Efter den overvældende reaktion oven på indlægget om den dansende FCK-fan, kommer her endnu en kandidat til titlen som 'Danmarks bedste fan'. Og bare rolig, denne gang bliver vi i Århus. Desværre drejer det sig ikke om byens hold, AGF, men derimod om en obskur engelsk klub ved navn Mantj... Mantsjsk... Maayn... Chester United.
I starten af dette årtusinde brugte AITMOOS en del tid og en frygtelig masse penge på et lille sted kaldet
Sherlock Holmes Pub i Århus. Specielt fredag eftermiddag med store Carlsberg til en tyvekrone - måske købte man endda et rør. Hele historien om SH må du få en anden god gang.
"Elementært, min kære Watson. Vi skal da ha' et rør!"
Af og til tog man derind om lørdagen, når fredagens tømmermænd havde lagt sig, for at se engelsk fodbold. Jeg kan lige så godt afsløre at jeg ikke holdt med Mancstj... Utd., men et hold fra London, der dengang var noget fattigere end det er i dag. En sådan lørdag var
yours truly taget ind for at se en kamp mellem netop disse to klubber. Gennem længere tid havde jeg lagt mærke til en meget mut mand der ofte befandt sig på SH når Utd. spillede, men aldrig sagde et ord. Efter i længere tid at have udspioneret ham kom jeg frem til at han ikke bare måtte være stum, men også døv. Derfor fik han tilnavnet "Den døvstumme fra SH". Skæbnen ville desuden at han med sit knivskarpe, korte grydehår lignede den daværende United-spiller Teddy Sherringham på en prik.
Den døvstumme fra SH med sin retarderede ven
Under kampen kom mit hold foran, hvilket bestemt ikke passede den døvstumme United-fan. Siddende på en barstol ved disken levede han virkelig med i kampen. På et tidspunkt havde Man U en stor scoringsmulighed, og vores ven så bolden inde. Dette resulterede i at han i et splitsekund jublede vildt, hvorved hans hævede arm ramte et ølglas der hang på en krog i baren så det røg på gulvet og smadrede. Imidlertid blev han siddende helt kold og lod som ingenting - det gik op for mig at han nok ikke havde kunnet høre det splintrende glas, eftersom han jo var døvstum. Kort tid derefter scorede hans hold så endelig, og efter en voldsom jubelscene hvor han var løbet frem i rummet, vendte han sig om og kiggede mig direkte i øjnene mens han rev og flåede i logoet på sin United-trøje.
" ... "
Blodet frøs til is i mine årer, men jeg bevarede overblikket, hilste på ham med min øl og så kampen færdig, uden dog nogensinde at slippe ham af syne. Efter at have sundet mig oven på oplevelsen kom jeg frem til at jeg jo nok bare var misundelig på al den uartikulerede passion der befandt sig inde under det korte grydehår.
