Viser opslag med etiketten jørgen leth. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jørgen leth. Vis alle opslag

lørdag den 29. juli 2017

Reunion

Hov? Så gik der sørme to et halvt år, hvor her var lige så stille som i udebaneafsnittet, når FCN er på besøg på Arhus Sta... Nå, nej, NRG... Øh... Ceres? Park. Rygterne løb langs husmurene. Var folkene på AITMOOS-redaktionen blevet uvenner? Var de flyttet til Tranbjerg eller ligefrem LA? Skyldtes det måske en skriveblokering? Onde tunger talte ligefrem om, at de manglende indlæg skyldtes, at stiften.dk fik flere og flere betalingsartikler, så skribenterne på AITMOOS ikke kunne finde inspiration til deres indlæg? Dette ondsindede rygte havde naturligvis intet på sig.

49 kr. pr. måned? Tror I, vi er millionærer? 
Forresten har AITMOOS overvejet at kaste sig ud i noget crowdfunding. Bidrag kan sendes i en frankeret kuvert til ...


Forklaringen er selvfølgelig, at Aarhus har klaret sig fint uden bloggen. Historierne har overgået fantasien. Der var den nylige sag om protesterne mod AROS-kunstværket i Mindeparken, hvor der blev sprøjtet maling ud over landskabet for at vise folk, hvad klimaforandringerne vil resultere i. Ge-ni-alt. Ikke siden skilsmissen mellem Helmig og Renée har der været så meget furore i byen.

 
Autentisk billede af AROS-kunstværket i Mindeparken

Så er der også den glædelige nyhed, at Letbanen (som AITMOOS i al beskedenhed har dækket siden dag 1, LÆNGE før det blev hipt) har besluttet at få byens søn, og en af bloggens absolutte helte, Jørgen Leth, til at lægge stemme til informationen i højtalerne. Det er et oplagt partnerskab, som AITMOOS naturligvis ikke vil tage æren for, men vi gør det alligevel. Klap klap klap.


Så var der selvfølgelig også historien over dem alle: Om dengang selveste hustrumishandleren Johnny Depp festede på Under Masken. Dén historie kunne ikke engang AITMOOS have fundet p... opsnuset. Men den virkelige historie var, at der blandt gæsterne var en person, der bar en beklædningsgenstand af et helt bestemt lokalt tøjmærke, man ikke havde set i byen siden midten af nullerne. That's right. Der er selvfølgelig tale om modemærket Punk Royal.

Johnny Depp ved Under Masken i Aarhus. Man lægger ikke mærke til det først, men i den røde ring på billedet til højre kan man svagt ane Punk Royal-logoet på jakken. Nedenfor kan du se det endegyldige bevis for, at der er tale om en ægte Punk Royal-jakke.
Her kan du så se den famøse Punk Royal-jakke fra Under Masken. 
Du kan især se logoet i den røde ring på billedet til højre.


Ja, der er i sandhed sket meget på de to et halvt år, der er gået. Johnny Depp kommer og går (og slår), men AITMOOS består. Glæd dig til flere artikler. Forhåbentlig bliver den prisvindende artiklelserie 'På druk i Aarhus' også snart genoplivet. Indtil da: Ka' du ha'et?


onsdag den 11. februar 2015

Her er dit liv - Kurt Thyboe

For nylig gav AITMOOS dig historien om Helmigs "Malaga". Nu hylder vi en indfødt aarhusianer, der stadig bor i Malaga, og som, til trods for sit efternavn, aldrig har boet i Thy. Kurt Thyboe: Her er dit liv, champ.


Kurt Thyboe blev født i Aarhus d. 24. januar 1940. Han er altså netop fyldt 75 år. Kurt var en arbejderknægt, hans far var søfyrbøder, men han lærte angiveligt at læse fra han var 3-4 år. Han brugte sine læsefærdigheder på  Møllevangsskolen, hvor lærerne sagde, at han var for klog. Han gennemførte hele folkeskolen og gymnasietiden på 10 år. Kurt gik Marselisborg Gymnasium, hvor han tog studentereksamen med de højeste karakterer og blev Danmarks yngste student. Her mødte også sin ven, Jørgen Leth, som engang holdt en "Jazzfest" i Brabrand, hvor Kurt blev forført for første, men ikke sidste gang.


Efter gymnasiet blev Kurt lidt af en rod. Han blev "anderumpe" og kom blandt andet i knivkamp på Aarhus Havn. Han tog en tur til søs, ligesom farmand, og besluttede sig for at blive journalist. Det ville selvfølgelig have været oplagt at søge ind hos Aarhus Stiftidende, men allerede dengang var Kurt klar over, hvor meget Stiften ville synke i forfald. Derfor endte han på Aalborg Stiftidende. I dette klip kan du se ham fortælle en virkelig episode, som indrammer livet i provisen helt perfekt.



Senere blev han chefredaktør på det kulørte blad "Ugens Rapport", hvis indhold ikke kan interessere AITMOOS' læsere. Det er også på denne tid, at Thyboe møder det amerikanske rockband Dr. Hook og spørger dem: "Can I ride with you guys"? Og de svarer "Sure, Kurt". Altså ikke "sure Kurt!", men "helt sikkert, Kurt!" I tourbussen lå Kurt og røg marihuana og drak whisky og blev "godt støvet". Oh yeah. Måske var det på denne tour, at Kurt tillagde sig sin vane med at blande dansk og engelsk?


Efterhånden blev Kurt kendt som en gudsbenådet storyteller og selvfølgelig som boksekommentator. Hvem husker ikke den legendariske episode i et opgør mellem "Iron" Mike Tyson og Lennox Lewis, hvor Thyboes favorit, Mike Tyson, fik gedigne prygl, hvilket fik Kurt til at råbe "Mike Tyson! Som en skoledreng modtager han spanskrøret!". Eller hvad med Kurts helt specielle sejrshyl?



Kurt Thyboe er en uddøende race, en ægte aarhusiansk fighter og ener, som der desværre bliver færre og færre af. Tillykke med de 75 år, Kurt. Vi ses i byen. Champ.



onsdag den 1. juni 2011

Århus i hjertet

Der er netop kommet en bog om Aarhus. Bogen hedder "Århus (sic) i hjertet" og har tilsyneladende samme udgangspunkt som AITMOOS. En perlerække af aarhusianske kendisser, som bloggen tidligere har omtalt, er med i bogen, for eksempel Jørgen Leth og Renee Toft. Ja, faktisk kunne man mistænke forfatterne bag bogen for at have hugget idéen fra AITMOOS:

"Jeg gør meget ud af at fastholde mig selv som århusianer, selv om jeg nu bor i København, og jeg synes, at alt med Århus er fedt," fortæller TV 2s krigsreporter Rasmus Tantholdt til bogen. Det lyder som noget vi har set før på bloggen, men lad det nu ligge.

- Hmmm....

Her på redaktionen har vi ikke læst bogen (faktisk har vi ikke engang fået tilbudt et gratis eksemplar), men ifølge denne artikel fra stiften.dk er bogen i høj grad værd at læse:

"[...] bogen, om hvilken det kun kan siges, at en pris på 299 kroner forekommer meget billigt for så spændene (sic) portrætter og meninger".

Flot skrevet, som en boganmeldelse fra 7. klasse. Gratis reklame, anyone? Også Dronningen er med i bogen, hun fortæller at hun tager til Marselisborg Slot så ofte, som det overhovedet kan lade sig gøre.

"Vi er her i det hele taget så meget, vi kan nå. Og holder meget af det. Jeg glæder mig hver gang, når vi begynder at tælle ned til, at vi skal af sted til Århus," siger dronning Margrethe til bogen.

Hmmm...


"Bogens portrætfotos er samtidig i særklasse. Hver enkelt person skildres på fotosiden eksklusivt særegent, hvilket vel sagtens må være ideen med genren".

AITMOOS vil lade det op til sine læsere hvorvidt de skal læse denne bog. En bog der har "Århus i hjertet" er selvfølgelig velkommen i AITMOOS' hjerte.

Jørgen Leth tænker: "Arh, så vil jeg nu hellere læse AITMOOS, simpelthen"


tirsdag den 17. november 2009

Den århusianske Dylan



Steffen Brandt genfortolker Bob Dylan på århusiansk. Videoen er en tydelig reference til Dylans legendariske video til 'Subterranean Homesick Blues' fra 1965. I Brandts version er det dog ikke Allen Ginsberg der står og danser som en vildmand, men Jørgen Leth der, på sin gamle hjemmebane Aarhus Cyklebane, giver et nap med. Det virker, faktisk er det langt bedre end man umiddelbart skulle have troet.