Viser opslag med etiketten fashion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fashion. Vis alle opslag

fredag den 22. august 2014

Sommer.Chillout.Aarhus.Noller.

Okay, bloggen har ligget stille i lang tid. Og hvor blev det lovede indlæg om den "overraskelse i ærmet", som der blev lovet helt tilbage i juni? Får vi se? Vi får se. Foreløbig kører AITMOOS videre med succestemaet om mode i Aarhus. Via Soundvenue. Det glitrede modeblad, der dækker sin hyperkapitalistiske dagsorden ind under en stadigt mere intetsigende musikdækning, har igen været en tur i Aarhus og se på "street style". Denne gang i forbindelse med et arrangement, der bar det mundrette navn "Sommer.Chillout.Aarhus." Ja da! Det er altså Danish For Progress så det basker.

Og ja, der står "Summer". Det er vel Danish for progress, ikk'?

Anyways. Soundvenue tog ud og tjekkede streetstyle ud. "Stemningen var god og gæsterne var skarpt klædt". Det er der kommet en usædvanlig stærk feature ud af. Vi bringer nogle af højdepunkterne. 
  

Det er som sagt en ufatteligt stærk minireportage, hvor billederne taler for sig selv, men der er dog også tekstlige guldkorn at finde. F.eks. "Jeg synes, at mangler meget af sådan noget her i Aarhus i forhold til København" og "Jeg synes, det er helt fantastisk, fordi der er nogle superseje fyrer tilbage i Aarhus, som laver det her." Det synes AITMOOS også. Det' da helt sikker'. 

Se hele tingen her.

torsdag den 20. marts 2014

Her er dit liv - Poul Krebs

AITMOOS vil gerne bringe en uforbeholden undskyldning. I bloggens lange levetid har vi ganske enkelt overset, at Poul Krebs var fra Aarhus. Det er skandaløst! På talrige opfordringer (1 styks) kommer derfor her et indlæg som en slags plaster på såret. Forbered dig på at møde manden, du ikke vidste var fra Aarhus: Krebsen.

- Kom me'et

Poul Krebs er opvokset i det sorgløse Aarhus Nord, hvor han i sine unge dage angiveligt var en talentfuld håndboldspiller på Skovbakkens førstehold. "Med dette hold deltog Krebs bl.a. i Europa Cuppen," som det tørt konstateres på Wikipedia.

Det var dog ikke som håndboldspiller, at Krebsen skulle finde sin lykke, men derimod i musikkens verden, hvor det folkelige gennembrud kom med albummet "Små Sensationer" i 1995. Hvem husker ikke at sidde og se musikprogrammet Puls, hvor der nærmest dagligt blev vist videoer med manden med det modne publikum, selvom det var et ungdomsprogram. Sange med mundrette titler som "Sådan nogen som os", "Johnny han var lige ved at blive sindssyg" og ikke mindst bangeren "Morrison, Dylan og Elvis".


"Kan ikke glemme det nummer. Vil høre det igen!", er der så sent som for nyligt blevet sagt om dette nummer

Denne signatur havde fornøjelsen af at gå på skrivekursus på Aarhus Daghøjskole med noget så sjældent som en jævnaldrende Krebsfan tilbage i 2001. Vi kunne jo kalde ham "Kasper". "Kasper" skrev engang en beretning, hvor han alene var taget den lange vej fra Odder, hvor han boede, til Samsø for at opleve et velgørenhedsarrangement, som Krebsen deltog i. Det drejede sig om projektet med det beskedne navn Showstars, hvor musikere og film- og fodboldstjerner mødtes og spillede musik og fodbold. Vi snakker altså gutterne fra EM 92, drenge: Schmeichel, Piechnik, Høeghen, Laudrup osv. Musikerne? Krebs, Falch, Amin Jensen, you name it. I "Kaspers" levende beretning kunne man høre, hvordan Amin Jensen gik over og købte to hotdogs midt under kampen, mens hans stod på mål. Målet var tomt! Det er humor på højt plan, det er show og det er stars.

Falch (til Mads Mikkelsen): - Kom lii' og læg dig ...
Mads M (tænker) - ...
Krebs (tænker) - Ja tak!
Rystende stærkt billede fra Showstars

Showstarz

Krebsen - eller er det Ian Brown? - klar til at være en ægte showstar

I 2011 fik Krebsen opfyldt en mangeårig drøm, da han indspillede det engelsksprogede album "Magnolia Dreams". Han tog dog ikke navn til sit engelske navn Poul Crayfish, som Henning Stærk ("Henry Strong"), endda Krebsens tidligere korsagner, og Esther Brohus ("Esther Bridgehouse") ellers tidligere har haft succes med. Måske havde et sådant navneskifte betydet, at Gaffa havde været mere rundhåndet med karaktergivningen. Nu blev det så til 3 stjerner ud af 6, men som man kan se fra kommentarfeltet, var det ikke noget, Krebsens fanskare lod sig mærke af:

Nynne63 giver albummet "6 stjerne" - og jo, hun HAR hørt hele albummet! 

Men der kom også nye fans til:
  
fjoggedelic glæder sig til at høre albummet, efter at have været skeptisk i starten (vi husker her, at Krebsen har udgivet et album ved navn "Usund Skepsis"), men han er også kun "stegen på Krebs toget" efter det sidste album

Krebsen hygger sig i sit studio på Samsø, hvor blandt andet Popstars-vinderne, Jon og Eye-Q, har indspillet deres materiale. I de senere år er Krebsen begyndt at sporte et mere "indie" look, med hat og kraftige briller, hvilket får ham til at minde en lille smule om hans ven, Falchen, som også er en ven af bloggen.


Det er for vildt, at Poul Krebs er fra Aarhus. Vildt! AITMOOS vil gerne foreslå, at Poul Krebs samler alle sine venner og laver et gedigent rockalbum, som han kalder "Krebsens Vennekreds". Værsgo, Poul. Du læste det her først.

- Godt råd, AITMOOS. Jeg ta'r det med på vejen.
(Vi hører den lige igen)

 

tirsdag den 28. januar 2014

Aarhus-mode

Hvor går du hen, når du skal shoppe i Aarhus? Et af de første indlæg på bloggen rettede fokus mod Aarhus' måske fashion hot-spot numero uno, Fatme! Hvor du kunne få hjemmesyede bukser uden lommer, partisantørklæder med duft af røgelse og gamle somali-suits med tre knapper. Høj klasse. Men ak. Hverken butikken eller indlægget er noget værd den dag i dag. Det var ellers en mega fed boutique.

Autentisk billede af en aarhusiansk kvinde, som næsten kun kan være Tina Dickow, der er på vej ned for at shoppe i Fatme i selskab med en lækker italienerfyr. Hot!

Nå, men når nu, der hverken eksisterer steder som Boutique Fatme eller Hafnia-Arkaden længere, så må man jo ty til andre orakler for at få kendskab til Aarhus-moden. Her kommer københavnermagasinet om mode og musik, Soundvenue, ind i billedet.

 
Soundvenue har tydeligvis ladet sig inspirere af det aarhusianske komikerpar, Finn Nørbygaard og Jette Torps show "Musik & Fis", da de skulle finde på deres slogan. Rygtet lyder endvidere, at magasinet en kort overgang overvejede at kalde deres slogan for "Musik og dyr".

Magasinet  har været en tur i "Smilets By", som de har fundet ud af, at Aarhus engang blev kaldt, og spurgt en række nyrige overklasse-aarhusianere om det "sejeste modespot" i Aarhus. Vi bringer her nogle af svarene:
BANG!
WUTJAH!
AIGHT!
U MAD BRO!
   
SHIT JUST GOT REAL!
  
YOU SO CRAZEH!

50% svarer altså i den ene eller anden form "Latinerkvarteret". Hvor overraskende! I det mindste nævner de ikke Solid!, hvor man ellers kan få nogle t-shirt med noget fedt print. Dog er Latinerkvarteret angiveligt ikke det eneste sted, man kan spotte sej mode:
 
 Eller som en anden formulerer det:

"Verdens mindste storby", indeed. Hvis du selv vil spotte den "fedeste street style", så tjek det ud her. Det er cirka lige så dumt, som det lader til at være.
- Aarhus-mode? Hvorfor spurgte I ikke bare os?

fredag den 27. april 2012

Bevar Chas. E

I mange år har kendere og nydere af spirituøse drikke valvartet til ét sted i midtbyen for at forsyne sig. Engang var det det eneste sted, man kunne købe absinthe, hvis ikke i hele Danmark, så i hvert fald i Aarhus. Der er selvfølgelig tale om Chas. E. Vindrikkerens Mekka. Grundlagt i 1921 af Charles E. Petersen.


I næsten 100 år har den ligget trygt og godt i Ryesgade, upåvirket af alle de latterlige butikker der ellers skød op. Men nu kan det være slut. Tøjkoncernen Bestseller, som ejer ejendommen, vil ombygge Ryesgade 5 med en stor tilbygning bagud og derefter anvende den til en stor tøjbutik i ejendommens fulde bredde, skriver Stiften.dk. Intet mindre end skandaløst. AITMOOS tager på det kraftigste afstand fra denne såkaldte "Bestseller" (tal om falsk varebetegnelse...), som sælger stærke mærker som Jack & Jones, Selected og Only. Ukendte mærker, som man ikke kan få andre steder i Aarhus. Tøj som det Peter Graulund plejer at købe i Solid Menswear

- Bestseller? Der skal jeg da helt sikkert ned og shoppe, håber de har nogle t-shirts med fedt print

Bestseller, I har fået AITMOOS og vores læserskare på nakken. I kan godt begynde at ryste i jeres slidte denimbukser med bootcut.

tirsdag den 17. august 2010

Guide til Århus: Hafnia-Arkaden

Hvad gør du når du går rundt på Strøget og bare må væk i en fart? Hvad end det er for at gemme dig for en gammel bekendt, en hektisk flugt fra gadesælgerne fra Amnesty International, bare fordi der er for mange mennesker eller hvad der nu måtte plage dig. Nå... hvad gør du så? Du smutter da ind i Reginabygningen, bedre kendt som Hafnia-Arkaden. Et hemmeligt, glemt sted midt på Strøget. Som at gå under jorden og bevæge sig ind i et parallelunivers. Et sted hvor al den falske overfladiskhed fra Strøget er pist forsvundet. Hvor butikkerne ikke udgiver sig for noget de ikke er. Her handler det ikke om succes, trends eller overgearede ekspedienter.


Ude foran arkaden står der nogle gamle bekendte som du helt sikkert er stødt på. De vil sælge dig ærter, de vil sælge dig blomster. De vil forføre dig til at købe deres varer med et enkelt middel: Ved at råbe. "Der er to buketter for trejve, det' hal' pris, då" - hvem kan stå for det? Svaret er: Ingen.


 
"Muahaha, penge... Penge!"


Gå indenfor i selve Arkaden, der husede en biograf indtil 1983. Da besluttede man at oprette omkring 20 butikslokaler, som handlede med alt mellem himmel og jord. For eksempel lå her tidligere en butik der solgte det stof drømme er lavet af. Merchandise i alle afskygninger. Plakater, t-shirts og i særdeleshed nøgleringe med Take That, 2Pac, Gianfranco Zola... Ikke nok med det, de solgte også guldkæder, ringe, alverdens smykker der hang og skinnede og afgav nikkel på en baggrund af rødt velour. På væggen hang en seddel som indehaveren havde skrevet: "Du må ikke stjæle - jeg må ikke slå?" Word. Det lod til at butikken i særdeleshed havde specialiseret sig i merchandise fra idolgruppen Kelly Family, som de århusianske teenagere elskede højt. Man forstår hvorfor.


Butikken har af uforklarlige grunde måttet dreje nøglen om, men frygt ej. Du kan gå ind på arkadens café og drikke en kop kaffe. Der er dog usandsynligt mørkt indenfor, så sæt dig ud hos stamgæsterne, der sidder langs gangen og kigger på de mange mennesker der går forbi. Caféens kaffe er noget sur, så kom godt med kaffefløde i.


 
Kombinationen af sur kaffe og sød fløde er en Hafnia-arkadisk specialitet.

Når du har drukket din kaffe, er det vel på tide at blive klippet. Bare rolig, du behøver ikke lede længe for at finde en kompetent frisør. Arkadefrisøren kan klippe en frisk frisure. Kort i siderne, langt i nakken og højt på toppen. Se selv nedenfor. (Tak til brugeren "Roger" for linket).



Desværre er det blevet besluttet at de små, intime butikker skal erstattes af en kæmpe butik i tre etager på hele 400o kvm. Altså endnu et ligegyldigt center på linje med det nede på Clemens Bro og alle de andre centre i Århus. Og altså ikke længere noget sted at gå i skjul hvis Strøget bliver for overvældende for dig.

Læs mere om arkadebygningen og dens historie her.

søndag den 8. august 2010

Her er dit liv: Bamse

Han er kendt som den eneste mand i verden der kan få en Rickenbacker-bas til at se lille ud. Den høje, skærende vibrato der synger "de hviie, vi flå-å-år dem!" i AGF-hymnen "De Hvide fra Fredensvang". Derfor kommer det nok som et chok for dig at Bamse rent faktisk er født i Randers. Men bare rolig, hans barndomshjem lå trygt lige midt i Viby Jåj, som du nok kan høre på hans accent. Du har sikkert set ham køre rundt i sin store Citroën i Risskov eller omegn. Måske er du stødt på ham på Oasen Grill i Risskov, mens han står og tæller sine byttepenge og drikker Cocio.


Du husker sikkert også da hans hus, der lå nede ved stranden i Risskov, brændte. Folk valfartede dertil for at se de forkullede rester af Bamses hus. I dag bor han i Egå. Jo tak.


Bamse i ensom majestæt på Egå Marina

Flemming "Bamse" Jørgensen slog for alvor igennem midt i 1970erne med gruppen Bamses Venner, der blev dannet i 1973. Med et stilrent image bragede de ind på de danske hitlister ved hjælp af Bamses insisterende og kraftfulde vibrato. Der befandt de sig godt, og derfor er de blevet der helt op til i dag.


I starten af dette årtusinde skabte han overskrifter ved at tabe sig ikke mindre end 50 kg alene ved at drikke Cocio light. Det medførte et regulært imageskifte hvor en strømlinet Bamse med stram, slikket hestehale gik all in og udsendte mesterværket "Stand By Me" med engelsksprogede sange. Den solgte 200.000 cd'er, sandsynligvis fordi hver eneste familie i Århus købte et eksemplar. Bamse havde jo ellers mest været kendt for sine danske oversættelser som "Vimmersvej", "Er du langsom i nat" og "Jeg har kun tre tænder". Han droppede da også hurtigt både kuren og det engelske igen og gik tilbage til danske sange og solid dansk mad.

Dette kunne man konstatere ved selvsyn da han fik en rolle som troubadour i julekalenderen "Brødrene Mortensens Jul". I starten af hvert afsnit leverede Bamse sin punchline "Ka' I huske i går?" på klingende århusiansk, hvor han smukt kaldte julenissen J.N. for "Jåj N".

"Hva' så knejter, ka' I huske i går?"
Sidenhen har han også været med i et obskurt program der hedder "All Stars" hvor han ledte et kor bestående af folk fra Århus. Bamse vil dog altid stå stærkest med sin lille bas på sin store krop, eksemplificeret ved klippet nedenfor:



AITMOOS bøjer sig i støvet for en af Århus' ægte sønner. Her kan du læse et hudløst ærligt interview med manden selv. Det er stærke sager. Stort, som manden selv.

onsdag den 28. juli 2010

Vikingetræf

Der er én ting ethvert rask århusiansk barn må prøve. En form for ilddåb og forberedelse til det utrygge natteliv i Århus. Du har gættet det, sandsynligvis på grund af indlæggets overskrift. Der er selvfølgelig tale om det årlige vikingetræf ved Moesgård strand, som i år finder sted i denne weekend.

 
"Ja ja, kom her... Kom ud til Moesgård, så tager vi i byen"

Vikingetræffet er det største i Norden og er blevet afholdt siden 1976. Det besøges hvert år af cirka 20.000 - 25.000 mennesker, altså flere end der nogensinde er på stadion. Her kan man købe kopier af vikingetidens værktøj og redskaber, fremstillet af jern, træ, læder, sølv, uld, rav, glas, pil, fedtsten og mange andre materialer. Altså ting man normalt kun kan få i Latinerkvarteret. Brugbare ting, vel at mærke. Hvem har ikke brug for et vikingeredskab? Et vikingekrus til at drikke din Ceres af. Eller måske en kniv til at klare dig i det hårde århusianske natteliv?

 
Tip: Med denne kniv vil din modstander standse kampen for at beundre det smukke indgraverede mønster, og dermed vil du undgå konfrontationen. Du læste det her først.

Den helt store attraktion er, som du allerede ved, de iscenesatte (?) slåskampe mellem vikingekrigerne. Her slås de autentiske slagsbrødre, og ryttere kommer ridende på vikingeheste. Det er et mind-blowing syn. Se selv hvordan i klippet nedenfor. Vi skal advare om stærke billeder.



Ægte vikinger kommer langvejs fra for at få lov at smadre hinanden. For eksempel flyttede en af bartenderne fra Sherlock Holmes pub permanent fra England til Århus fordi han ville klæde sig ud som viking og slås hvert år. "Fuck det, jeg flytter derover, så slipper jeg for at smugle mit vikingesværd med i flyet fra Ryanair", tænkte han. Det er godt tænkt.

AITMOOS kan her præsentere eksklusive billeder fra vores private arkiv. Avisudklip som omtaler vikingetræffet enten 1987 eller 1988. Værsgo.


tirsdag den 1. december 2009

Bye bye Raahauge

Ak. Finanskrisen er også nået til Århus og det går nu ud over en regulær institution: RAAHAUGE. I over 50 år har tøjbutikken klædt århusianerne på. Min mor har fortalt at det var det første sted i Århus man kunne få cowboybukser med lynlås foran til piger tilbage i 60ern'. Med dens beliggenhed i Frederiksgade kom man automatisk forbi den når man stod af bussen i busgaden for at komme op til Sherlock Holmes pub. Undertegnede købte ligefrem en cardigan med lynlås og to blå striber til sin blå mandag derinde. Og en Carhartt jakke tilbage i 1998. Men nu er det altså slut - Raahauge drejer nøglen om engang i det nye år.

No shit, Sherlock

Jeg husker når man pinagtigt skulle prøve bukser derinde. Ydmygelsen af at spørge efter den mindste størrelse, febrilsk stod man inde i det lille prøverum mens man tvivlede på om forhænget nu dækkede det der skulle dækkes. Når man så endelig havde fået bukserne på stod ekspedienten, der altid havde lyse spidser i sit strithår uanset hvem han var, klar udenfor og spurgte med grov århusiansk accent: "Hva' så, sidder de godt nok på dig derinde?". Som hos Fatme kunne man ikke undgå at føle sig presset til at købe de to par Lee til 500,- og gå derfra med butikkens sælsomme pose der var lavet af et mat, grynet materiale og føltes som var det velour.

"Jaeh, tror de sidder okay"

Jeg har i flere år skulle gøre mig morsom ved at kalde butikken for "RA-hauge" for at blive rettet "Nej, den hedder altså RÅ-hauge". Åh ja, det var tider. You don't know what you've got 'till it's gone, Århus.

torsdag den 27. august 2009

Guide til Århus 1


Vi kender det alle sammen. Du er taget en tur ind til byen, måske med 58’eren, måske med 56’eren. Nu vandrer du hvileløst rundt i en døs. Hvor skal du gå hen? Du har været i Badstue Rock og flippe gennem deres brugte cd’er. Du har beundret Hermafroditten på Pustervig. Du krydser Lille Torv mens du forgæves forsøger at gemme dig for sælgerne fra Amnesty International. Overvejer at gå ned forbi Åen, men det er som om at Vadestedets magi er forsvundet siden du var teenager. I stedet går du op gennem Clemensstræde. Du kan få dig en øl inde på Cockney Pub eller en vaffel på Underground? Men nej.

Det du er interesseret i er det måske mest eksotiske sted i Århus: Fatme. Stedet hvor du kan købe partisantørklæder i alle regnbuens farver, en stribet indisk bondeskjorte eller måske ligefrem et par hjemmesyede lyse cowboybukser uden lommer. Denne oase i verdens mindste storby, en mellemøstlig basar med duften af røgelse, genbrugstøj og læderjakker i diverse grønlige nuancer. En indehaver som kan sælge dig alt og overbevise dig om at du er nødt til at købe noget før du kan få lov at forlade hans butik. Sidst jeg var der var den blevet lavet om så den fremstod mere overskuelig, som det også ses på billedet. Det er spændende at se hvor længe Fatme kan blive ved med at få sine lange, krogede fingre omkring det århusianske efterskolepublikum og fastholde dem i sin hule hånd.