Der er en katastrofe under opsejling i Smilets. Hvad kan det være, tænker du? Er Helmig og Renée gået fra hinanden igen? Holder dronningen ikke jul i Aarhus i år? Nej. Det er meget værre. Aarhus er ved at løbe tør for Ceres.
Ja, den er god nok. Stiften kan fortælle, at der snart ikke er flere Top at få i byen. Artiklen er spækket med bedrøvelige eksempler på, at folk er blevet spist af med underlødige øl som Thor og Albani. Gys! Det er jo skrækkeligt!
Det bringer mindelser om den originale ølskandale, som AITMOOS tidligere har dækket. Ved et tilfælde oplevede denne signatur så sent som i går, at der udenfor mit arbejde lugtede særdeles bekendt. Jeg gik hen til en tilfældig, ukendt medarbejder og sagde "Her lugter mærkeligt." "Ja, her lugter faktisk lidt mærkeligt," svarede han. "Det lugter lidt ligesom Ceres-bryggerierne i Aarhus i gamle dage," sagde jeg. "Ja, det er rigtigt! Det er Ceres-lugten," svarede han på aarhusiansk. "Hvis man er derovre fra ..." lød det melankolsk fra ham.
AITMOOS kræver, at der kommer Ceres tilbage til byen omgående! Og flyt produktionen tilbage hertil, nu I er i gang. Hvorfor skal den produceres i Odense? Har den by ikke lavet nok ulykker allerede? Ceres-lugten tilbage til Aarhus NU!
Du kender dem godt. De berømte albums, som altid topper musikmagasinernes lister over de bedste debuter: "Stone Roses", den første Brødrene, bananpladen, "Big Pink" og selvfølgelig den legendariske 3P.
Kan du huske 3P, kære læser? Nå, okay.
Typisk vil en debutplade være baseret på sange, der er skrevet over en lang periode, og gruppen vil have en form for nyhedsværdi, der gør den ekstra interessant. De fleste bands laver aldrig en plade, der er lige så god igen. Men andre bands har ikke så travlt. De tager det stille og roligt. Hvorfor ikke vente med at lave sin bedste plade? Man kunne jo f.eks. være fræk og vente med at peake helt til det 16. studiealbum. Men hvem kunne dog finde på det, spørger du? Ja, hvem mon.
- Nå, lad mig så høre, om du kan gætte det.
Der er selvfølgelig tale om Bamses Venner 16, som udkom i 1990. Åbningsnummeret er den majestætiske "Ingen som dig", hvor vor mand Bamse crooner sig igennem en tekst, der er så erotisk ladet, at kun filmen "Body Heat" kan være med på det niveau:
10.000 tak for i nat lille skat Jeg er fuldstændig færdig og udkørt og mat Du tapper mig nådesløst for energi Ikke 10 vilde heste ku trække dig fri
Hvor får du de kræfter og den fantasi? Der har gjort mig afhængig, det' næsten magi Hvad er det du gør, så jeg aldrig får nok Bare en nat uden dig og jeg går i chok
Der er ingen som dig Du gør noget ved mig Blodet bruser Sanserne suser
Jeg går som i trance, hver eneste dag Og tænker på dig og på det som vi kan Mit hjerte det hamrer, der brænder en ild Mit sind er i oprør, jeg er panisk og vild
Jeg prøver at sove, slå tiden ihjel Til jeg ser dig igen, men helt uden held Du er i systemet, min sjæl er besat Vågner badet i sved, hvornår blir det nat?
Der er ingen som dig Du gør noget ved mig Blodet bruser Sanserne suser
Du gør mig lidt bange, det skræmmer mig noget At jeg savner dig mest næsten før du er gået Jeg dør lidt hver gang, du berører min krop Bliver afsindig, og alligevel kan jeg aldrig få nok
Jeg håber og be'r til, du kommer i nat Du gør mig helt færdig og udkørt og mat Du tapper mig nådesløst for energi Du lover du aldrig vil slippe mig fri
Der er ingen som dig Du gør noget ved mig Blodet bruser Sanserne suser
Wow, Bamse. Hun må satme ku' nogle tricks.
Bamse må have haft en god fornemmelse med det nummer, i hvert fald blev der produceret noget så eksotisk som en musikvideo, som gengiver noget af den saftige stemning. Bamse sporter et look, som Kurt Cobain stjal et års tid senere, og de sort-hvide billeder fra studiet er stensikkert blevet hugget af Oasis, da de skulle lave deres video til "Wonderwall".
Pladens bedste nummer er dog ubetinget "Sommeren '67". Med den drømmende intro på 12-strenget guitar, der lyder som Brighter, og den pøllede dansktop-guitar, der teaser sangmelodien, er man med det samme klar over, at der er tale om en banger. Læg dertil en nostalgisk og let resignerende tekst, der længes tilbage tilbage til dengang, samt en guitarsolo, der kan gøre selv George Harrison misundelig. Fucking kongenummer, som skulle have været et kæmpehit. Det ved Jørgen de Mylius selvfølgelig godt, så han sørger for at spille det jævnligt på P5. Ja tak.
Selvfølgelig blev udgivelsen dækket intenst, og der blev sågar produceret et tv-indslag til lokalstationen TV3, hvor Vennerne sidder foran Mackie's Pizza - hvor ellers? - og snakker om den nye plade, som angiveligt tog fem uger at lave. Entusiasmen er til at tage og føle på, men trommeslageren ligner Bruce Foxton fra The Jam, og det er værd at tage med.
Men ... hvad med resten af pladen, spørger du. Er den lige så god som de to første to numre? Tja, hvad tror du selv?
