Viser opslag med etiketten buskontrol. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten buskontrol. Vis alle opslag

fredag den 15. april 2011

Den sidste bus

Som bekendt skal buskøreplanen i Aarhus lægges helt om. Det er noget bloggen tidligere har beskæftiget sig med. Nedlæggelsen af 1'erens og ikke mindst 58'erens rute er noget der ligger bloggen, for ikke at tale om dens mange læsere, meget på sinde. AITMOOS tager dig derfor med på en sidste tur med bybussen, som det var engang.

- Ska' do mæ eller hva'?

Ja, vi tager en tur med de gamle bybusser, da Aarhus hed Århus. Dengang var de af det fine mærke DAB, Dansk Automobil Byggeri, som godt nok havde sæde i Silkeborg, så det bruger vi ikke mere krudt på. Men flotte var de. Som bekendt stod man på bagi, noget der desværre er på retræte i de nye mærkelige busser, hvor man står på i midten. Det gjorde man dog også i de ærefrygtindgydende ledbusser på billedet ovenfor. Hvis man var heldig fik man et sæde hvor de to busdele mødtes i en harmonika-agtig konstruktion som svingede faretruende fra side til side når bussen drejede. "Dør jeg nu?", har du sikkert tænkt mere end en gang mens du har siddet der. Måske har du ligefrem fået kvalme og været nødt til at stå af?

Denne harmonika er med stor sandsynlighed inspireret af en ledbus fra Aarhus

I dag kan du læse hvilket stop der kommer næste gang, mens en fremmedgørende computerstemme fortæller dig det på digitalt rigsdansk: "Nørregade". Sådan var det ikke i "gamle dage", hvor det var buschaufføren selv der stod for at afgive denne serviceinformation. Måske var det din genbo Ib der kørte bussen. På en skramlet mikrofon harkede han stoppestederne frem. "Nørregaje". "Asylvejjjj". På smukkeste vis blev det ene stoppested efter det andet leveret, og hvis du ikke lige hørte det eller kunne forstå hvad der blev sagt, så var det bare ærgerligt, mand.


Du husker sikkert også de originale busskure som mest af alt lignede en månebase. I en kold grå farve med et futuristisk rundt design stod de der når du kom lidt uden for byen. Med hamrende hjerte bevægede du dig hen imod skuret i frygt for at der sad nogle derinde. Det kunne man nemlig ikke se fra siden. Hvis du var heldig var der nogle der havde skrevet frække ting eller tegnet frække tegninger med sprittusch. Så gik ventetiden da med det.

- Ej, hvad skal jeg skrive?

De gamle bybusser var også berømte for noget andet. Nemlig de runde plyssæder i en støvet blå. Nogle gange var sæderne gået løs så man kunne dreje sig rundt på dem, wiiiiih. Og du har helt sikkert siddet i en 56'er engang, på vej fra Egå Marina ind mod byen, hvor der sad to københavnske småpiger bag dig og kæftede op med deres accent. De snakkede og snakkede, du blev enig med din ven om at det dog var de mest irriterende piger. Så vendte du sig om og så at der var tale om to lyshårede drengebørn der kvidrede løs med deres lyse stemmer. "Årh, prøv og se de der mærkelige sæder... Det ligner sådan nogen barstole!", udbrød den ene. Ak.

Billede hapset fra den stærke petersbusside.dk

...

Husk nu at købe billet, ellers kommer kontrollørerne efter dig. I dag er der ingen undskyldning, da man jo ligefrem kan betale med dankort i bussen. Det skulle da lige være hvis du kun må få et hævekort som er beregnet til unge under 18.


I klippet nedenfor får du en enestående mulighed for at tage på en bustur i Aarhus, set med en buschaufførs øjne. Ganske enkelt fascinerende. Læg især mærke til efter 46 sekunder hvor vi lige får den klassiske hilsen fra en chauffør til en anden, bedre kendt som "chaufførvinket". Rutineret og helt casual. Høj klasse.



Tak for turen.

fredag den 21. maj 2010

Jadak

Du har jo prøvet det. Du skal med bussen hjem og har ikke lige fået købt et klippekort. Kontantbilletten er lige lovlig dyr, synes du. "Fuck det, jeg kører sort," tænker du og sætter dig ned. Dette er muligt for dig da man som bekendt går ind bag i busserne i Århus. Eller midti, hvis du skulle komme med en af de nyere busser. Der kan du oven i købet betale med dankort. Hvis du altså må få sådan et for banken... Så nu er der ingen undskyldninger for ikke at købe billet!

Denne 7'er kører i Århus, Danmark!

Netop som du sidder der i bussen og hygger dig på dit enmandssæde og håber der ikke kommer et gammelt menneske der vil have din plads får du øje på dem. De står der og prøver at skjule deres ølvom bag et busskur. Buskontrollørerne. Du overvejer desperat at løbe ned bagi bussen for at købe en billet inden de kommer ind, men du må opgive. Opgive dit navn og adresse så de kan tjekke om det er dig når de laver et online-opslag på deres cpr-register, du. Der er ikke noget at gøre. Du får en kontrolafgift på 600 kroner. Ej!

I de to klip nedenfor kan du nyde Århus' to største komikere gennem tiderne, Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard, som buskontrollører i 80ernes Århus. Finn er jo som bekendt gået på røven på grund af Stein Bagger og har som resultat tidligere stukket af fra en benzinregning. Hvorvidt han også kører på røven i bussen (som vist er et københavnerudtryk? det er det der hedder at køre sård i Århus) melder historien ikke noget om...


- Jadak...


- ... ooooooog jadak.