Mindreværd

På AITMOOS-redaktionen har vi altid haft et anstrengt forhold til det opreklamerede had mellem Aarhus og København. Måske er det præget af den betingelse, at hovedkontoret befinder sig i den noget triste, sydlige del af Havnen, men let's face it: Københavnerne er fucking ligeglade med, hvad aarhusianere synes om dem.

- Jeg er fucking ligeglad, mand.

Det faktum stopper dog ikke det trættende og uklædelige mindreværdskompleks, som mange aarhusianere har over for København. Bevares, det er ingen hemmelighed, at AITMOOS af flere omgange har lobbyet for at Aarhus burde være Danmarks nye hovedstad, men det bunder netop i, at København er så overvurderet. På samme måde overvurderer folk fra Aarhus København qua deres misundelse. Freud ville være godt tilfreds.

- Det er åbenlyst at aarhusianerne lider af basal penismisundelse i forhold til København

 Nu får dette tilfælde af sure rønnebær endnu en dimension. Teatret på Svalegangen laver simpelthen en forestilling, der hedder "Vi hader København", der er en "forestilling til alle de, der også har fået nok af de oversmarte storbyhoveder, der tror, de er så kloge," skriver aoa.dk. I guder.

- Eeeh mand, fuck dig selv, Don Ø, mand. Jeg går på Waxies.

"Her tales der lige ud af posen med en hyldest til landet og provinsen i det endegyldige opgør med storbyens smagsdommeri. Skuespillerne drukner kaffelattetyranniet i frisk fadøl fra hanen og udbringer en skål for bonderøven. Vor tids sande helt...," skriver omtalen. Bonderøven?? Hvad har det med Aarhus at gøre? Den forestilling burde være opført i Randers. Pinligt, Aarhus. Er der i øvrigt stadig folk, der drikker café latte? Forbindes det stadig med Det Radicoole Venstre, som peakede i 2005? Det er jo heller ikke så længe siden. Som prikken over i'et blev artiklen om opgøret med "kaffelattetyranniet" ledsaget af følgende annonce:

Men okay, man kan sikkert heller ikke få en latte på Siegfreds Kaffebar. Flot, Aarhus.

Thomas og Steffen

Rolig nu. Jævnfør overskriften er der ikke tale om, at den rygskadede landsholdsmålmand, Thomas Sørensen, skal erstattes af AGF-keeper Steffen Rasmussen, bedre kendt som Slowhand.

Ikke desto mindre er der tale om en opsigtsvækkende nyhed. AITMOOS har tidligere berettet om, at Helmig og A.G. blev venner igen ovenpå den famøse Wig Wam-skandale. Nu er der imidlertid en musikalsk nyhed, der har sat chokbølger gennem Aarhus.

- Større end Helmig og A.G.? Surely you must be kidding.

Thomas Helmig og Steffen Brandt. De eneste eneste to. Konger af Aarhus. Musikalske legender. Kan vi finde på mere? Du ved allerede nu, hvad det drejer sig om. Helmig og Brandt danner et regulært all-star-band. Ikke overraskende er det en melding, der har sat AITMOOS-kontoret i en tilstand af eufori.

 

 "Nu hvor du har Brandt mig af..."

Koncerten, der finder sted i forbindelse med Festugen d. 30. august, vil bestå af en blanding af nye og ældre numre fra Helmigs og Brandts bagkataloger. Udover at det er svært at forestille sig, hvordan det rent faktisk skal foregå, er det en tanke, der giver hidtil uanede mængder af ståpels. Bare det at tænke på alle de underspillede jokes der vil komme fra scenekanten.

- Bad luck, Tina, jeg tager chancen med Helmig i stedet.

- Ej okay, hvor noller. Kan du så ikke lige give mig Michael Falchs nummer?

Hvorvidt AITMOOS rent faktisk vil befinde sig til dette arrangement, er dog mere end tvivlsomt. Som så mange andre ting her i livet, og især når det drejer sig om Aarhus, er forventningens glæde som regel den største. Ikke desto mindre er der vel tale om det største musikalske samarbejde i Aarhus nogensinde, og over en bredere kam, det stærkeste all-star-band siden Travelling Wilburys. Tag vare på hinanden, boys.

Den bedste nyhed, der aldrig var

... "Hvis altså de ikke må sige København". Jamen, det sætter jo alting på plads. Tak til stiften.dk for denne stærke historie. Og ikke mindst, tak til Peer H. Kristensen, direktør for VisitAarhus, for denne kommentar:

»Folk plejer at grine, når jeg siger det, men jeg mener faktisk, at Aarhus er Skandinaviens Barcelona. Der er både skov, havn og strand i byen, og så har vi et meget stemningsfyldt latinerkvarter,« siger Peer H. Kristensen.

Jo tak. AITMOOS griner også.

Handler i virkeligheden om Aarhus, og burde derfor nok være nomineret til at være den bedste Aarhus-sang nogensinde

Sange om Aarhus

Som den dedikerede læser af AITMOOS (og findes der andre?) vil vide, har bloggen gennem flere år kørt den succesfulde artikelserie, Festugeminder. Her har du kunnet læse om Boblen, inkaerne på Strøget og ikke mindst Kondombussen. 

- Slurp, slurp, åhh, jeg labber Festugeminderne i mig

Det kan godt være at 2012's festuge først finder sted den 31. august til 9. september, men allerede nu er forberedelserne til den skelsættende begivenhed i gang. I år kan man nemlig opleve en koncert, hvor de 12 bedste sange om Aarhus bliver opført under titlen 'Den store aarhusianske sangbog'. I nye versioner, vel at mærke. Det skriver Politikens hjemmeside i hvert fald. Arrangementet er tydeligvis inspireret af den succesfulde opførelse af The Glorious Beatles Circus Show, der som bekendt ville gået over i glemslen, hvis det ikke var for AITMOOS. 

AITMOOS tager gerne æren for at være inspirationskilde til dette arrangement, som naturligvis kun kan ende i en bragende fiasko. Held og lykke med det, Aarhus Festuge. Her kan du stemme på de ikke mindre end 43 sange, som Politikens anmeldere har nomineret til at være den bedste Aarhus-sang nogensinde.  

FunCity bag facaden

Når man kommer gående mod Rådhuset i Hans Hartvig Seedorfs Stræde, kan man godt føle sig lidt tom. Bogstaveligt talt. Det er som om der mangler noget. Som om et bortrevet monument, der har efterladt et tomt hul i dit hjerte, som underbevidstheden bare ikke vil lade én huske. 

- Åh, jeg føler mig så tom indeni, men jeg ved ikke hvorfor...

Det er hårdt at håndtere denne slags fortrængninger, men AITMOOS kan nu afsløre, hvad denne tomhed skyldes. Den skyldes FunCity. Denne morskabens by i byen, hvor du kan gå ind og have det rigtig sjovt, for eksempel ved at skyde med laserpistol eller spille arkadespil eller... nogle andre ting. De er i hvert fald sjove.

- ÅHH, det er sjovt, det her, jeg flækker snart af grin! God sjov, FunCity!

Men det er ikke sjov og ballade det hele. Årsagen til at du føler dig tom skal nemlig ene og alene findes i FunCitys facade. Åh, ja. Nu begynder det at dæmre. Den dedikerede læser vil selvfølgelig huske FunCitys kontroversielle gavlfacade. Halen af et fly stak ud over indgangen til den gule bygning, en subtil antydning af, at flyet var fløjet ind i bygningen. Først blev man chokeret, men langsomt gik det op for én, at det bare var en joke. Som for at billedliggøre alt det sjove, man kunne lave derinde. Folk slog sig på lårene af grin over hvor sjovt det var: "Hahaha, nej, se! Dét er sjovt! Der vil jeg ind og bruge alle mine lommepenge!"

 - Ha ha ha, dét er altså god pot-humor, det der!

- Ja, thumbs up, Paulie, thumbs up!

Efter 9/11 fik piben dog en anden lyd. Nu syntes folk slet ikke det var sjovt længere, men at det var usmageligt. Lighederne mellem den gule toetagers bygning og de 4-500 meter høje tvillingetårne i New York var simpelthen for stor for aarhusianerne. Forståeligt nok.

FunCity krøb til korset og tog vragdelen ned. Ikke på grund af den negative omtale, det er klart, men simpelthen i et anfald af en hidtil uhørt situationsfornemmelse.

- Ej, okay, det var ikke sjovt alligevel

Nedtagelsen delte vandene. Det var en ambivalent følelse, at have haft det så sjovt over en gavludsmykning, men nu var det slut med den gratis morskab. Nu måtte man gå ind i FunCity for overhovedet at kunne have det sjovt. Alle spor af flyvraget blev fjernet, så her, 10 år efter, er der ikke engang et billede af det på selveste overvågningsportalen Google. Indtil nu. AITMOOS er nemlig kommet i besiddelse af et autentisk billede af facaden, som det så ud tilbage før verden gik af lave. Det bringer stærke minder frem hos folk. 

FunCity som det virkelig så ud i 2001

Værsgo, kære læser.

Bevar Chas. E

I mange år har kendere og nydere af spirituøse drikke valvartet til ét sted i midtbyen for at forsyne sig. Engang var det det eneste sted, man kunne købe absinthe, hvis ikke i hele Danmark, så i hvert fald i Aarhus. Der er selvfølgelig tale om Chas. E. Vindrikkerens Mekka. Grundlagt i 1921 af Charles E. Petersen.

I næsten 100 år har den ligget trygt og godt i Ryesgade, upåvirket af alle de latterlige butikker der ellers skød op. Men nu kan det være slut. Tøjkoncernen Bestseller, som ejer ejendommen, vil ombygge Ryesgade 5 med en stor tilbygning bagud og derefter anvende den til en stor tøjbutik i ejendommens fulde bredde, skriver Stiften.dk. Intet mindre end skandaløst. AITMOOS tager på det kraftigste afstand fra denne såkaldte "Bestseller" (tal om falsk varebetegnelse...), som sælger stærke mærker som Jack & Jones, Selected og Only. Ukendte mærker, som man ikke kan få andre steder i Aarhus. Tøj som det Peter Graulund plejer at købe i Solid Menswear. 

- Bestseller? Der skal jeg da helt sikkert ned og shoppe, håber de har nogle t-shirts med fedt print

Bestseller, I har fået AITMOOS og vores læserskare på nakken. I kan godt begynde at ryste i jeres slidte denimbukser med bootcut.

Guide til Aarhus: Klostertorv

Vi husker alle, hvordan Pizza Hut lukkede. Dets spøgelse hjemsøger stadig pladsen, hvor det vandrer hvileløst rundt og spørger sig selv, hvorfor restaurantmarkedet i Danmark har det svært især inden for pizza.

- Wuhuhuuuuh, Klostertorv. Hvorfor købte I ikke min pizza? Den var så gu'r...

Engang var Klostertorv primært kendt for at være tilholdssted for drankere, junkier og deres løse hunde. De sad under det store træ for enden af pladsen, mens de kommenterede på de folk, der gik forbi. Det var ikke noget for den almindelige aarhusianer. Hvis folk ikke har noget arbejde, skal de i det mindste blive hjemme hos sig selv. Derfor blev der iværksat et tiltag, der skulle rydde Klostertorv for misbrugere. Det er det, man kalder for urban gentrificering, et begreb, som altid har ligget latent i AITMOOS' analyser, men som først nu bliver kaldet ved dets rette navn.

Levende byliv på Klostertorv

I dag er sandheden snarere den, at torvepladsen karakteriseres af de butikker, der omgiver den og de varer, man kan købe i dem. Medmindre man vil sidde på de omkringliggende caféer, hvor navnet Smagløs bedst karakteriserer den generelle stemning, er selve torvet ikke ment som et sted, man opholder sig til hverdag. I stedet er det blot et sted, man krydser, enten for at komme ned til Strøget, eller for at komme hen til bussen og hjem med sine varer. Engang imellem bliver der dog opstillet en storskærm eller en scene, hvor man kan følge en kulturel begivenhed. Her kan folk sidde på de kolde brosten og se en landskamp, eller nyde tonerne af konservatoriejazz, mens de betragter sponsorernes logo, der kan tage æren for begivenheden.

- Æh, er der nogen, der ved hvordan man kommer tilbage til MGK herfra?

Engang imellem bliver disse scener befriet, som for eksempel når berusede mennesker en tidlig sommermorgen hopper op på scenen og råber obskøniteter deroppe fra, iskolde over for om naboerne hører det. Hæmmede og generte drenge stopper deres affekterede fnisen og frigiver en latter, som de ikke vidste de havde. Al pladsens ophobede apati uddrives gennem de grænseoverskridende, primitive udråb.

- Min pik, den er som Eiffeltårnet!

Foreløbig fortsætter pladsen dog med at være domineret af udendørsserveringens aluminiumsstole, der står skråsikkert på pladsens sirligt arrangerede brosten. En tom, hjemsøgt plads, hvor ingen kan gemme sig.

 Under brostenene, stranden! – Graffiti, Paris, maj 1968

På druk i Aarhus: A-Bar

Alle der har bevæget sig i det bogstaveligt talt u-hyggelige område ved Åen om aftenen har været der. Måske har du siddet og varmet op med konfirmanderne ved Vadestedet eller måske har du været en tur på Bridgewater. Eller kom du forvirret ud fra Fatme, omtåget af røgelse og mølkugler, og bevægede dig med usikre skridt ned mod åen. I hvert fald gik turen ofte over den smalle bro, over på den anden side.

Wo-ho-ho, jeg er patte. Skal bare lige nå over på den anden side...

Ovre på den anden side lå nemlig noget, der var som taget ud af Indiana Jones. "Hvad lå der dog?!", tænker du. "Er det Sway? Glazzhuset?? Trappen op til Clemens Bro??? Så sig det dog, for guds skyld!" Ja, okay. Det er ikke nogle af delene. Det der lå der var ganske enkelt Aarhus' længste bar.

Fjern jer! Jeg skal over og se Aarhus' længste bar!

Den dedikerede Aarhus-kender vil selvfølgelig vide at der er tale om baren på Gaz Station. En bar der var så lang, at den ikke kunne være på noget billede. En bar så lang, at alle idioter i Aarhus kunne være samlet på ét sted.

"Tænd ild i din brandert på Gaaaaaaz Station!"

Til trods for dette skudsikre koncept - en lang bar, hvor man kan få tanket op - ja, så dybt var konceptet - så er Gaz Station altså lukket for længst. Men frygt ej. Endnu et klassekoncept kommer til Aarhus: A-bar. Bedre kendt som Australian Bar. Stedet hvor gymnasieeleverne kommer for at drikke sig ned, og 38-årige erhvervsfolk kommer for at forføre de unge piger. Et dejligt udgangspunkt, som de andre eksportprojekter, som f.eks. Heidi's.

Allerede nu har A-bar lanceret nyheden på sin hjemmeside

Ja, der er sket noget siden gymnasieungdommen drak sig ned på Æsken eller Kurts mor. Kilden, tænker du? AITMOOS har sakset denne saftige nyhed herfra. Men du læste det her først. Det ved du godt.

Musikcaféeen i lyst og nød

Musikcaféen. Stedet, hvor generationen der aldrig bliver voksen, også kendt som AITMOOS-generationen, trådte sine barnesko. Hvor mange gange har man ikke dinglet ind gennem porten, spændt på hvad aftenen ville bringe i dette lillebitte lokale, hvor så meget er hændt, men intet glemt?

Porten ved indgangen fra Mejlgade, hvor du både følte dig lille og stor på samme tid

Musikcaféen huskes bedst for det besynderligt navngivne britpop-arrangement Club Drive, hvor det beskedne aarhusianske indiepublikum kunne danse til de hits de havde hørt på Puls eller MTV's Alternative Nation, numre de kendte til hudløshed. Som børn, eller fætre, der vil høre det samme igen og igen, gik der en elektrisk ladning gennem publikum, hver gang Trash med Suede eller et tilfældigt nummer med Kent for gud ved hvilken gang lød i de skrattende højtalere.


Undervejs er der blevet kastet med pebernødder, hevet julepynt ned, indsat skuldertacklinger, røget endeløse mængder af marihuanacigaretter... Man har kunnet se Aage fra Yellowish sparke karatespark efter kække youngsters... Punker-Sune få en på hatten fordi han slog på en pige... Sarah Bollocks der prøvede at snave med samtlige mandlige publikummer, én efter én efter én... Utallige minder med lige grimme scenarier, og de fandt sted lige her.

Eneste tilbageværende spor af dette legendariske arrangement, udvasket i glemslen, hvis det ikke var for AITMOOS

Det var inden en sådan Club Drive, at man kunne se en ung Tina Dickow stå og skutte sig umiddelbart før hun skulle spille på Gyngen, der som bekendt ligger i samme gård, men har en noget mere biodynamisk profil. De festglade unge mennesker, heriblandt undertegnede, forsikrede Tina om, at de ville "smadre Michael Falch", hvis de så ham, da den blonde sangerinde på daværende tidspunkt var mest kendt for sin rolle i den særdeles erotiske dramaserie, Karrusel. Tina blev glad for støtten, og kunne nok stadig huske det, da undertegnede mødte hende i dagslys et par dage efter. Et stolt øjeblik.

- Kom nu med på Musikcaféen, Tina, lystens hule. Der er Club Drive, wauw!
- Ej, det er altså for noller... Jeg skal optræde på Gyngen.
- Gyngen?! Er det sådan en slags... sexgynge?

Hvem husker ikke den legendariske koncert med det endnu usignede band, Carpark North, en tirsdagsaften i efteråret 2001? Hvor de spillede deres Barometerhit "Transparent and Glasslike" ikke en, ikke to, men tre gange for de fremmødte, som kastede deres eufori på det blege band fra Aarhus Nord. Det riff, denne over the top guitarfigur, som gik direkte i visse af de fremmødtes pollenpåvirkede ører (ingen nævnt...). Stop the clocks!

Autentisk optagelse fra den legendariske koncert på Musikcaféen 2001

Nu er det imidlertid slut. Musikcaféen har ganske enkelt fået vokseværk. Nu er den ikke fin nok til lokalerne i Mejlgade 53. Caféen flyttede væk fra lokalerne sidste år. Der er med garanti skrevet et utal af seriøse, faktaprægede nekrologer, hvilket AITMOOS ikke orker at researche på. Vi nøjes blot med at konstatere endnu et ruinøst øjeblik i Aarhus' historie. Musikcaféen er væk; men AITMOOS er tilbage.