Guide til Aarhus: Klostertorv

Vi husker alle, hvordan Pizza Hut lukkede. Dets spøgelse hjemsøger stadig pladsen, hvor det vandrer hvileløst rundt og spørger sig selv, hvorfor restaurantmarkedet i Danmark har det svært især inden for pizza.

- Wuhuhuuuuh, Klostertorv. Hvorfor købte I ikke min pizza? Den var så gu'r...

Engang var Klostertorv primært kendt for at være tilholdssted for drankere, junkier og deres løse hunde. De sad under det store træ for enden af pladsen, mens de kommenterede på de folk, der gik forbi. Det var ikke noget for den almindelige aarhusianer. Hvis folk ikke har noget arbejde, skal de i det mindste blive hjemme hos sig selv. Derfor blev der iværksat et tiltag, der skulle rydde Klostertorv for misbrugere. Det er det, man kalder for urban gentrificering, et begreb, som altid har ligget latent i AITMOOS' analyser, men som først nu bliver kaldet ved dets rette navn.

Levende byliv på Klostertorv

I dag er sandheden snarere den, at torvepladsen karakteriseres af de butikker, der omgiver den og de varer, man kan købe i dem. Medmindre man vil sidde på de omkringliggende caféer, hvor navnet Smagløs bedst karakteriserer den generelle stemning, er selve torvet ikke ment som et sted, man opholder sig til hverdag. I stedet er det blot et sted, man krydser, enten for at komme ned til Strøget, eller for at komme hen til bussen og hjem med sine varer. Engang imellem bliver der dog opstillet en storskærm eller en scene, hvor man kan følge en kulturel begivenhed. Her kan folk sidde på de kolde brosten og se en landskamp, eller nyde tonerne af konservatoriejazz, mens de betragter sponsorernes logo, der kan tage æren for begivenheden.

- Æh, er der nogen, der ved hvordan man kommer tilbage til MGK herfra?

Engang imellem bliver disse scener befriet, som for eksempel når berusede mennesker en tidlig sommermorgen hopper op på scenen og råber obskøniteter deroppe fra, iskolde over for om naboerne hører det. Hæmmede og generte drenge stopper deres affekterede fnisen og frigiver en latter, som de ikke vidste de havde. Al pladsens ophobede apati uddrives gennem de grænseoverskridende, primitive udråb.

- Min pik, den er som Eiffeltårnet!

Foreløbig fortsætter pladsen dog med at være domineret af udendørsserveringens aluminiumsstole, der står skråsikkert på pladsens sirligt arrangerede brosten. En tom, hjemsøgt plads, hvor ingen kan gemme sig.

 Under brostenene, stranden! – Graffiti, Paris, maj 1968

Pizza Hút

I de sidste par år er der et spørgsmål der har ligget på alles læber. I særdeleshed på Klostertorv har folk gået rundt med vantro blikke i deres øjn og spurgt hinanden om det. Ingen kender svaret. Spørgsmålet har desuden sendt chokbølger gennem hele fast-food-branchen. Det ubesvarede spørgsmål lyder: Hvorfor lukkede Pizza Hut i Århus? Ja, det er ikke let at svare på. AITMOOS forsøger at kaste lys over sagen.

Lad os bare blive enige om at konceptet var der. Forskellige slags usædvanlig dybe pizzaer sammen med andet amerikano-italiensk snask som buffalo wings, soft ice og pasta. "Det er lige noget for Århus", tænkte Pizza Hut og åbnede Danmarks første Pizza Hut i 1994. Lige på hjørnet af Klostertorv og Guldsmedgade.



Vi kan lige så godt springe direkte til slutningen. I marts 2009 lukkede Pizza Hut sine tre restauranter i Danmark, og dermed også i Århus. Den officielle forklaring lød: "Restaurantmarkedet i Danmark har det svært især inden for pizza". Er det nu også hele sandheden?



AITMOOS har erfaret at århusianerne havde svært ved at udtale restaurantkædens navn. De troede at den hed Pizza Hút, altså som i Robin Hood eller den tyske børnesang "Mein Hut, der hat drei Ecken", hvor u'et siges som i ur, sur, tur, mur. De troede simpelthen at u'et skulle udtales som i slangudtrykket for herre godt,"gu'r", som "det smager dælme gu'r, det pizza".

"Mmm, det er bare gu'r, det Pizza Hút. Love it!"

Personligt har jeg kun spist der en enkelt gang, til en piges 14-års fødselsdag. Noget af det eneste jeg husker er at fødselaren tabte noget ost, hvorefter den læspende, bøssede tjener kom hen, kiggede på mig og sagde "Jeg samler lige osten op fra gulvet". Da jeg forsøgte at fortælle at det ikke var mig, smilede han blot lumsk og sagde "Arh, jeg tror det var dig". Needless to say, så kunne jeg aldrig mere sætte mine ben på det sted.

Masser af ost, århusiansk læspen og gu'r, tyk pizza var altså ikke nok til at overbevise århusianerne. Hvorfor? Det er et spørgsmål vi aldrig får et endeligt svar på. Var du nogensinde på Pizza Hút? Hvis nej, hvorfor så ikke? Del din oplevelse i en kommentar, uanset hvem du er.