Viser opslag med etiketten lunden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lunden. Vis alle opslag

søndag den 18. juli 2010

Lunden revisited

En dag i juli tog AITMOOS-redaktionen en tur tilbage i tiden, ud til Lunden. Området lignede sig selv, men der var dog ting der ikke var som de var dengang. Det tyder på at dagene hvor ungdommen i Århus og omegn samledes omkring bålet for at drikke er forbi.

AITMOOS præsenterer her en billedreportage af Lunden anno 2010. Klik for store billeder.


Bålpladsen lå til højre i billedet, men den er væk nu. Det var her at en dreng drak tændvæske i 1997. Han overlevede dog og lever så vidt AITMOOS er orienteret i bedste velgående i København den dag i dag. Han fik tilnavnet "Tændvæske-Bo" efter episoden. Læg mærke til Marinaen i baggrunden.

For at komme hen til gyngepladsen skal man gå ind på en gangsti der ligger bag busken til højre. Kig opad. Det kan godt være lidt spooky, lidt ligesom der i "It" hvor børnene går ned til den sump hvor klovnen bor. Ej, okay.



Her er stedet hvor man gyngede. Den røde bøje man hang sig i er dog væk i dag. Bag træet til venstre brækkede min klassekammerat Lars sig, tilbage i 6. klasse. Vi havde pjækket fra skole og taget hjem for at lave noget kagecreme efter en opskrift fra Hjemkundskab, da vi ikke havde penge til at købe slik for. Efter at have spist kagecremen (vi lavede selvfølgelig dobbelt portion), tog vi ned for at gynge i Lunden. Resultatet var at Lars brækkede sig og måtte gå hjem, og han efterlod undertegnede storgrinende alene i Lunden.

Det var også her denne skribent smagte hash for første gang. Månen har aldrig været større...



Resterne af gyngen hænger der faktisk stadigvæk den dag i dag. Her brækkede Sys fra klassen begge sine arme en dag hvor hun var taget ned for at gynge, alene. Stakkels Sys. Hun fik dog ingen varige mén.



Lunden. Ren ærefrygt.

lørdag den 19. juni 2010

På druk i Århus: Lunden

Sommeren er over os, kiddies, og det er tid til at tage på tur. Ud af byen, væk fra verdens mindste storbys stress og jag, ud på de vilde vover.



Du vil drikke en øl på stranden. Men hvor? Der er for mange på den Permanente og Bellevue. Du vil længere væk. Du kommer i tanker om Egå Marina. "Men der har vi jo været", tænker du. Sandt. Derfor skal du tage lidt længere væk, cirka en kilometer længere ud mod Skæring.

Oppe ved stien langs træerne, lidt væk fra strandkanten, kunne du på en skråning engang finde en gammel gynge lavet af et reb og en plastikbøje. I tidernes morgen havde nogle friske fyre sat den op.
Denne gynge var dog ikke hvilken som helst slags gynge. Faktisk er spørgsmålet om ikke den var forhekset. For eksempel brækkede min klassekammerat Lars sig efter at vi havde spist kagecreme og gynget vildt på gyngen. For det ikke skal være nok gik undertegnede i klasse med en pige der brækkede begge arme da hun faldt ned fra gyngen. Den blev derfor taget ned, men uforklarligt var den kort tid efter sat op igen.

Neden for skråningen, bag et buskads, er der lavet en primitiv bålplads. Når mørket falder på tændes der for bålet og de unge samles om ilden som man gjorde i stenalderen. Hele dette område er kendt under navnet Lunden. Tilbage i 90erne var det et legendarisk sted for den århusianske ungdom. Hele sommeren valvartede folk til stedet for at feste. De kom så langt som fra Brabrand af.

Det var dog langt fra ufarligt at tage i Lunden. En pige der i fuldskab besluttede at tage sig af dage ved at drukne sig i havet (nogle fyre hoppede dog i baljen og hev hende ind), og en dreng der i fuldskab drak den tændvæske der var medbragt for at få ild i bålet og måtte hentes af en ambulance, er blot nogle af de hændelser der gav stedet et blakket ry dengang. Derfor skal du tænke dig om en ekstra gang før du tager skridtet fuldt ud og tager i Lunden.