mandag den 25. januar 2021

Til minde om: Gøglerskolen

 I mange år var der en enkelt beklædningsgenstand, som lå øverst på ønskelisten for alle, der var en del af det aarhusianske punkmiljø i 90'erne. Glem alt om nittebælter, piercing i øjenbrynet eller sorte, udtrådte militærstøvler fra Army Store. Det mest eftertragtede, du overhovedet kunne gå rundt med, når du skulle sidde og drikke dine Aldi-øl nede ved Trappen nede ved åen, eller når du skulle på Æsken, var: den mytiske hættetrøje, hvor der på ryggen stod slet og ret: Gøglerskolen.

Hættetrøjerne var sandsynligvis af mærket Fruit of the Loom. Hvis du nogensinde har ejet en band t-shirt, har den med al sandsynlighed været af dette mærke. 

Skolen startede i 1989: "Nogle af bz'erne gik på Gøglerskolen dengang. De var der bare ikke, fordi de var til demonstrationer. På Gøglerskolen lærte de ellers, hvordan de skulle undgå konfrontationer under demonstrationerne. De kunne jonglere med kegler i stedet for at kaste med lokummer," som en underviser kan fortælle. Ved hver eneste koncert på Musikcaféen, i Børnenes Hus eller lignende kunne man være sikker på, at lydmanden og en stor del af publikum bar en sådan hættetrøje. For eksempel skrev Information om en koncert med gøglerbandet Oh No Ono i 2005: "Meget passende bevægede en fyr, med det lange hår fyldt med åbnemekanismen fra dåseøl, og iklædt en hættetrøje med ordet Gøglerskolen trykt på ryggen, sig længere og længere op foran."Ja, meget passende.

 

Ah ja, man husker det jo fra sine egne glade dage. Altid var der en gøgler af guds nåde, der gik rundt i demonstrationerne og jonglerede med kegler eller spillede djævlespil. Eller pustede med ild sågar. Vildt uhyggeligt, når man sad til et politisk landsmøde ude i Viby et sted og havde røget en dyrepasser fra Københavns hjemmedyrkede, økologiske pot. Har jeg hørt.

Desværre kan man vist ikke få fingre i en af de lækre trøjer længere. Men det kan kun være et spørgsmål om tid, før der er en designer, der laver et genoptryk. Hvis Punk Royal kan komme tilbage, så kan Gøglerskolen også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar