tirsdag den 14. maj 2013

Lotte Heise - hvad laver hun i Aarhus?

Det er ingen hemmelighed, at bidragsyderne til denne blog ikke har boet i Aarhus i et godt stykke tid. Imidlertid kender vi byen bedre, end den selv gør. Langt bedre! Der er dog én ting, AITMOOS aldrig har forstået. Rent faktisk er der ingen i Aarhus, der ved det. Folk har altid undret sig, for normalt flytter folk jo fra Aarhus til København, og ikke omvendt. Så hvad laver Lotte Heise i Aarhus? Onde tunge sagde, at det var fordi, hun ikke fik nok opmærksomhed i København, der var simpelthen for mange om buddet. Men det er næppe den fulde sandhed. AITMOOS satte sig derfor for at undersøge sagen. I mere end et år har vi udført research og søgt efter et svar, og nu er vi klar til at præsentere det, helt eksklusivt, for bloggens højtærede læsere.

Det er altså vanskeligt at sige, hvad Lotte Heise laver i Aarhus. Vi ved dog, at hun bor i en lejet villa i, ja... Egå! Det luner, det luner. Hun modtog Aarhus Kommunes Ligestillingspris, som uddeles til en aarhusiansk borger, der har ydet noget særligt for byen tilbage i 2002. Det er jo flot. Men det var vel ikke derfor, hun flyttede til Aarhus... Eller... Var det?

"Suffragette City", eh? Hmmm....

I vores dybdeborende og tålmodige research er det kommet bloggen for øre, at hun ikke bryder sig om de såkaldte "facere", altså sælgerne fra f.eks. Amnesty International, der passer dig op på ægte gøglermanér og prøver at skyde ansvaret for kapitalismens ulyksaligheder over på de personer, der tilfældigvis går på enten Clemens Bro eller Klostertorv. Dem gider Lotte ikke høre på. Det gider AITMOOS heller ikke.

- Wup, jeg skal lige snakke med dig lidt... Ja, dig der. Har du ikke lyst til at redde de sultne børn i Afrika? Hallo...? Er du helt ligeglad med, at de dør af sult? Fair nok. Ha' en go' dag, så... (Pis, der røg min provision).

Du er nu blevet klogere på, hvad Lotte Heise laver i Aarhus. Med den konklusion, vil AITMOOS gerne benytte lejligheden til at citere Sokrates' berømte ord: "Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved". 

Ved du, hvad Lotte Heise laver i Aarhus? Skriv dit bud i en kommentar. Så er du sød.

2 kommentarer:

  1. Jeg har undersøgt sagen, og her kommer mine resultater: I år 2001 blev Lotte Heise skilt fra sin mand. Det kan man læse i en gammel artikel fra BT, hvori der står, at "fem års ægteskab er slut", og at Lotte "delvist (er) flyttet ud af den villa, hun for nogle år siden købte" sammen med sin eks-mand. Villaen lå i Aarhus, dengang Århus. Parret flyttede ind i huset da de flyttede fra Holstebro. Så Lotte Heise flyttede til Aarhus "nogle år" før 2001, hvilket vil sige i slut-90'erne. Crime solved.

    SvarSlet
  2. "Villaen lå i Aarhus, dengang Århus". Det er god og informativ journalistik, hvis man nu ikke lige var med på, hvilken by, der var tale om.

    SvarSlet