Viser opslag med etiketten op med håret. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten op med håret. Vis alle opslag

fredag den 31. august 2018

Her er dit liv: Lars Muhl

Så er det atter blevet tid til at hylde en af Aarhus' sande helte. Denne gang er turen kommet til en "formidler af visdom. Han er esoteriker, metafysiker, musiker og forfatter". Han er: Lars Muhl!

Lars Muhl blev født i 1950 og er opvokset på Vestre Ringgaje i Aarhus. Her havde han sin gang på travbanen og Aarhus Stadion. På et tidspunkt boede han i Hasle, hvor han var barndomsvenner med faderen til et medlem af AITMOOS-redaktionen. Her gik drengene rundt i korte bukser og gjorde villavejene usikre, men Lars var ikke som de andre drenge. "Han fortæller, at han var et ensomt og indelukket barn med en evne til at se og lytte på det oversanselige niveau," udtalte han til JP i 2002. Derfor søgte han imod musikken. Han spillede blævre-orgel i den første aarhusianske supergruppe, Daizy, og det lød helt vildt. Så er der altså dømt progressiv rock.


Karrieren gik slag i slag, senere blev han sanger i new wave-bandet Warm Guns, men her på AITMOOS kender vi ham primært fra hans solokarriere.  Med sin eklektiske og excentriske tilgang kunne han minde om Danmarks svar på David Bowie, men han er nu nok snarere Aarhus' Bryan Ferry. Det er også fedt nok.


Det er nemlig rigtigt, Lars. I offentligheden huskes Muhl især for sine deltagelse i Melodi Grand Prix i 1995, som i et anfald af 90'er-agtigt storhedsvanvid havde fået det prætentiøse navn Musik Event '95. Ud over den senere vinder, Aud Wilken med "Fra Mols til Skagen", deltog også Master Fatman med rottehaler og to gravide korsangere, og ikke mindst havde Anne Linnet et nummer med, som blev sunget af Ulla Henningsen, den erotiske "Du kysser som en drøm", der vist nok satte diller-dalleren i brand hos mangen en pubertetsdreng (og -pige. Ikk', Linnet?). Som noget nyt var det ikke muligt at afgive sin stemme, da man ville straffe befolkningen for at have stemt på Seebachs "Under stjernerne på himlen", som floppede totalt ved Eurovision i 1993. Iskoldt. I stedet skulle det hele afgøres af en musikkyndig jury, der blandt andre bestod af Søs Fenger, Bent Fabricius-Bjerre og Sebastian. Satme godt nok også et stærkt hold.


Muhlen stillede op med sin egen komposition, den episke ballade "Europa", som blev nummer to, da alle juryens kvinder stemte på Aud Wilken. Undtagen Monica Krog-Meyer, som gav 12 point til Lars Muhl, men ingen på AITMOOS-redaktionen ved, hvem hun er, så ...



Lars Muhl blev således snydt for sejren, det ved alle. Prøv bare lige at se ham, mand. Prøv lige at se!


Efterfølgende droppede han populærmusikken - hvilket er forståeligt, hvis han er lige så skuffet, som AITMOOS-redaktionen var over, at han ikke vandt med "Europa". I stedet slår han sine folder som connoiseur i religiøs mystik, som han har udgivet flere bøger om. Han er også begyndt at lave new age-musik. Han har endda mødt selveste Dalai Lama, og han forærede ham en af sine bøger, som du kan se nedenfor.


Som man også kan se, ser Muhlen stadig særdeles skarp ud, som en hvid krist, ulasteligt klædt, og med en lille snert af Lykkedragen Falcor og fodboldtræneren Christian Andersen.


Nyd ham her på Roskilde Festival 1991 med cigaret i mundvigen, Sgt. Pepper-jakke og hvad der lyder som David Silver på sirligt elpiano. Et styks konge.


søndag den 15. september 2013

Tanker om en skilsmisse

Der er gået chokbølger gennem Aarhus. Gennem bloggen. Gennem håbet. Gennem drømmehjertet. Lykken er bristet. I starten af september kunne man læse følgende på forsiden af de landsdækkende aviser:


Det er et hårdt slag for alle, ikke bare Aarhus, men for AITMOOS. Nåh ja, og for Thomas og Renée, selvfølgelig. Det er ikke nogen hemmelighed for faste læser (sic) af bloggen, at kendisparret har været en stor inspiration for Aarhus In The Middle Of Our Street. Et tilbagevendende tema. De aarhusianske Beckhams. De virkede jo ellers så lykkelige!


Derfor var den første reaktion da også benægtelse: "Det kan ikke passe!" Det er jo ikke mere end et år siden, at man på Ekstra Bladet kunne læse denne stærke overskrift:


Er det så underligt, at man bliver forvirret? Nuvel. Så kommer kynikeren: "Man havde det nu nok alligevel på fornemmeren". Men så kommer det spørgsmål, som altid vil melde sig: "Hvorfor?". Vi ved det ikke. Medierne har ellers flydt over med historier om bruddet og hvorfor det skete. Det manglede da også bare, her i den mest profilerede skilsmissehistorie siden det, som ellers blev kaldt "Årtiets skilsmisse", nemlig det chokerende brud mellem Tøffe og Betiina (sic).


AITMOOS-redaktionen har dog valgt at ignorere disse historier, som, i modsætning til AITMOOS, sikkert bygger på falske rygter og løse historier. Redaktionen vil desuden prøve at lade være med at vælge side, selvom vi nok må erkende. at hjertet banker en ekstra gang for "Tommy Boy", der jo er fra Egå og gik på Sølystskolen, ligesom en stor del af AITMOOS-redaktionen gjorde.

- Jeg lærte en stor del af min grafiske æstetik på Sølystskolen i Egå, det kommer mig til gode den dag i dag

I hvert fald er vi forargede over, at danskerne tilsyneladende "griner" af skilsmissen på det "sociale medier", hvordan det så ellers rent fysisk kan lade sig gøre. Og desuden gør sig forhåbninger om at lægge billet ind på at score "Thommas eller René" (sic).

- Lige hørt at Thommas Helmig og René Toft skal skilles :( ... Men måske man skulle ligge billet ind ;))) ... Han er jo lidt for lækker ;))) ... Smiler !

For god's sake, liget er ikke engang koldt endnu! Og hvad sker der med de smileys ";)))"? Er det for at symbolisere en dobbelthage?? Anyways... Op med håret, Thomas og Renée. For AITMOOS har Helmig jo også været "skilt" længe...

mandag den 23. maj 2011

Portræt

I bloggens barndom postede vi i flere omgange et billede af byens fortabte søn, Duncan. Billedet er imidlertid så godt at det fortjener at bliver postet igen. Her.


Ja, det er i sandhed et dejligt billede. Hvad tænker han på? Hvor kigger han hen? Vi ved det ikke, men vi kan få timer til at gå med at spekulere over det.

Historien om Dunken er selvfølgelig velkendt, og vi skal ikke rippe op i den her. På det seneste har der dog været rygter om at han skulle være på vej hjem til AGF - til det kan vi bare sige "du er velkommen, min dreng". Specielt fordi bloggen har opdaget et nyere, om muligt endnu bedre billede af Duncan. Et hvor han ligner en kendt amerikansk skuespiller som tidligere har været brugt til at illustrere et indlæg om en Guide til Risskov. Der er kort sagt tale om en genoplivning af "look-a-like"-serien. Dog er det ikke så meget selve udseendet ligheden går på, men mere stemningen i billedet. Og så selvfølgelig håret.

...


"Hvad tænker han på? Hvor kigger han hen?" Kom med et bud.

torsdag den 24. marts 2011

Her er dit liv: Søren Sko

Den 4. juli 1963 blev en dreng født i Aalborg. Man kaldte ham Søren. Sørens far havde en skoforretning, og derfor var det åbenlyst for klassekammeraterne at kalde Søren for "Sko". Som 9-årig flyttede drengen til Hammel, det lugter trods alt lidt mere af Aarhus. Og efter gymnasietiden tog Søren så skridtet fuldt ud og flyttede til Aarhus.

Denne Sko bruger størrelse 42 i sko

Søren, som ikke kunne spille på et eneste instrument, begyndte at synge kor for Sanne Salomonsen, et fascinerende studie i rødt. Under en jamsession på Aarhus Universitet mødte han guitaristen og keyboardspilleren Palle Torp, som havde spillet sammen med Henning Stærk samt AITMOOS-kæledækken Thomas Helmig. Sammen dannede de to duoen Sko & Torp. Med et langt hår, der var renere end selv forsangeren fra Horsens-bandet Pretty Maids' hår, trådte Skoen for alvor ind på scenen, i Aarhus og i Danmark.

- Bare rolig, du har stadig det reneste hår... i Horsens
- Nu surmuler jeg

Sko/Torp fik kæmpesucces med nummeret On a Lonely Night fra LP'en af samme navn. Pladen solgte over 200.000 eksemplarer, ja så stor var succesen at denne skribents mor købte den. Åbningsnummerets liflige toner af el-piano, en hård, men elegant knipsen og en lettere nasal, men kæk røst ramte denne 8-9 årige i ørerne først og i hjertet lige bagefter. Lige i plet.



Pladerne strømmede ud fra den sympatiske duo, men så vidt bloggen husker blev de to dødeligt uvenner over et eller andet. I hvert fald kastede Sko(hit-)mageren sig ud i en solo-karriere. Hvem husker ikke coveret til albummet Shine (som i shoe shine... fik du den?) der hang over hele Aarhus? Hvor Sko havde fået havde fået voks i det ellers så fine hår så det strittede i flammende pinde lige op i luften. Resultatet blev et såkaldt "morgen-bolle-hår", som man kunne læse i et legendarisk interview i Gaffa.

 
Klik for kæmpe billede

På samme tid var Søren involveret i tv-succesen Pop Stars. Men det var med sin homeboy Palle at Skoen var i sit rette element, og i 2009 kunne man læse i Se & Hør at de to var sammen igen. De spillede godt nok deres comebackkoncert i Randers, men det er bloggen villig til at se gennem fingre med. AITMOOS kender ikke andre numre end hittet, men det er altså også et godt hit.

Søren Sko? Her er dit liv. VærSko.

fredag den 5. marts 2010

Op med håret!

Det er med glæde at AITMOOS har læst nyheden om at AGF Fodboldtalentskole har fået idHAIR Company som ny co-sponsor. Virksomheden ligger i Lystrup og denne skribent bruger selv mærket når garnet skal sættes. Det er ingen hemmelighed at fodboldspillere bliver mere og mere forfængelige og Preben Munch, direktør i idHAIR Company, udtaler da også:

- Vi har begge samme målgruppe, som er friske unge mennesker, der dyrker deres krop og udseende.

Denne friske unge mand bruger sandsynligvis Hard Gold fra idHAIR når fodboldhåret skal sættes

Så sæt håret til på søndag, brug gerne lidt ekstra voks da AGF meget vel kunne komme i strid modvind inde i Parken, hvor AITMOOS' redaktion selvfølgelig vil være på plads. Op med håret!