Sherlock Holmes og den økonomiske ruin

De mange faste læsere af bloggen vil vide, at der i Aarhus ligger et åndehul, som har lagt lokaler til mangen en legendarisk hændelse. Der er selvfølgelig tale om Sherlock Holmes Pub, i folkemunde kaldet S.H., som nu desværre ser ud til at være gået konkurs. Det er ganske enkelt en katastrofe, ikke blot for Aarhus, men især også for AITMOOS. Allerede i 2009 dækkede vi den rørende og sælsomme historie om den døvstumme fra SH, og året efter udlagde vi, hvordan striden mellem Sherlock Holmes og nabopubben, The Golden Lion, havde artet sig. Rygtet om SH's konkurs har bredt sig som en steppebrand, og folk begyndte at stille det naturlige spørgsmål: Hvor er Sølvræven i det her?

Klik på den for at gøre den større

(det sagde hun også i går)

 

For nye læsere af bloggen skal det siges, at Sølvræven - og hold nu godt fast - var den tidligere ejer af SH. Og ja, vi skrev "tidligere ejer". AITMOOS kan således afsløre, at Sølvræven solgte SH i 2012. Den epokegørende oplysning fik vi fra en tilsyneladende pålidelig kilde, der kalder sig Linkedin.

Dette kommer selvfølgelig som et ekstrastort chok oven på nyheden om pubbens, eller skal vi sige "restavirksomhedens", konkurs, men sandheden må og skal frem. Hvor er Sølvræven så i dag? Han går såmænd under det borgerlige navn Dann, og man har kunnet læse i Stiften (hvor ellers?), at hans nye virksomhed går sådan lidt op og ned.

03. maj 2022: Waheeey, hold da kæft, det går sgu da godt!

28. marts 2023: Satans!

Et af de store tiltrækningspunkter for pubben var, at man i tidernes morgen kunne få en Guinness til den nette sum af 30 kroner mellem klokken 15 og 19 hver dag. En helt vanvittigt god pris. En dag fik Sølvræven dog den idé at hæve priserne med 5 kroner per genstand, hvilket fik en stamkunde til at gå op i baren og kalde Sølvræven for "kapitalistsvin". Groft. Hvad tænker Sølvræven nu om konkursen? Han kan ikke være tilfreds.

 

AITMOOS-redaktionen har sandt at sige ikke besøgt pubben længe, men sidst vi var der, var der ægte livemusik på programmet. Mange havde håbet på noget Bert Jansch-agtigt folk, men i stedet blev vi begavet med et dansk coverband, der spillede alle de kendte lejrbålshits. Coverbandet sluttede et stærkt første sæt med en lang og lettere eksperimenterende udgave af "Wonderwall". Da bandet holdt pause, gik skribenten her op til sangeren og spurgte, om man lige måtte sige noget. "Ja?", sagde sangeren. "Du synger lidt lige som ham fra Brødrene Olsen," sagde skribenten. "Årh!", udbrød sangeren, som tog sig til brystet, mens resten af bandet brød ud i latter. En stærk aften.

Autentisk foto fra ovennævnte anekdote. Bemærk, hvordan sangeren får sig en lille Guinness.

 

Men hvad fuck skal der så ske med SH? Er det endnu en æra i Aarhushistorien, der er lakket mod enden? Der skulle være flere interesserede købere, men hvad skal det blive til? Får SH lov at bestå, eller bliver det lort? Og hvad med voksdukkerne? AITMOOS er håbefuld, men frygter det værste. Indtil videre kan du fornøje dig med dette interview med den tidligere ejer fra 2005, hvor Stiftens journalist måske nok formår at stave hans fornavn korrekt (det både staves OG udtales DANN), men hvor hans kaldenavn udelades: Sølvræven.

Ak. Det blev altså hverken The Golden Lion eller Professor Moriarty, der fik gjort kål på Sherlock Holmes. I stedet måtte SH tilsyneladende lade livet til ussel mammon. Altså tilsyneladende ...

Der er lys i mørket.

Den sande historie om et pakkebud

For mange måner siden modtog AITMOOS-redaktionen et anonymt tip fra den faste læser "Anonym". Det drejede sig om en artikel fra Stiften om et pakkebud, som i frustration over sin upålidelige scooter satte ild til selvsamme scooter. "Haha, god historie," tænkte vi her på redaktionen. Men snart gik det op for os, at der måtte ligge noget andet bag. Efter en månedlang, intens research kan vi derfor præsentere den autentiske fortælling om, hvad der i virkeligheden skete. Den kommer her:

 Historien starter med, at den unge mand, som vi vælger at kalde "Jimmy", kom kørende afsted på sin scooter. Han var godt tilfreds. Han skulle ud med pakker.

 

- Ja tak, lige ned igennem Busgaden, så er vi der. 

Det gik sådan set meget godt. Lige indtil der skete det, som der så ofte gør, at "Jimmy" simpelthen blev for mad. Han kørte alt for vildt, og scooteren røg ind under en varevogn, så pakkerne blev kvast.

 Bummer, man.

 

Efterfølgende var han ret bitter over det, der var sket, og derfor kørte han ned til Åen og surmulede i    regnen.

 - Lort. Kunne godt bruge en Guinness nu. 

Vi kender det alle sammen. "Fuck det, jeg tager i byen," tænkte han, og så tog han på SH og købte indtil flere rør.

Some might say
we will find a brighter daaaay ...

 

Næste dag havde han ikke overraskende tømmermænd. "Jimmy" var træt af sit job som pakkebud. Han gad faktisk ikke mere.

 

"Årh, det lort. Jeg siger op," tænkte han.

 

 Derpå gik han op til sin overraskede chef og sagde op.

- You can take that mail and that franking machine and all that other rubbish I have to go about with
and you can stuff 'em right up your arse!

 

Da han havde sagt op, ville han en tur til stranden for at klare sit hoved. Han ville egentlig have været ude ved Egå Marina, men han nøjedes med at tage en tur til Den Permanente, der som bekendt er Aarhus' svar på Brighton Pier. Han kørte dog forkert ved Grenåvej og måtte derfor spørge om vej.

- Ey, hva' så? Hva' vej ligger Den Permanente?
- Er du dum eller hva'? Det ligger neden for Risskov!
- Okay, tak.

 

Så kørte han ned til Risskov.

 

- Aaah ja, ud til skrænten, så jeg kan se havet og Den Permanente!
 

Skæbnen ville dog, at "Jimmy" ikke kunne få sin scooter ned ad den meget lange og smalle trappe, der leder ned til Den Permanente. Den var aaaalt for stejl. Derfor tog han en resolut beslutning og kylede scooteren ud over skrænten.

- Fuck det lort, mand.

 

"Jimmy" indså dog hurtigt, at det var dumt gjort, men det var der ikke noget at gøre ved. Han gik ned ad trappen for at købe en is, der kunne dulme hans tømmermænd.

 

 - Neeej, så har ishuset lukket. Udtur.

 

Så gik han ind til Aarhus igen.

 

- Så går jeg hjem Jeg går. Hej.  

 

Men vi kender det som sagt alle. Man er egentlig på vej hjem, men man får alligevel lige lyst til at snuppe en enkelt kold. Således også vort unge pakkebud. Den stærke aften sluttede af med, at det unge pakkebud tog en tur på Sway. Jimmeeeeey!

Og det var altså den ægte, virkelige historie om, hvordan pakkebudets scooter brød i brand. Selv tak. I sender bare Cavlingprisen med pakkebud.

"Hvor blev de af?" - Mysteriet om FC Kammeraterne, del 1.

Mange læsere på bloggen har sandsynligvis spillet fodbold som børn, måske ligefrem i HEI, som i mange år havde Danmarks bedste kvindehold. Ellers måske i VRI. Måske har visse læsere ligefrem spillet i den mest sagnomspundne klub i Aarhus' historie. Der er hverken tale om 'GF eller Fremad. Der er tale om en klub med det bedste navn nogensinde: FC Kammeraterne. Men hvor er klubben blevet af? Hvis man kigger på nettet er der stort set intet fornuftigt info at finde, blot en masse oversigter over kampe, som, vi kunne jo kalde dem Aarhus' FCK, har spillet. Det skal være lyv! AITMOOS er på sagen.

- Denne sag pirrer mine sanser, Watson. En fodboldklub kan ikke bare sådan forsvinde fra jordens overflade! Nej, der er mere på spil her. Jeg må udvide min bevidsthed for at finde svaret. Til opiumsbulen!

Først lidt baggrundsinfo. FC Kammeraterne var et integrationsprojekt fra Gellerup, som havde fået ry for at være et belastet område. Klubben blev stiftet i 1983. "Kammeraterne" havde hjemmebane på Tovshøjskolen, et sted som udeholdene frygtede, det var en sand heksekeddel.

Stemning på Kammi'ernes hjemmebane: der er ensrettet, fordi resultaterne kun gå én vej, en hjemmesejr! Klap klap klap klap!

FC Kammeraterne var et frygtindgydende hold, på godt og ondt. Holdets spillere spillede alle sammen lige som Ronaldinho, med vilde driblinger. Til gengæld var de også kendt for at gå lidt hårdt til modstanderholdets spillere, f.eks. at kalde folk med kort hår for "nazi". Det gav dem et lidt blakket ry, som man kan se af disse debatindlæg fra nettet (klik for fuld størrelse):

 ("FC Hjemmedrenge", ikke noget dårligt bud. Men hvad så, når man spiller på udebane?)

Det startede ellers så flot for klubben. I 1999 fik formand og stifter af klubben, Per Secher, den fornemme "Laudrup-pris", som han dog måtte dele med René Henriksen, også kendt som "den hvide etiopier". En stor anerkendelse.

To år efter blev der endda lavet en dokumentarserie i tre dele, som blev sendt på DR. Denne serie, med den dragende undertitel "På udebane i eget land", har AITMOOS dog desværre ikke kunnet støve op, trods en ihærdig og utrættelig indsats i form af en Youtube-søgning.

Tingene kørte altså tilsyneladende på skinner omkring årtusindskiftet. Men hvad skete der med klubben? Hvor blev den af? Få den rørende og spændende forklaring i næste og sidste del af Mysteriet om FC Kammeraterne. Kun her på bloggen! (Nu ikke noget med at søge på Google og snyde foran).

København H - Aarhus H

Som det er blevet nævnt tonsvis af gange før befinder AITMOOS’ redaktionelle ledelse sig i København. For at kunne holde ud at befinde sig i denne by til hverdag er det selvfølgelig nødvendigt med en tur til hjembyen nu og da. Også for at samle inspiration. Du kan jo køre over broen, men det forurener jo en hel del. Desuden har du muligvis ikke kørekort. Du kunne også tage bus 888 og færgen, men det vipper sådan. Nej, du, tag toget. Lyntoget, så slipper du for alle de latterlige stop på Sjælland. AITMOOS guider dig gennem turen på de 2 timer og 56 minutter. Så kører vi!

Først forlader du Københavns hovedbanegård, hvor du sandsynligvis allerede har spottet nogle kendisser. Måske er i form af en dullet Anne Ga’egaard på vej hjem til Aarhus. Første stop er Høje Tåstrup, men hvem er de mennesker der står af og på her? Glem dem. Nu må vi videre.

- Ja, mand, vi ta'r lyntoget, ik'å

Du drøner ned gennem Sjælland og over broen, for så at stoppe i Odense. Eventyrbyen. Den fik alle som bekendt nok af i ”H.C. Andersen-året” i 2005. Så er det videre over Lillebælt, next stop Fredericia. Hvad kan denne by tilbyde? Det er svært at svare på. AITMOOS ved det ikke.

Så bliver det Vejle, en by man kunne kalde en ”wannabe-Aarhus”· De spiller så smart, men hvad har de at have det i? Okay, Peter Graulund er herfra. Nå, det er derfor de spiller smart. Forståeligt. Vi kører dog videre til Horsens: ”Gå direkte i fængsel”. Denne langtfra fængslende fængselsby, hvor A.C. Horsens sikkert er i gang med endnu engang at spille 0-0. Nej, videre.

0. 0-0. Og 0. Dut.

Så bliver det Skanderborg. En flot beliggenhed, jovist, mange søer hvor du måske har været på kanotur i 6. klasse. Danmarks Finland, måske…? De spiller også smart, i særdeleshed på grund af det årlige efterskoletræf, bedre kendt som Skanderborg Festival. Næste.

- Fuck det festivalcrap, jeg går til Aarhus

Jah, jah. Nu nærmer vi os. Du kører gennem Viby, snart kan du skimte Prismet, så Kongrescentret. Ind under de hængende hvide lamper, ned under broen ved Ringga’en… Ah, endelig. Aarhus H. Måske kører toget videre mod Randers, Ålborg og Frederikshavn, men hvad vil du da derover efter? Er du træt af at leve? Nej, stå du af her. Du kan nu ånde lettet op; du klarede det. 8000 Århus C, toget kører ikke videre. Tag direkte ned på Sherlock Holmes og fejr det med en Guinness.

På druk i Aarhus: Hurtige fadøl!

Hvem har ikke prøvet det. Man står i kø, måske til en halfest i Skæring, måske på et fodboldstadion, og venter på at komme til at give 60 kroner for en 4 cl. fadøl. Det tager en evighed at skænke øllene op. Men en opfinder fra Aarhus har løsningen. Turbo-fadølsanlægget som kan skænke seks øl på seks sekunder. Den tager vi lige igen. Seks øl på seks sekunder! Ikke siden "røret" på Sherlock Holmes Pub har man set noget lignende.

På Heidi's:
- Fem fadøl, ta... jamen. Jeg har jo blot lige bestilt dem!

Intet mindre end revolutionerende, og ikke overraskende at det er en aarhusianer der står bag opfindelsen. Allerede i september 2009 kunne du se Claus Elgaard berette om opfindelsen i TV2 Østjylland, ellers kan du se det her.

- Ooooh, det ser satme godt ud, det der!

Nu er fadølsanlægget så kommet på Communale, bedre kendt som NRGI Park. Det fik taget sin mødom i kampen fredag den 20. maj 2011 mod Næstved, men fans'ne var så mad efter at drikke fadøl at maskineriet brød sammen. Ak. De gyldne dråber fra Royal Unibrew dryppede ned som guddommelig regn.

- Slurp slurp slurp

Du kan se det hele i indslaget her nedenfor. Drik, drik, drik, drik, drik! (Lad dig ikke skræmme af den Silkeborg-fan i starten af indslaget, han forsvinder hurtigt igen).

Sherlock Holmes versus The Golden Lion

Overskriften antyder måske at der er tale om en af Sir Arthur Conan Doyles fortællinger om den excentriske detektiv. Gæt igen. Der er tale om en Århus-historie der er om muligt endnu mere dramatisk end noget Conan Doyle nogensinde kunne have udtænkt. Dæmp lyset, skænk en cognac og sæt dig til rette i lænestolen. Læs med.


Sherlock Holmes Pub i Frederiksgade slog dørene op for første gang i 1992. Konceptet var simpelt: Bring den engelske pubkultur til de århusianske ølmaver. Hvad bedre end at opkalde stedet efter den ærkebritiske, verdensberømte detektiv? Det skulle da lige være at al interiøret refererer til Sherlock Holmes. Billeder, memorabilia, tøj... Det er ikke nødvendigt med et forstørrelsesglas for at se hvor inspirationen stammer fra.


Århusianerne valfartede til. Tilbud som en stor Carlsberg (...ikke Ceres, desværre) for 20 kr og importøl (læs: Guinness) for 30,- hver dag indtil klokken 19.00, var for godt til at afslå. Fredag eftermiddag var det det rene ragnarok, med fulde gymnasieelever der brækkede sig og væltede ned af den lille trappe til toiletterne, alt imens Travis og The Verve bragede ud fra højtalerne. Folk kom op at toppes om rettigheden til røret, så man kunne blive ved med at drikke billige fad til langt efter kl. 19. Ah, røret. Kilden til drømme.

"The pipe, the pipe - that is what we like"

Om lørdagen troppede folk op for at se Premier League fodbold, med mindre der var en god rugbykamp. Så måtte man se sit fodbold et andet sted. Hele scenariet blev styret med hård hånd af manden bag, "Sølvræven", som sad oppe ved disken og talte sine penge.

Det lyder godt, og det var det også. Desværre blev det ikke ved. "Sølvræven" besluttede at sætte fadøllene op til 25 kr., og straks var helvede løs. Stamkunderne gjorde oprør, skældsord som "kapitalistsvin" føg om ørerne på den stakkels sølvræv. En række bartendere fik nok og besluttede sig for at lave deres eget sted. De købte den konkurrerende nabopub, "George Washington" og åbnede en ny pub. De kaldte den: The Golden Lion. Som for at håne Sølvræven. Med sig tog de en lang række af de faste kunder. Holmes var tydeligt rystet. Skulle dette morderiske bedrag blive hans endeligt?


Som man ved overgiver Holmes sig ikke sådan lige. Pubben slog igen ved at oprette et særligt rum, hvor man kan komme helt tæt på nogle naturtro modeller af Holmes og Watson, som sidder og drikker te. Ikke engang Madame Tussauds kunne have lavet det bedre. Det var et mesterligt træk - atter engang havde Sherlock Holmes the upper hand.

"The wages of sin, Watson - the wages of sin!"

AITMOOS glæder sig til at se hvad næste del i følgetonen om Sherlock Homes og The Golden Lion bliver. Hvis du ikke kan vente kommer her et tip. Fra på fredag kl. 19.45 sender DR2 igen den fremragende tv-serie om Sherlock Holmes, med den definitive karakterskuespiller Jeremy Brett i hovedrollen. Han er Holmes; manisk, lunefuld og forført af narkotika. Da det alligevel er slut med de billige øl klokken 19, kan du lige nå hjem fra pubben og se det.

"My mind rebels at stagnation"

Vikingetræf

Der er én ting ethvert rask århusiansk barn må prøve. En form for ilddåb og forberedelse til det utrygge natteliv i Århus. Du har gættet det, sandsynligvis på grund af indlæggets overskrift. Der er selvfølgelig tale om det årlige vikingetræf ved Moesgård strand, som i år finder sted i denne weekend.

 
"Ja ja, kom her... Kom ud til Moesgård, så tager vi i byen"

Vikingetræffet er det største i Norden og er blevet afholdt siden 1976. Det besøges hvert år af cirka 20.000 - 25.000 mennesker, altså flere end der nogensinde er på stadion. Her kan man købe kopier af vikingetidens værktøj og redskaber, fremstillet af jern, træ, læder, sølv, uld, rav, glas, pil, fedtsten og mange andre materialer. Altså ting man normalt kun kan få i Latinerkvarteret. Brugbare ting, vel at mærke. Hvem har ikke brug for et vikingeredskab? Et vikingekrus til at drikke din Ceres af. Eller måske en kniv til at klare dig i det hårde århusianske natteliv?

 
Tip: Med denne kniv vil din modstander standse kampen for at beundre det smukke indgraverede mønster, og dermed vil du undgå konfrontationen. Du læste det her først.

Den helt store attraktion er, som du allerede ved, de iscenesatte (?) slåskampe mellem vikingekrigerne. Her slås de autentiske slagsbrødre, og ryttere kommer ridende på vikingeheste. Det er et mind-blowing syn. Se selv hvordan i klippet nedenfor. Vi skal advare om stærke billeder.



Ægte vikinger kommer langvejs fra for at få lov at smadre hinanden. For eksempel flyttede en af bartenderne fra Sherlock Holmes pub permanent fra England til Århus fordi han ville klæde sig ud som viking og slås hvert år. "Fuck det, jeg flytter derover, så slipper jeg for at smugle mit vikingesværd med i flyet fra Ryanair", tænkte han. Det er godt tænkt.

AITMOOS kan her præsentere eksklusive billeder fra vores private arkiv. Avisudklip som omtaler vikingetræffet enten 1987 eller 1988. Værsgo.

Bye bye Raahauge

Ak. Finanskrisen er også nået til Århus og det går nu ud over en regulær institution: RAAHAUGE. I over 50 år har tøjbutikken klædt århusianerne på. Min mor har fortalt at det var det første sted i Århus man kunne få cowboybukser med lynlås foran til piger tilbage i 60ern'. Med dens beliggenhed i Frederiksgade kom man automatisk forbi den når man stod af bussen i busgaden for at komme op til Sherlock Holmes pub. Undertegnede købte ligefrem en cardigan med lynlås og to blå striber til sin blå mandag derinde. Og en Carhartt jakke tilbage i 1998. Men nu er det altså slut - Raahauge drejer nøglen om engang i det nye år.

No shit, Sherlock

Jeg husker når man pinagtigt skulle prøve bukser derinde. Ydmygelsen af at spørge efter den mindste størrelse, febrilsk stod man inde i det lille prøverum mens man tvivlede på om forhænget nu dækkede det der skulle dækkes. Når man så endelig havde fået bukserne på stod ekspedienten, der altid havde lyse spidser i sit strithår uanset hvem han var, klar udenfor og spurgte med grov århusiansk accent: "Hva' så, sidder de godt nok på dig derinde?". Som hos Fatme kunne man ikke undgå at føle sig presset til at købe de to par Lee til 500,- og gå derfra med butikkens sælsomme pose der var lavet af et mat, grynet materiale og føltes som var det velour.

"Jaeh, tror de sidder okay"

Jeg har i flere år skulle gøre mig morsom ved at kalde butikken for "RA-hauge" for at blive rettet "Nej, den hedder altså RÅ-hauge". Åh ja, det var tider. You don't know what you've got 'till it's gone, Århus.

På druk i Århus: Blå Cola

Fortæl en københavner at du godt kunne drikke en Blå Cola lige nu og vedkommende vil sandsynligvis kigge på dig med et lige så tomt og spørgende blik som det MacGyver altid er sikker garant for. En indfødt århusianer vil vide at der naturligvis er tale om en Ceres Royal Export. Denne læskende guldøl som kan få voksne mænd til at græde og teens til at gå amok nede ved Åen. Den er Danmarks mest solgte stærkøl og bærer stolt sin alkohol vol. pct. på 5,8%.

"En Blå Cola...? Okay, jeg skal bruge en liter terpentin, et træben og saften fra en brændenælde."

Jeg stødte først på dens gyldne dråber engang til forfest før en halvfest i, ja, hvor ellers, Skæring. Ikke nok med at det var mit første stævnemøde med den Blå Cola, det viste sig at der i anledning af forfesten (en disciplin der altid er blevet taget uhyre seriøst i den ellers så triste forstad) var blevet investeret i et fadølsanlæg. Den ene 'cola' efter den anden blev skænket, samtidig med at den ene teenager efter den anden måtte ud på toilettet og brække sig. Folk løb rundt i strømpesokker på den rimfrosne græsplæne og råbte i ekstase, mens de kiggede med vilde øjne op på den stjerneklare himmel - som havde de drukket af selve lyksalighedens kilde.

I årerne derefter er Royal'en blevet en trofast følgesvend på byturene i Århus, ikke blot hos mig, men for så godt som alle århusianere. Hvis man kan tale om en århusiansk nationaløl, er der næppe ret mange andre kandidater. Hvem husker ikke da Ceresbryggeriet valgte at skifte deres gamle, flotte murstensskorsten ud med en højere slank og moderne Royalblå, vist nok til ære for Prismet ved den gamle by. Desuden berigede de gaderne i Århus med merchandise. Jeg erindrer at have set flere elever fra min folkeskole gå rundt i Ceres Royal t-shirts. Derudover blev der fremstillet kasketter med det royale logo som blev båret med stolthed af en vis MetroExpress-sælgende stamgæst på Sherlock Holmes Pub, samt ikke mindst formanden for AGF's fanklub.

Den slidte kasket efterlader et stærkt indtryk af ægte århusiansk autencitet. Læg mærke til hvordan den mørkeblå farve efterhånden er blevet koksgrå. Lige så stærkt som øllen, kunne man fristes til at sige.

Jo, den Blå Cola har mange fans i Århus, og forståeligt nok også i resten af landet. Den fås både i flaske og på fad, men alle ved at den bør nydes direkte fra dåsen. Iskold.

Danmarks bedste fan II

Efter den overvældende reaktion oven på indlægget om den dansende FCK-fan, kommer her endnu en kandidat til titlen som 'Danmarks bedste fan'. Og bare rolig, denne gang bliver vi i Århus. Desværre drejer det sig ikke om byens hold, AGF, men derimod om en obskur engelsk klub ved navn Mantj... Mantsjsk... Maayn... Chester United.

I starten af dette årtusinde brugte AITMOOS en del tid og en frygtelig masse penge på et lille sted kaldet Sherlock Holmes Pub i Århus. Specielt fredag eftermiddag med store Carlsberg til en tyvekrone - måske købte man endda et rør. Hele historien om SH må du få en anden god gang.

 
"Elementært, min kære Watson. Vi skal da ha' et rør!"

Af og til tog man derind om lørdagen, når fredagens tømmermænd havde lagt sig, for at se engelsk fodbold. Jeg kan lige så godt afsløre at jeg ikke holdt med Mancstj... Utd., men et hold fra London, der dengang var noget fattigere end det er i dag. En sådan lørdag var yours truly taget ind for at se en kamp mellem netop disse to klubber. Gennem længere tid havde jeg lagt mærke til en meget mut mand der ofte befandt sig på SH når Utd. spillede, men aldrig sagde et ord. Efter i længere tid at have udspioneret ham kom jeg frem til at han ikke bare måtte være stum, men også døv. Derfor fik han tilnavnet "Den døvstumme fra SH". Skæbnen ville desuden at han med sit knivskarpe, korte grydehår lignede den daværende United-spiller Teddy Sherringham på en prik.

 

Den døvstumme fra SH med sin retarderede ven

Under kampen kom mit hold foran, hvilket bestemt ikke passede den døvstumme United-fan. Siddende på en barstol ved disken levede han virkelig med i kampen. På et tidspunkt havde Man U en stor scoringsmulighed, og vores ven så bolden inde. Dette resulterede i at han i et splitsekund jublede vildt, hvorved hans hævede arm ramte et ølglas der hang på en krog i baren så det røg på gulvet og smadrede. Imidlertid blev han siddende helt kold og lod som ingenting - det gik op for mig at han nok ikke havde kunnet høre det splintrende glas, eftersom han jo var døvstum. Kort tid derefter scorede hans hold så endelig, og efter en voldsom jubelscene hvor han var løbet frem i rummet, vendte han sig om og kiggede mig direkte i øjnene mens han rev og flåede i logoet på sin United-trøje.

" ... "

Blodet frøs til is i mine årer, men jeg bevarede overblikket, hilste på ham med min øl og så kampen færdig, uden dog nogensinde at slippe ham af syne. Efter at have sundet mig oven på oplevelsen kom jeg frem til at jeg jo nok bare var misundelig på al den uartikulerede passion der befandt sig inde under det korte grydehår.