Viser opslag med etiketten david silver. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten david silver. Vis alle opslag

fredag den 31. august 2018

Her er dit liv: Lars Muhl

Så er det atter blevet tid til at hylde en af Aarhus' sande helte. Denne gang er turen kommet til en "formidler af visdom. Han er esoteriker, metafysiker, musiker og forfatter". Han er: Lars Muhl!

Lars Muhl blev født i 1950 og er opvokset på Vestre Ringgaje i Aarhus. Her havde han sin gang på travbanen og Aarhus Stadion. På et tidspunkt boede han i Hasle, hvor han var barndomsvenner med faderen til et medlem af AITMOOS-redaktionen. Her gik drengene rundt i korte bukser og gjorde villavejene usikre, men Lars var ikke som de andre drenge. "Han fortæller, at han var et ensomt og indelukket barn med en evne til at se og lytte på det oversanselige niveau," udtalte han til JP i 2002. Derfor søgte han imod musikken. Han spillede blævre-orgel i den første aarhusianske supergruppe, Daizy, og det lød helt vildt. Så er der altså dømt progressiv rock.


Karrieren gik slag i slag, senere blev han sanger i new wave-bandet Warm Guns, men her på AITMOOS kender vi ham primært fra hans solokarriere.  Med sin eklektiske og excentriske tilgang kunne han minde om Danmarks svar på David Bowie, men han er nu nok snarere Aarhus' Bryan Ferry. Det er også fedt nok.


Det er nemlig rigtigt, Lars. I offentligheden huskes Muhl især for sine deltagelse i Melodi Grand Prix i 1995, som i et anfald af 90'er-agtigt storhedsvanvid havde fået det prætentiøse navn Musik Event '95. Ud over den senere vinder, Aud Wilken med "Fra Mols til Skagen", deltog også Master Fatman med rottehaler og to gravide korsangere, og ikke mindst havde Anne Linnet et nummer med, som blev sunget af Ulla Henningsen, den erotiske "Du kysser som en drøm", der vist nok satte diller-dalleren i brand hos mangen en pubertetsdreng (og -pige. Ikk', Linnet?). Som noget nyt var det ikke muligt at afgive sin stemme, da man ville straffe befolkningen for at have stemt på Seebachs "Under stjernerne på himlen", som floppede totalt ved Eurovision i 1993. Iskoldt. I stedet skulle det hele afgøres af en musikkyndig jury, der blandt andre bestod af Søs Fenger, Bent Fabricius-Bjerre og Sebastian. Satme godt nok også et stærkt hold.


Muhlen stillede op med sin egen komposition, den episke ballade "Europa", som blev nummer to, da alle juryens kvinder stemte på Aud Wilken. Undtagen Monica Krog-Meyer, som gav 12 point til Lars Muhl, men ingen på AITMOOS-redaktionen ved, hvem hun er, så ...



Lars Muhl blev således snydt for sejren, det ved alle. Prøv bare lige at se ham, mand. Prøv lige at se!


Efterfølgende droppede han populærmusikken - hvilket er forståeligt, hvis han er lige så skuffet, som AITMOOS-redaktionen var over, at han ikke vandt med "Europa". I stedet slår han sine folder som connoiseur i religiøs mystik, som han har udgivet flere bøger om. Han er også begyndt at lave new age-musik. Han har endda mødt selveste Dalai Lama, og han forærede ham en af sine bøger, som du kan se nedenfor.


Som man også kan se, ser Muhlen stadig særdeles skarp ud, som en hvid krist, ulasteligt klædt, og med en lille snert af Lykkedragen Falcor og fodboldtræneren Christian Andersen.


Nyd ham her på Roskilde Festival 1991 med cigaret i mundvigen, Sgt. Pepper-jakke og hvad der lyder som David Silver på sirligt elpiano. Et styks konge.


mandag den 3. maj 2010

Historien om en Århus-pige

Kan du huske det? 1991. Muren er faldet og Sovjetunionen er kollapset. Historien er slut, siger man. Mon dog. En lille lyshåret pige med intet mindre end perfekt århusiansk accent dukker pludselig op på badmintonscenen. Camilla Martin vandt 13 DM-titler i træk, noget som Århus næppe kommer til at opleve igen i nogen sportsgren. Hør hende snakke efter 22 sekunder i klippet her:


Lyden af Århus.

Desværre er det ikke lykkedes at opspore Camillas største tv-øjeblik, den legendariske reklamefilm for Sorbits med punchlinen "det er bare knaldgodt tyggummi!" Sorbits som jo indholdt sorbitol som, hvis du er heldig, kan give kraftig diarré.

- Ej, seriøst, kan det give diarré? Ej, hvor pinligt...

Camilla Martin var indbegrebet af en Århus-pige. Århus' svar på Donna Martin fra Beverly Hills 90210. Der fandtes ikke én mand (eller kvinde...) i Århus som Camilla ikke kunne få. Først var hun kærester med daværende AGF-spiller Martin Nielsen. Hele Århus elskede Martin og Martin. Senere kom badmintondrengen Peter Gade til. Århus' svar på David Silver. Han var, som med David og Donna, også den yngre part. Århus græd da forholdet gik i stykker. Ligesom med Donna og David...

- Bliver det mon i aften, Camilla...?
- Nej, du ved godt at jeg har lovet min mor at vente til jeg bliver gift.

I modsætning til i Beverly Hills var det dog Camilla der var den utro part. Avs, Camilla. Den var værre...

tirsdag den 13. april 2010

Rock den havn

Hvem husker ikke den første (eller var det sidste?) linje i en anmeldelse af et Michael Learns To Rock album for omkring 10 år siden. En frustreret anmelder kunne tørt, og skuffet, konstatere: "Michael lærer aldrig at rocke!!!" Nej, det er jo ligesom hele pointen, makker. Michael behøver nemlig ikke at lære at rocke. Han har solgt noget der ligner 10 mio. albums i Asien. Ikke dårligt af et lille caféband fra Århus. Og tænk så på alle de kopialbums der må være i omløb derovre.

Michael Learns To Rock i sin psykedeliske periode

Hvem har ikke fældet en tåre til The Actor. Hvem har ikke stemt på The Actor til 37 73 Hitservice, når det altså ikke var muligt at stemme på Krumme. Hvem har ikke stået og brugt frikvarter efter frikvarter, mens de andre spillede bold, og mimet til The Actor mens man spillede keyboard på skolens lange lineal eller bas på en pegepind. Hvem, spørger jeg?!

Hvem husker ikke da forsanger Jascha Richter i 2002 forsøgte sig med sit første soloudspil. Albummet hed 'Blue Planet' og der blev reklameret flittigt for det på tv. Reklamerne var optaget ved Egå Marina og man så Jascha danse rundt på molen i bedste Bez-stil mens albummets (lad os være ærlige, noget daterede) eurodance bankede derudaf.

Desværre er AITMOOS ikke i stand til hverken at tilbyde jer lydklip eller føromtalte tv-reklame. Til gengæld har vi fundet det klip der kommer tættest på - David Silvers første optræden i Beverly Hills Beach Club. Beverly Hills' svar på Marinaen, Beverly Hills' svar på Richter - take it away.