Viser opslag med etiketten god karma. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten god karma. Vis alle opslag

fredag den 31. august 2018

Her er dit liv: Lars Muhl

Så er det atter blevet tid til at hylde en af Aarhus' sande helte. Denne gang er turen kommet til en "formidler af visdom. Han er esoteriker, metafysiker, musiker og forfatter". Han er: Lars Muhl!

Lars Muhl blev født i 1950 og er opvokset på Vestre Ringgaje i Aarhus. Her havde han sin gang på travbanen og Aarhus Stadion. På et tidspunkt boede han i Hasle, hvor han var barndomsvenner med faderen til et medlem af AITMOOS-redaktionen. Her gik drengene rundt i korte bukser og gjorde villavejene usikre, men Lars var ikke som de andre drenge. "Han fortæller, at han var et ensomt og indelukket barn med en evne til at se og lytte på det oversanselige niveau," udtalte han til JP i 2002. Derfor søgte han imod musikken. Han spillede blævre-orgel i den første aarhusianske supergruppe, Daizy, og det lød helt vildt. Så er der altså dømt progressiv rock.


Karrieren gik slag i slag, senere blev han sanger i new wave-bandet Warm Guns, men her på AITMOOS kender vi ham primært fra hans solokarriere.  Med sin eklektiske og excentriske tilgang kunne han minde om Danmarks svar på David Bowie, men han er nu nok snarere Aarhus' Bryan Ferry. Det er også fedt nok.


Det er nemlig rigtigt, Lars. I offentligheden huskes Muhl især for sine deltagelse i Melodi Grand Prix i 1995, som i et anfald af 90'er-agtigt storhedsvanvid havde fået det prætentiøse navn Musik Event '95. Ud over den senere vinder, Aud Wilken med "Fra Mols til Skagen", deltog også Master Fatman med rottehaler og to gravide korsangere, og ikke mindst havde Anne Linnet et nummer med, som blev sunget af Ulla Henningsen, den erotiske "Du kysser som en drøm", der vist nok satte diller-dalleren i brand hos mangen en pubertetsdreng (og -pige. Ikk', Linnet?). Som noget nyt var det ikke muligt at afgive sin stemme, da man ville straffe befolkningen for at have stemt på Seebachs "Under stjernerne på himlen", som floppede totalt ved Eurovision i 1993. Iskoldt. I stedet skulle det hele afgøres af en musikkyndig jury, der blandt andre bestod af Søs Fenger, Bent Fabricius-Bjerre og Sebastian. Satme godt nok også et stærkt hold.


Muhlen stillede op med sin egen komposition, den episke ballade "Europa", som blev nummer to, da alle juryens kvinder stemte på Aud Wilken. Undtagen Monica Krog-Meyer, som gav 12 point til Lars Muhl, men ingen på AITMOOS-redaktionen ved, hvem hun er, så ...



Lars Muhl blev således snydt for sejren, det ved alle. Prøv bare lige at se ham, mand. Prøv lige at se!


Efterfølgende droppede han populærmusikken - hvilket er forståeligt, hvis han er lige så skuffet, som AITMOOS-redaktionen var over, at han ikke vandt med "Europa". I stedet slår han sine folder som connoiseur i religiøs mystik, som han har udgivet flere bøger om. Han er også begyndt at lave new age-musik. Han har endda mødt selveste Dalai Lama, og han forærede ham en af sine bøger, som du kan se nedenfor.


Som man også kan se, ser Muhlen stadig særdeles skarp ud, som en hvid krist, ulasteligt klædt, og med en lille snert af Lykkedragen Falcor og fodboldtræneren Christian Andersen.


Nyd ham her på Roskilde Festival 1991 med cigaret i mundvigen, Sgt. Pepper-jakke og hvad der lyder som David Silver på sirligt elpiano. Et styks konge.


fredag den 31. maj 2013

"Hvor blev de af?" - Mysteriet om FC Kammeraterne, del 2.

Vi er nu nået til anden og sidste del i opklaringsarbejdet om, hvad der skete med fodboldklubben FC Kammeraterne. Hvor blev de af? Du får svaret nu. Klik evt. her, hvis du ikke fik læst den første episode. I sidste afsnit hørte vi, hvordan det kørte derudaf for klubben. Det blev både til en tv-dokumentar og såmænd også til "Laudrup-prisen", ja, man kan spekulere i, om Brian Laudrup og Lars Høgh har ladet sig inspirere til deres gadefodboldsprojekt.

Kammerater.
Desværre varede fodboldklubbens og integrationsprojektets succes ikke ved. Kammeraternes dårlige ry, som måske var baseret på fordomme, måske erfaringer, måske begge dele, fik desværre endnu et hak i tuden i 2005 efter en voldsepisode i en Serie 6-kamp mod holdet med no-nonsense-navnet "FC Vietnam". 


Som man kan læse blev en dommer, som muligvis havde lort i sine lommer, angrebet med en sten, hvilket selvfølgelig ikke er okay. Som om det ikke var nok, nedbrændte Kammeraternes klubhus under en række påsatte brande i Gellerup i 2006.


Deprimerende læsning, næsten som en dårlig kliché. Det var dog en endnu mere tragisk begivenhed, der satte en stopper for FC Kammeraterne. Formanden og stifteren for klubben, Per Secher, som havde modtaget "Laudrup-prisen" i 1999, gik hen og døde.

 

Som man kan se arbejdede manden frivilligt de sidste år af hans liv, selv efter at det økonomiske tilskud var bortfaldet, hvilket muligvis hænger sammen med den daværende (og ikke den nuværende) borgerlige regerings nedskæringspolitik.

Det blev desværre også døden for FC Kammeraterne. Ikke flere Ronaldinho-driblinger på Tovshøjskolen. Medlemstallet faldt til et rundt 0.


Ja, det var jo en trist afslutning på fortællingen om holdet med verdens bedste navn, FC Kammeraterne. Her er det vigtigt at huske på, at det jo handlede om kammeratskab og glæden ved fodboldspillet. Så tør dine øjn. Kammeraterne vil altid leve videre i AITMOOS' drømmehjerte. Den her går ud til Per Secher, spillerne fra FC Kammeraterne og alle AITMOOS' læsere.

 

Den kan man lytte til, mens man tænke over, om "FC Kammeraterne" skal udtales "KAM-meraterne", ligesom i "karma", som i "Karma Chameleon", eller "Kamme-RAT-erne", som i "cigaret". Ved du hvad? Er sikker på at Kammeraterne kunne rumme begge dele.

fredag den 25. juni 2010

Prins Easy Rider

Se nu her - hele Århus' prins nummer to, Prins Joachim, er i Århus for at deltage i Classic Race. I videoen i artiklen, som, i parentes bemærket, er klippet lige så banebrydende som Easy Rider, ser vi Jokke sidde på en kværn, en såkaldt "pit-knallert". Han får øje på kameraet og siger "skal jeg lige køre den?". Herefter ser man prinsen gasse op, dog i første omgang forgæves. Klippet efter suser han afsted ud i horisonten. Zoom!

"The motorcycle black madonna
Two-wheeled gypsy queen"

Det kan godt være at storebror er fremtidig konge og AGF-fan, men hvis Århus nogensinde skulle løsrive sig, er Jokke klart førstevang som Kongen af Århus.


Rygterne siger i øvrigt at prinsen har læst på lektien i form af serien "På druk i Århus" her på bloggen. Han er klar til Århus - er du klar, Århus?


mandag den 3. maj 2010

Jeg sætter min hat som jeg vil

Gi'r du et stykke, Peter? Årh?

For at citere L.O.C.:

"Som Mr. Mista sagde, det en vild nat
Rammer baren med ild i en stråhat
Din uh, er det eneste der trækker
Lad mig sig det så'n her, for du for lækker"

mandag den 19. april 2010

Hvad siger de? - 3


I anledning af at Stig Tøfting er vendt tilbage til AGF og skal agere frelsende engel på bænken i de sidste fem kampe er det kun på sin plads at markere det her på AITMOOS.

Brian Svin og Plæneklipperen. I kender rutinen. Hvad siger/skriger de?

onsdag den 30. december 2009

Godt NytÅrhus!

Det var så 00erne. Et årti der havde den havde den utaknemmelige opgave at efterfølge 90erne. Et årti som undertegnede, set med Århus-briller, først og fremmest vil huske for AGFs nedrykning og efterfølgende flotte kampe i 1. division mod storhold som HIK, AB og ikke mindst Ølstykke.

00erne - set med Århus-briller. Kigger nedad, som i nedrykning.

Derudover var det - lad os bare være ærlige og sige det - desværre også et slattent årti for popmusikken. Jooh - det var det. Også i Århus. Dog slutter vi 09 af med hvad der er, måske 09's, måske bare 00ernes bedste nummer. Caroline fra Grenå med "Fanget i et eventyr" fra MGP 2009. Hendes to dansere er fra Århus, hun øver i Århus, og hvis Wilson Kipketer og Ludvig Holberg var danskere (og dét var de!), så er Caroline sgu også århusianer. Gi' den op for de nye 90'ere, "902010".


Byens nøgle? Jeg tror at den ligger i mit hjerte...

onsdag den 16. december 2009

Tryllerik - tryllekunstner eller guddommelig?

Ak, vinterpause. Så lang. Nærmere bestemt varer pausen til omkring den 7. marts 2010 hvor vi skal i Parken, den er dog ikke programsat endnu. Efter min drøm om Erik har jeg fået et nyt syn på Tryllerik. Jeg kan sindssygt godt lide ham. Hvis AGF vinder over FCK i Parken vil han opnå noget der ligner gudestatus hos mig. Spørgsmålet er om han faktisk allerede er en gud. AITMOOS er kommet i besiddelse af billeder der kan tyde på at Tryllerik ikke blot kan trylle med bolden, men rent faktisk er i besiddelse af overnaturlige kræfter.

"I've got levitation, baby!"

Billederne viser en Erik Rasmussen der alene ved hjælp af tankens kraft og en umådelig stærk vilje har hævet sig over jorden på Århus Stadion. Stærkt koncentreret og med knyttede næver svæver Tryllerik over stadions græstæppe, som havde han en raketmotor på ryggen. Eller en propel som ham den bizarre Karlsson på taget. Angiveligt hang han og svævede i flere minutter indtil Brian Steen kom ned og sagde at nu var det nok.



Spørgsmålet er om Erik virkelig har guddommelige egenskaber eller om han, som rygterne siger, har lært sine tryllekunster af Mesteren selv, David Copperfield, da han spillede professionel indendørs fodbold i USA i 80erne. Hvad mener du, kære læser? Er der tale om guddommelig levitation, banale trylleillusioner - eller er billedet ligefrem fake?

fredag den 4. december 2009

La' det gro

Det skal ikke være nogen hemmelighed at undertegnede altid har holdt af et godt overskæg. Jeg husker da jeg første gang anlagde mig en sådan kost i sommeren 2002 og vakte stor opstandelse på den Høje og sågar Strøget i Århus. Siden er kosten kommet og gået med skiftende succes. Nu er trenden så nået hele vejen til Silkeborg, Århus' retarderede kusine. Det drejer sig om en hyldest til veteranen Steven Lustü (ja, jeg kalder ham altså for Lystig) der i en alder af 38 somre indstiller sin aktive fodboldkarriere. I dette klip kan du blandt andre se Århus' enbårne søn Peter Degn fortælle med sin kvidrende lyse stemme om hvordan det er at gå rundt med en "snegl".

"Gro nu!", tænker han mens han desperat kigger ned på sin manglende skægvækst. Fra dengang Degnen spillede for AGF. Det var før han fik hår på... overlæben.

(Læg i øvrigt mærke til at Claus Elgaard er blevet vært for TV2 Østjylland som jo ligger i Skejby. Er han flyttet til Århus? Kan han dufte et snarligt mesterskab til de hviii'?) Desuden kan du lige nå at høre Kurt Leths vrisne voice-over i slutningen af klippet, skru højt op - hans stemme lyder som noget fra 'Tomorrow Never Knows': "Turn off your mind, relax and float down stream".

Her fra AITMOOS skal der i øvrigt lyde et stor tak til Steven Lystig for at han i vinteren 2006-07 fravalgte AGF da de spillede i 1. division. I stedet valgte han at skifte til Silkehår som rykkede ned et halvt år efter, netop som AGF rykkede op igen. Det er det man kalder karma.