Viser opslag med etiketten drømmetydning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten drømmetydning. Vis alle opslag

fredag den 31. august 2018

Her er dit liv: Lars Muhl

Så er det atter blevet tid til at hylde en af Aarhus' sande helte. Denne gang er turen kommet til en "formidler af visdom. Han er esoteriker, metafysiker, musiker og forfatter". Han er: Lars Muhl!

Lars Muhl blev født i 1950 og er opvokset på Vestre Ringgaje i Aarhus. Her havde han sin gang på travbanen og Aarhus Stadion. På et tidspunkt boede han i Hasle, hvor han var barndomsvenner med faderen til et medlem af AITMOOS-redaktionen. Her gik drengene rundt i korte bukser og gjorde villavejene usikre, men Lars var ikke som de andre drenge. "Han fortæller, at han var et ensomt og indelukket barn med en evne til at se og lytte på det oversanselige niveau," udtalte han til JP i 2002. Derfor søgte han imod musikken. Han spillede blævre-orgel i den første aarhusianske supergruppe, Daizy, og det lød helt vildt. Så er der altså dømt progressiv rock.


Karrieren gik slag i slag, senere blev han sanger i new wave-bandet Warm Guns, men her på AITMOOS kender vi ham primært fra hans solokarriere.  Med sin eklektiske og excentriske tilgang kunne han minde om Danmarks svar på David Bowie, men han er nu nok snarere Aarhus' Bryan Ferry. Det er også fedt nok.


Det er nemlig rigtigt, Lars. I offentligheden huskes Muhl især for sine deltagelse i Melodi Grand Prix i 1995, som i et anfald af 90'er-agtigt storhedsvanvid havde fået det prætentiøse navn Musik Event '95. Ud over den senere vinder, Aud Wilken med "Fra Mols til Skagen", deltog også Master Fatman med rottehaler og to gravide korsangere, og ikke mindst havde Anne Linnet et nummer med, som blev sunget af Ulla Henningsen, den erotiske "Du kysser som en drøm", der vist nok satte diller-dalleren i brand hos mangen en pubertetsdreng (og -pige. Ikk', Linnet?). Som noget nyt var det ikke muligt at afgive sin stemme, da man ville straffe befolkningen for at have stemt på Seebachs "Under stjernerne på himlen", som floppede totalt ved Eurovision i 1993. Iskoldt. I stedet skulle det hele afgøres af en musikkyndig jury, der blandt andre bestod af Søs Fenger, Bent Fabricius-Bjerre og Sebastian. Satme godt nok også et stærkt hold.


Muhlen stillede op med sin egen komposition, den episke ballade "Europa", som blev nummer to, da alle juryens kvinder stemte på Aud Wilken. Undtagen Monica Krog-Meyer, som gav 12 point til Lars Muhl, men ingen på AITMOOS-redaktionen ved, hvem hun er, så ...



Lars Muhl blev således snydt for sejren, det ved alle. Prøv bare lige at se ham, mand. Prøv lige at se!


Efterfølgende droppede han populærmusikken - hvilket er forståeligt, hvis han er lige så skuffet, som AITMOOS-redaktionen var over, at han ikke vandt med "Europa". I stedet slår han sine folder som connoiseur i religiøs mystik, som han har udgivet flere bøger om. Han er også begyndt at lave new age-musik. Han har endda mødt selveste Dalai Lama, og han forærede ham en af sine bøger, som du kan se nedenfor.


Som man også kan se, ser Muhlen stadig særdeles skarp ud, som en hvid krist, ulasteligt klædt, og med en lille snert af Lykkedragen Falcor og fodboldtræneren Christian Andersen.


Nyd ham her på Roskilde Festival 1991 med cigaret i mundvigen, Sgt. Pepper-jakke og hvad der lyder som David Silver på sirligt elpiano. Et styks konge.


mandag den 26. januar 2015

Drømmeparabol

Vi har alle sammen siddet en melankolsk, tømmermændsramt eftermiddag og lyttet til "Málaga" med bloggens og Aarhus' helt nr. 1, Helmig, og tænkt, "hvor mange gange i træk er det tilladt at lytte til den sang, før det bliver for meget"? Svaret er selvfølgelig "mange", og derefter har man tænkt videre, "hvordan skriver man så godt et nummer? Det er jo ufatteligt"! AITMOOS bringer dig fortællingen om, hvordan Aarhus' "Wonderwall" kom til verden.


Sangen blev født en aften, hvor Helmig sad og så fjernsyn, og der kom billeder fra Málaga i skumringstiden frem på skærmen.

- Der sad jeg i stuen med min guitar, og så kom temaet bare op, det var som om det passede til billederne: ”Så godnat Málaga, du du du du du…”

- Jamen, så godnat, da.

- Det blev en lidt drømmende tekst om de steder, jeg har været, og de stemninger, jeg var i. Når jeg synger ’jeg ligger i min drømmeparabol’, så har jeg stadig ikke helt styr på, hvad fa’en det egentlig betyder. Men den skrev sig på den måde, og så måtte jeg jo tage det for gode varer, siger Helmig til websitet med det tillokkende navn, solkysten.eu (tydeligvis opkaldt efter Den Permanente).


- Da jeg sad på afstand og skrev ”Málaga”, kunne jeg mærke, at det er i Aarhus, det startede for mig, og bevidsthedsmæssigt er det nok også her, det slutter. Her er jeg fra, og det er dybest set også her, jeg hører til. Men jeg er stadig et rejselystent menneske.

 
Tak for sangen, Thomas. Fandme tak, skal du ha'.

onsdag den 5. juni 2013

200.

Som du jo nok har opdaget er AITMOOS på banen igen. I adskillige omgange har AITMOOS-redaktionen modtaget henvendelser fra angstprægede læsere, der var nervøse for, om bloggen mon var død og borte. De troede, den ville forgå! Men det vil den selvfølgelig ikke. Og nu er vi endda nået til indlæg nr. 200 i bloggens historie. Det skal da fejres med manér. Måske endda med gevalt. Hvordan, spørger du? Ved at gå en tur ned af Mindernes Allé og dyrke en af AITMOOS' største succeser. 


Der er selvfølgelig tale om den intensive dækning af The Glorious Beatles Circus Show, som første gang blev omtalt helt tilbage i september 2009. Et koncept, der senere blev kopieret i den aarhusianske teaterforestilling om Bob Dylan, som AITMOOS dog ikke kunne mande sig op til at dække. Det er i øvrigt påfaldende, at denne teateropsætning kom året efter, at AITMOOS havde skrevet om Beatles og cirkus. Tilfældigt? Næppe. Læn dig tilbage og nyd denne billedserie, som er hugget direkte fra det, der er bedst kendt som "internettet". 
"Roll up, roll up for the Glorious Beatles Circus Show, step right this way":

Majbritte: - Åh, ligner jeg ikke bare totalt meget Janis lige nu? Årh?
Bondesen: - "Why don't we d-do it in the ro-ooad"?! 

Bondesen: - Peace, love og harmonika! Fangede I den, tøser?
Majbritte: - Øv, totalt strengt, at lave kaninører, Bonde!
Bondesen: - Kom nu, syng med, piger! "Nah na na na-na-na-naaah..."
Dodo: - Ja, du er.

Dodo: - Ej, helt ærligt, jeg gider altså ikke være Yoko!
Bondesen: Jo, jo! "Dodo Ono"! Det er lige til en Shu-Bi-sang! 
- Majbritte: - Jeg er i hvert fald Janis! 
Bondesen: - Hey! Hvad med, at vi spiller "Twist and Shout", men bare som "Stærk Tobak"? Det er sgu da en skide god idé, mand! ... Okay bevares, det var bare et forslag.

Bondesen: - Hvad med, at vi i stedet for at synge "I am the walrus", synger: "Jeg er hvalen Hvalborg, goo goo g'joob!"? Årh?
Falken: - Jeg er helt klart John. Nej, Paul! Nej, John. Nej, George! Nej, John.

mandag den 17. maj 2010

Farveller Erik

Egentlig havde AITMOOS besluttet ikke at dække nedrykningen længere. Det er for hårdt, det gør for ondt. Men alligevel. Da Trylle kom til var han absolut ikke populær her på redaktionen. Bevares, flinker fyr som man da godt kunne drikke et par gajoler med på Passage Vinstuen, men AITMOOS var mere til den bondske Ove P. Nuvel, Erik kom til og resten er historie. Da det begyndte at gå dårligt vendte drømmen om Erik op og ned på det hele. Skepsis blev til sympati. Som en sexdrøm hvor man aldrig kan se på personen på samme måde igen var AITMOOS' forhold til Erik ændret for evigt.



Men nu er det altså slut. Det bør kun være et spørgsmål om tid før Trylle er fortid i klubben. Alligevel lægger der sig en snært af melankoli og vemodighed over bloggen.



Århus græder, men det er tørre tårer. Vi ses, Erik. Her på AITMOOS vil vi stadigvæk godt drikke shots med dig. Din omgang, forstås.

torsdag den 26. november 2009

Drømmen om Erik

Jeg havde en drøm i nat. Den var med stor sandsynlighed inspireret af autentiske begivenheder, nærmere bestemt Erik Rasmussens udtalelser om at han har skuffet på trænerfronten. Jeg drømte at Erik gik rundt og græd. AGF havde (forbyde det) tabt de sidste efterårskampe og Erik var ganske enkelt ulykkelig. I drømmen så jeg et tv-indslag hvor man så Erik komme gående langt væk på en sti mens tårerne piskede ned af kinderne på ham. Det var et direkte indslag og en kommentator kommenterede "Og her kan vi altså se AGF's træner Erik Rasmussen komme gående, grædende". Det var meget stærkt.

Melankoliker

Senere i drømmen havde et kamerahold fanget Erik foran Fredensvang. Han skulle til at cykle derfra og bar derfor cykelhjelm. Det var tydeligt at se at han havde grædt. Han blev spurgt: "Tror du, du bliver fyret?". Væk var de kække bemærkninger fra Tryllerik. Sørgmodigt svarede han: "Det ved jeg ikke. Det må du snakke med ledelsen om. Med Brian. Jeg håber det ikke". Derefter trak han afsted med sin cykel med bøjet hovede.

Det var en drøm der tog hårdt på mig. Hvad betyder den? Jeg har selv været lidt efter Erik, det fortryder jeg nu. Undskyld, Erik. AITMOOS elsker dig.

Det skal nok gå, Erik.