre ikke kunnet støve op, trods en ihærdig og utrættelig indsats i form af en Youtube-søgning.

Tingene kørte altså tilsyneladende på skinner omkring årtusindskiftet. Men hvad skete der med klubben? Hvor blev den af? Få den rørende og spændende forklaring i næste og sidste del af Mysteriet om FC Kammeraterne. Kun her på bloggen! (Nu ikke noget med at søge på Google og snyde foran).

På druk i Aarhus: Hot Buns

Vores druktur rundt omkring i Aarhus har ofte ført os til steder, der ikke længere findes, eller ikke længere har den samme betydning længere. Den Høje, Æsken, en forfest i forstaden Skæring... men det skal ikke være Mindernes Allé det hele. Der er nemlig kommet et nyt sted i Aarhus, et sted, hvor man både kan spise og drikke. Rygterne går på, at det er Aarhus' svar på Hooters. Vent, Hooters? Mayn!



Det drejer sig om stedet Hot Buns i Mejlgade, en såkaldt "gastropub", hvis dette altså er et rigtigt ord. Det er åbenbart en burgerkæde, hvilket selvfølgelig ikke er noget for AITMOOS. Det, der gør Hot Buns ekstra interessant, er, at chefen for afdeling i Aarhus er ingen ringere end Susan K. Den selverklærede danske Paris Hilton, som nærmere er det kvindelige svar på Sidney Lee, bare endnu mere noller og endnu mindre sjov. Ved første øjekast kunne man fristes til at tro, at der var tale om en kvindelig låsesmed med såkaldte "låsepatter", men nu er AITMOOS jo ikke kendt for at være plat, så det lader vi ligge.

- Dette koncept kalder vi en "hot bun med stive nipples"

AITMOOS-redaktionen har ikke selv besøgt stedet, men har fået anbefaldet deres Happy Hour, hvor de kan få to drinks for en drinks pris. Jow tak! Desuden har vi hørt, at et glas postevand koster 25 kr., men at det følger gratis med, når du køber alkohol. Genialt koncept. Det er jo sådan, at der findes sites på nettet, hvor brugere kan anmelde f.eks. restauranter; "Var på Jensens Bøfhus, soft-icen var helt i top!" eller "Spist en China box fra Clemens Stræde, har siddet på tønden lige siden". Det kan du f.eks. gøre på siden med det oplagte navn MangoSpot. Her er der dog også nogle, der har anmeldt Hot Buns, hele otte personer, kan man se. Til gengæld har den sammenlagt kun fået én, øh... mango. Ud af fem mulige. Ouch. Det var en bitter mango at sluge.

Når man så prøver at komme ind og læse anmeldelserne, sker der følgende:

Lotte Heise - hvad laver hun i Aarhus?

Det er ingen hemmelighed, at bidragsyderne til denne blog ikke har boet i Aarhus i et godt stykke tid. Imidlertid kender vi byen bedre, end den selv gør. Langt bedre! Der er dog én ting, AITMOOS aldrig har forstået. Rent faktisk er der ingen i Aarhus, der ved det. Folk har altid undret sig, for normalt flytter folk jo fra Aarhus til København, og ikke omvendt. Så hvad laver Lotte Heise i Aarhus? Onde tunge sagde, at det var fordi, hun ikke fik nok opmærksomhed i København, der var simpelthen for mange om buddet. Men det er næppe den fulde sandhed. AITMOOS satte sig derfor for at undersøge sagen. I mere end et år har vi udført research og søgt efter et svar, og nu er vi klar til at præsentere det, helt eksklusivt, for bloggens højtærede læsere.

Det er altså vanskeligt at sige, hvad Lotte Heise laver i Aarhus. Vi ved dog, at hun bor i en lejet villa i, ja... Egå! Det luner, det luner. Hun modtog Aarhus Kommunes Ligestillingspris, som uddeles til en aarhusiansk borger, der har ydet noget særligt for byen tilbage i 2002. Det er jo flot. Men det var vel ikke derfor, hun flyttede til Aarhus... Eller... Var det?

"Suffragette City", eh? Hmmm....

I vores dybdeborende og tålmodige research er det kommet bloggen for øre, at hun ikke bryder sig om de såkaldte "facere", altså sælgerne fra f.eks. Amnesty International, der passer dig op på ægte gøglermanér og prøver at skyde ansvaret for kapitalismens ulyksaligheder over på de personer, der tilfældigvis går på enten Clemens Bro eller Klostertorv. Dem gider Lotte ikke høre på. Det gider AITMOOS heller ikke.

 

- Wup, jeg skal lige snakke med dig lidt... Ja, dig der. Har du ikke lyst til at redde de sultne børn i Afrika? Hallo...? Er du helt ligeglad med, at de dør af sult? Fair nok. Ha' en go' dag, så... (Pis, der røg min provision).

Du er nu blevet klogere på, hvad Lotte Heise laver i Aarhus. Med den konklusion, vil AITMOOS gerne benytte lejligheden til at citere Sokrates' berømte ord: "Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved". 

Ved du, hvad Lotte Heise laver i Aarhus? Skriv dit bud i en kommentar. Så er du sød.

Statusopdatering

Wush! Så blev 2012 pludselig til 2013! Ja, sådan kan det gå. Hvad er der sket i Aarhus i mellemtiden? Ingen ved det. Nogle plausible bud er, at endnu flere af de gamle butikker er lukket,og nye kæder er kommet til. Som f.eks. Joe & The Juice, der er åbnet inde i Magasin og Bruuns Galleri, hvor du kan høre udknaldet techno, mens du febrilsk skynder dig at drikke din friskpressede juice med æble, ingefær og bladselleri, så du kan komme ud derfra igen.

- Yo yo yo, hvad så der, Bruuuuuuns?! Fyr den af for viiiiiiiiiiildt!! Man får vildt meget energi af vores juice! Wuw! Wuuuuuuw!

Derudover er det, sandsynligvis, gået støt nedad bakke for byens hold, Jyllands konger, de hviiiiiiii'e, mindst siden forårspremieren i Superligaen. Med dertilhørende komplet mangel på selvindsigt og situationsfornemmelse, som om chanten "Vi rykker aldrig ned" har indboret sig dybt i spillere, trænere og ledelses bevidsthed. Forståeligt nok, det er en stærk chant.

- Hvordan skal jeg nogensinde finde på en frisk kommentar til pressen, når vi er så pikke ringe...? Jeg ér altså ikke Troels Bech.

(Jo, du er).

Kort sagt, alt er ved det gamle i Aarhus. Og dog. En af årsagerne til, at AITMOOS har ligget stille i snart et år, er af den simple årsag, at kilden til mange af bloggens nyheder, stiften.dk, har valgt, at deres artikler ikke længere skal være gratis. Og det til trods for, at AITMOOS har breaket utallige nyheder, før de kom på Stiften. Nærigt. Købe adgang til nyheder fra provinsen? Har man hørt en loppe gø. I øvrigt har avisen valgt, at symbolisere den begrænsede artikeladgang med en nøgle, hvilket er intet mindre end en hån mod "byens nøgle", som har været et tilbagevendende indslag her på bloggen.

Bemærk, hvordan dobbelttydigheden skinner igennem: Afvisningen, "nej, jeg vender ikke tilbage, aldrig!", og så nøglen, der siger "du er fucking heller ikke ikke velkommen i Aarhus!". Ja, ja. Altså et farvel og tak til Stiften, som vel fortsætter sin kurs mod afgrunden og den økonomiske ruin, hvor Jan Schouby kan fortsætte med at være bitter over AGF. Dét vil vi altid have til fælles. AITMOOS er stadig uafhængig af økonomiske interesser, men kan måske overtales til at skrive en artikel om et givent emne (pris: en stor fa'j eller en vodka og Red Bull). So long, Stiften, og "hej igen", AITMOOS-læsere!