mandag den 30. maj 2011

Skilt

Der er noget med skilte for tiden. For blot få dage siden bragte AITMOOS dig nyheden om at du nu på Nørrebro i København på et skilt i en skiltepark kan se hvor lang afstand der er til Aarhus. 304 kilometer. Og skiltetemaet fortsætter. Således udloddede Stiftstidende et vaskeægte Århus-skilt til dem der kunne komme med den bedste begrundelse for at de skulle have et. Noget af en præmie.


Skiltene skal skiftes ud fordi Aarhus jo som bekendt ikke længere hedder Århus. Århus er så at sige blevet "skilt"... ahem.

Hvis du ikke skulle være en af de heldige der fik et Århus-skilt, så fortvivl ej. AITMOOS bringer dig endnu engang klassikeren over dem alle, noget af det stærkeste Aarhus-relaterede merchandise (oop?) der nogensinde er lavet. Fra en mand der i hvert fald ikke er skilt. (Altså lige pt.)

fredag den 27. maj 2011

Afstand

Som du ved, kære læser, er AITMOOS' hovedkvarter placeret i Dronningens København, nærmere bestemt på Nørrebro. Jovist, der er også et Nørrebro i Aarhus, meeeeen... det er alligevel ikke helt det samme.

Nørrebrogade, Kbh.

Nørrebrogade, Aarhus

Anyways, du kender følelsen af at gå rundt i København og tænke "hvor langt er jeg mon egentlig fra Aarhus?" Du går altså rundt der i dit lokale kvarter og tænker. Går ned forbi Guldbergs plads. Eller GuldTuborgs plads. Eller Guldbajers plads. Nede ved boldburet, der hvor drankerne hænger ud med deres gule hunde, som kan efterlade hundelorte som du - rent hypotetisk - kan risikere at træde i, i dine hvide Vans. I boldburet er der blevet spillet fodboldkampe som har været næsten lige så drabelige som dem på Aarhus Stadion. Så får du øje på hvad man vel bedst kan kalde en "skiltepark". Det vrimler ganske enkelt med skilte. Hvad mon der står på dem?



Aha. Skilte med bynavne på. Eksotiske, endda. Mogadishu, Jerusalem, Paris... Endda Malmö er med. Men hov? Hvad skuer dit øje?



What?!



Ja, Aarhus! 304 km! Jamen selvfølgelig er Aarhus da med over de vigtigste byer. Det er da klart. Ikke nok med det, nu ved du altid hvor langt der er fra Nørrebro i København til Aarhus.

304 km. fra Aarhus til København. 304 kilometer til Aarhus Stadion, Rådhuset og Spanien. Altså badeanstalten "Spanien", ikke landet. 304 gode kilometer. Det er alligevel langt. Rygtet siger i øvrigt at det var et besøg til netop "Spanien" der gav inspiration til denne sang:



304 kilometer, Danny K. 304 kilometer.

mandag den 23. maj 2011

Portræt

I bloggens barndom postede vi i flere omgange et billede af byens fortabte søn, Duncan. Billedet er imidlertid så godt at det fortjener at bliver postet igen. Her.


Ja, det er i sandhed et dejligt billede. Hvad tænker han på? Hvor kigger han hen? Vi ved det ikke, men vi kan få timer til at gå med at spekulere over det.

Historien om Dunken er selvfølgelig velkendt, og vi skal ikke rippe op i den her. På det seneste har der dog været rygter om at han skulle være på vej hjem til AGF - til det kan vi bare sige "du er velkommen, min dreng". Specielt fordi bloggen har opdaget et nyere, om muligt endnu bedre billede af Duncan. Et hvor han ligner en kendt amerikansk skuespiller som tidligere har været brugt til at illustrere et indlæg om en Guide til Risskov. Der er kort sagt tale om en genoplivning af "look-a-like"-serien. Dog er det ikke så meget selve udseendet ligheden går på, men mere stemningen i billedet. Og så selvfølgelig håret.

...


"Hvad tænker han på? Hvor kigger han hen?" Kom med et bud.

tirsdag den 17. maj 2011

Guide til Aarhus: Skoler

Aarhus råder over en række legendariske skoler. Både folkeskoler som private. Er du i tvivl om hvilken du skal vælge? Bare rolig. AITMOOS giver dig en hurtig gennemgang af de mest toneangivende skoler i Aarhus C.

Vi starter vores tur nede omkring Nørregaje og Nørrebrogaje. Her ligger Laursens Realskole. Her kan du gå i 10. hvis du er mega god til fodbold eller til at spille musik. Du kan altså vælge mellem fodboldlinjen og musiklinjen. Vælg musikken hvis du har lyst til at opføre musicalen Hair eller vil spille Sting-numre i takten 9/6-dele med en række ligesindede fremtidige MGK-studerende. Hvis du er bedre til fodbold får du måske chancen for at spille den traditionsrige turnering i skolefodbold. Laursen har flere gange kvalificeret sig til finalen i den præstigefyldte cup og spillet for et fuldstændig proppet Parken fyldt med skrigende børn.

*SKRIIIIIIIIIIG!!*

Vi tager videre til Elise Smiths skole. Skolen var engang en ren pigeskole, men det ændrede sig så ingen ringere end Jacob Haugaard kunne tage sin realeksamen her i 1969. Tænk engang at Haugaard har gået her i 60erne og hørt Beatles. Det kan du jo tænke over mens du sidder på potten. Skolen er nemlig kendt for at have et toilet midt inde i klasseværelset i det lokale hvor man går i 10. Så kan man sætte sig derind og gøre hvad man nu skal uden at man går glip af noget og samtidig genere sine klassekammerater med både lyd og lugt. Høj klasse.

Haugaard anno 1967 foran Elise Smith i sin nyerhvervede 'Sgt. Pepper'-jakke

Så hopper vi et stort spring ud mod Skt. Anna Gades Skole. Her går de vilde kids der skater og den slags. Hvis du ikke gider at gå i folkeskole kan du benytte dig af skolens mange kulturtilbud. Engang i tidernes morgen blev der her holdt "Ungdomshus Nu!" møder her. Undertegnede deltog et par gange. Møderne blev dog ofte noget useriøse, da det viste sig at man kunne købe Blå Thor (nej, desværre ikke Blå Cola) i en af skolernes automater. Måske er det derfor Aarhus endnu ikke har fået et ungdomshus? Det var muligvis her at slagordet "Rød front, blå Thor!" blev opfundet, omend det nok er tvivlsomt. Desværre skal skolen moderniseres og gøres fancy. Endnu et nederlag for det Aarhus som bloggen repræsenter'.

Randers-øllen Blå Thor, sidst set på en skole i Aarhus C

Nu er det også snart ved at være nok med al den skolesnak. Vi mangler kun én skole. Samsøgades Skole. Skolen kan prale af at være den første skole i Danmark der havde en aula. Du læste det her først! Det vides ikke hvorvidt aulaen, ligesom i undertegnedes folkeskole, Sølystskolen, havde en lang række pæle hvor man så kunne få "pælere" i frikvarteret. Ouch. Pas dog på med at vælge denne skole. Pigerne her hedder ting som Janne og Marie Louise og vil sandsynligvis knuse dit hjerte. De er ganske enkelt uopnåelige. Du vil længes efter dem mens du trasker hjemad mod din respektive forstad, for atter engang at glemme at lave lektier fordi du er smuttet i klubben i stedet for.



Vi ses i næste frikvar.