onsdag den 29. juni 2011

På druk i Aarhus: Blå mandag

AITMOOS vil nu tage fat i en af de mest klassiske begivenheder i enhver aarhusianers liv. Der hvor drenge bliver til mænd og tøser bliver til kvinder. En overgangsrite der får stammeritualer til at blegne i solen. En forberedelse til din polterabend om 10-15 år. Jeg taler selvfølgelig om blå mandag, baby.


Du har selvfølgelig været ude og købe dit andendagstøj sammen med din mor. Hvis ellers den ikke havde været lukket, så kunne det måske være en cardigan med blå striber fra Raahauge. Og et par Paladium. Nu er du klar. Du har penge på lommen og, måske, farvet dit hår blåt i dagens anledning. Aarhus ligger for dine fødder.

- Ey, hva' så?

Du skal ud og fejre at du nu trådt ind i de voksnes rækker. Det gør du ved hæmningsløst at købe en masse lort du ikke har brug for. Nu er du virkelig en rigtig voksen. Du er mega klar på en tur op og ned ad Strøget. Her kan du købe dig fattig i oppustelige plastikhamre til at "dokke" folk i hovedet, og vandpistoler som du kan skyde efter almindelige mennesker med. Du skal selvfølgelig også flashe din Smartphone og dine dyre smykker, men pas på at du ikke bliver rullet. Sådan kan det nemlig gå når man spiller smart. Måske vil nogle også narre dig til at købe "hash", men så er det bare en bouillonterning. For dumt.

- Prøv det her, min dreng, du bliver sygt blæst af det

En del af riten går selvfølgelig ud på at drikke sig patte nede ved Trappen. Her kan du jo prøve at lokke flaskesamlerne hen til dig ved at signalere om de vil have din flaske, og så tyre den ud i åen. Dette vil resultere i at nogle hip-hoppere tager fat i dig og hænger dig ud over åen og truer med at hive dig i. Du gør det aldrig igen, vel?

- Nej, nej...

Måske skal du i Tivoli Friheden sammen med de andre konfi'er. Woosh, det er fee'. Du kan bruge dit Blå Mandag-kuponhæfte hvor du kan få rabat på alverdens ting. Så kan du bare prøve lige hvad du har lyst til. Bare køre rundt i rutschebanen til du bliver rundtosset og brækker dig af alle de Breezere og Cult Shakere du har drukket. Velkommen til de voksnes rækker.

- Fuck, det er fedt, det er?
- Høh, ja, ik'å...

Aftenen slutter af med en tur på sodavandsdiskotek, i 90erne kunne det måske have været på Davy Crockett i Frederiksgade. DJ'en spiller selvfølgelig Take That og spørger efterfølgende i sin mikrofon: "Vil I høre mere TT?", hvorefter alle pigerne råber "JA!" og alle fyrene råber "NEJ!". Du står sandsynligvis sammen med "Nazi-Michael" fra parallelklassen og råber "JAAA!" af dine lungers fulde kraft og hopper op og ned som en sinke. DJ'en siger med midtjysk accent "Jeg kan ikke høre hvad I siger, men de her fyre oppe foran mig vil i hvert fald godt".



Woooooh! Woo wooooh!!!

fredag den 17. juni 2011

Mad Richard

Efter læsersucceserne om mødet med Stig "Hval"-Rossen, samt ikke mindst mødet med den ægte Kenneth Carlsen kommer nu et af de mest legendariske møder nogensinde. I modsætning til førnævnte møder er der endda her tale om en ægte aarhusianer. Mødet fandt sted i Viby Centret en solbeskinnet efterårssøndag i 2002. Du ved hvem jeg taler om.

- Jo, du kan da godt gætte det, kan du ikke?

Efter at have tilbragt et par timer med tømmermænd til en plademesse et sted i Åbyhøj var undertegnede og min 'bror' "Roger" blevet matte i sokkerne. Desuden var vi løbet tør for penge. Vi begik os derfor på vej hen mod Viby Centret for at få noget at drikke og hæve nogle penge til flere plader. Der var langt, men vi var ved godt mod. Der gik da heller ikke længe før vi stod foran den arkitektoniske perle midt i Viby Jåj.


Da vi kom indenfor fik vi øje på en stor, tom scene. Ved den var et skilt hvorpå der stod: "Richard Ragnvald spiller på torvet søndag kl. 14.00 og 16.00". Klokken var lige netop lidt i 16. Vilde af eufori styrtede "Roger" og jeg ind i den nærmeste Føtex og købte et par øl. Dette magiske øjeblik skulle nydes fuldt ud. Da vi kom tilbage var der allerede godt fyldt op med pensionister og andet godtfolk. Vi maste os op foran nogle fans der havde kæmpemæssige badges på med Richards billede. Så trådte Richard op på scenen. Han var klædt i et outrageous rødt-sort jakkesæt med psykedeliske ornamenter og rodeoslips. Han hilste hurtigt på publikum, hvorefter han no nonsense-agtigt trådte på en pedal på gulvet. Et keyboard-blæserarrangement blæste ud fra højtalerne og Richards vibrerende baryton fyldte hele Viby Centret med vellyd.

Flowerchild

Richards professionalisme var ærefrygtindgydende. Han tryllebandt publikum. Numrene afløste hinanden som perler på en snor, blot afbrudt af en kort præsentation af det næste nummer. Pedalen virkede upåklageligt og lyden var mere end almindelig høj, sandsynligvis for at tilgodese de mange seniorer der var blandt publikum. "Roger" og jeg stod helt foran med de aller mest fanatiske fans. Vi hujede og råbte på "Mad Richard" og noget med Jimmy fra Quadrophenia og et mod-jakkesæt med tre knapper (som billedet her afslører var der rent faktisk fire knapper). (Mindst).

Richard i det selvsamme jakkesæt han havde på den søndag i Viby

Efter et par numre blev vi imidlertid hevet ud af et par Securitasvagter og desuden forvist fra centret med den tynde begrundelse at man ikke måtte drikke øl derinde. Argumenter som "hvorfor må man så købe det her?" blev fremført, men for døve øren. Vi måtte altså forlade koncerten. Jeg er sikker på at Richard ikke så det, ellers havde han selvfølgelig grebet ind og forlangt at vi fik lov at se resten af koncerten. Det vi nåede at se var dog så fremragende at det aldrig er blevet glemt. Som jeg husker det lagde han ud med nummeret nedenfor - et af hans stærkeste og mest undervurderede tracks.


tirsdag den 14. juni 2011

Varm hilsen

Vi skriver foråret 1996. Vi befinder os i Sallings musikafdeling, undertegnede og min ven "Jens". Rundt om os vrimler det med diverse cd-titler til den rimelige pris af 159,95,-. Vi er omgivet af talrige eksemplarer af fem farverige tommer svøbt i hård plast. Trods dette drømmeagtige scenarie er det dog ikke cd'erne der tager opmærksomheden. Det gør i stedet et bord hvorved der sidder en stilfærdig mand og snakker med en fan. Én fan. En kvinde med langt, lyst hår og briller der får signeret nogle cd-covers og virker endog særdeles fan-agtig. Men hvem er det hun er fan af?


"Jens" aner det tydeligvis ikke, men jeres skribent er godt klar over hvem den mystiske kendis er. Det er intet mindre end: Stig. Dog ikke Tøfting. Der er tale om Stig "Jeg skylder Kolding alt" Rossen. Den verdensberømte musicalstjerne som har medvirket i Melodi Grand Prix og Les Miserables.

Salling har ganske enkelt arrangeret en intim in-store session hvor der så ikke rigtig er dukket nogen op. Stig sidder roligt og småsnakker med førnævnte kvinde. Forsigtigt nærmer vi os bordet, hvor det er tydeligt at den kvindelige fan ikke er tilfreds med at blive afbrudt i sin hyldesttale til Stig. "Skal man købe en cd for at få en autograf?", spørger vi? "Neeeej, neej", svarer Stig, mens han fremviser sit karakteristiske smil hvor overlæben rulles op og blotter det øverste tandsæt.


"Hvad hedder I?" Vi svarer og Stig tager et glitrende farvebillede fra bunken og skriver: "Varm hilsen til 'Gl. Egå' fra Stig Rossen". Billedet forstiller Stig som sidder i en vamset Cosby-sweater med en trimmet manke og trimmet skæg og kigger gådefuldt ind i kameraet. Desværre er det forsvundet i mellemtiden, ellers ville jeg selvfølgelig have postet det på AITMOOS.

- Please, find billedet så du kan poste det på bloggen...

Billedet blev efterfølgende hængt op på opslagstavlen på drengeværelset, efter at det selvfølgelig var blevet vist frem for klassekameraterne i skolen. Det tætteste vi kommer er nok billedet nedenfor. Skriften er den samme, omend der her er tale om et lidt anmasende "Love from". Så hellere en "varm hilsen".

- Jeg skylder Salling alt.

Høj ovenpå det uventede succesmøde gik turen nu til Sallings musikafdeling hver gang muligheden kom for det. Måske sad der en ny kendis klar til at skrive en autograf? Måske sad Stig stadig og ventede på at der skulle komme nogen og bede ham om en varm hilsen? Men ak nej, det skete aldrig. Til gengæld var mødet startskuddet til en vedvarende fascination af tilfældige møder med kendisser, en fascination som i sidste ende har udmundet i AITMOOS.

Tak for autografen og inspirationen, Stig. For at danne dig en idé om hvordan atmosfæren var i Salling den dag i 1996, se med her.

onsdag den 8. juni 2011

På druk i Aarhus: Hurtige fadøl!

Hvem har ikke prøvet det. Man står i kø, måske til en halfest i Skæring, måske på et fodboldstadion, og venter på at komme til at give 60 kroner for en 4 cl. fadøl. Det tager en evighed at skænke øllene op. Men en opfinder fra Aarhus har løsningen. Turbo-fadølsanlægget som kan skænke seks øl på seks sekunder. Den tager vi lige igen. Seks øl på seks sekunder! Ikke siden "røret" på Sherlock Holmes Pub har man set noget lignende.

På Heidi's:
- Fem fadøl, ta... jamen. Jeg har jo blot lige bestilt dem!

Intet mindre end revolutionerende, og ikke overraskende at det er en aarhusianer der står bag opfindelsen. Allerede i september 2009 kunne du se Claus Elgaard berette om opfindelsen i TV2 Østjylland, ellers kan du se det her.

- Ooooh, det ser satme godt ud, det der!

Nu er fadølsanlægget så kommet på Communale, bedre kendt som NRGI Park. Det fik taget sin mødom i kampen fredag den 20. maj 2011 mod Næstved, men fans'ne var så mad efter at drikke fadøl at maskineriet brød sammen. Ak. De gyldne dråber fra Royal Unibrew dryppede ned som guddommelig regn.

- Slurp slurp slurp

Du kan se det hele i indslaget her nedenfor. Drik, drik, drik, drik, drik! (Lad dig ikke skræmme af den Silkeborg-fan i starten af indslaget, han forsvinder hurtigt igen).


onsdag den 1. juni 2011

Århus i hjertet

Der er netop kommet en bog om Aarhus. Bogen hedder "Århus (sic) i hjertet" og har tilsyneladende samme udgangspunkt som AITMOOS. En perlerække af aarhusianske kendisser, som bloggen tidligere har omtalt, er med i bogen, for eksempel Jørgen Leth og Renee Toft. Ja, faktisk kunne man mistænke forfatterne bag bogen for at have hugget idéen fra AITMOOS:

"Jeg gør meget ud af at fastholde mig selv som århusianer, selv om jeg nu bor i København, og jeg synes, at alt med Århus er fedt," fortæller TV 2s krigsreporter Rasmus Tantholdt til bogen. Det lyder som noget vi har set før på bloggen, men lad det nu ligge.

- Hmmm....

Her på redaktionen har vi ikke læst bogen (faktisk har vi ikke engang fået tilbudt et gratis eksemplar), men ifølge denne artikel fra stiften.dk er bogen i høj grad værd at læse:

"[...] bogen, om hvilken det kun kan siges, at en pris på 299 kroner forekommer meget billigt for så spændene (sic) portrætter og meninger".

Flot skrevet, som en boganmeldelse fra 7. klasse. Gratis reklame, anyone? Også Dronningen er med i bogen, hun fortæller at hun tager til Marselisborg Slot så ofte, som det overhovedet kan lade sig gøre.

"Vi er her i det hele taget så meget, vi kan nå. Og holder meget af det. Jeg glæder mig hver gang, når vi begynder at tælle ned til, at vi skal af sted til Århus," siger dronning Margrethe til bogen.

Hmmm...


"Bogens portrætfotos er samtidig i særklasse. Hver enkelt person skildres på fotosiden eksklusivt særegent, hvilket vel sagtens må være ideen med genren".

AITMOOS vil lade det op til sine læsere hvorvidt de skal læse denne bog. En bog der har "Århus i hjertet" er selvfølgelig velkommen i AITMOOS' hjerte.

Jørgen Leth tænker: "Arh, så vil jeg nu hellere læse AITMOOS, simpelthen"