Viser opslag med etiketten stiften. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stiften. Vis alle opslag

tirsdag den 8. marts 2022

Rest easy, isenkræmmer

Redaktionslokalet på Stiften en onsdag formiddag. Stiften-koppen er halvt fyldt med lunken Peter Larsen-kaffe. Der er stille. En journalist sidder halvhjertet og bladrer Aarhus Onsdag igennem. Og så pludselig: Journalisten spytter den lunkne kaffe ud af munden og stirrer vantro ud i redaktionslokalet: "Hva' satan?! Schouby?! Har du hørt det? Isenkræmmeren på Trøjborg lukker!"


Efter 91 år lukker isenkræmmeren, som AITMOOS (naturligvis) allerede beskæftigede sig med i 2010, da vi bragte den vel nok definitive guide til Trøjborg, hvilket medførte udokumenterede påstande om nethandel, dårligt arbejdsmiljø og mobning i kommentarsporet. Samt en ivrig robot, der ville elske at gå til Trøjborg. Ild i bloggen!


I stedet rykker der angiveligt en "international kæde" ind. Lige hvad Trøjborg mangler. Slut med at bruge dine surt tjente lommepenge på en julegave til din syv år ældre kusine, som, når hun pakker den Disney-porcelænsfigur til 80 kroner (det svarer til 128 kroner i dag ifølge oldmoney.dk), som du gerne selv ville have haft, ud, slår en hånlatter op og udbryder: "Hvad skal jeg bruge den til?" I stedet kan du nu sikkert bruge de 80/128 kroner på en lunken café latte eller på en slatten Fruit of the Loom t-shirt lavet af slaver i Bangladesh. Trøjborg bliver aldrig det samme igen. Sæt de mange dannebrogsflag, der vajer over butikkens monumentale facade, på halv, og afspil absurd højt sørgemusik i halvtagets indbyggede højtalere. Sov godt, isenkræmmer.

onsdag den 11. februar 2015

Her er dit liv - Kurt Thyboe

For nylig gav AITMOOS dig historien om Helmigs "Malaga". Nu hylder vi en indfødt aarhusianer, der stadig bor i Malaga, og som, til trods for sit efternavn, aldrig har boet i Thy. Kurt Thyboe: Her er dit liv, champ.


Kurt Thyboe blev født i Aarhus d. 24. januar 1940. Han er altså netop fyldt 75 år. Kurt var en arbejderknægt, hans far var søfyrbøder, men han lærte angiveligt at læse fra han var 3-4 år. Han brugte sine læsefærdigheder på  Møllevangsskolen, hvor lærerne sagde, at han var for klog. Han gennemførte hele folkeskolen og gymnasietiden på 10 år. Kurt gik Marselisborg Gymnasium, hvor han tog studentereksamen med de højeste karakterer og blev Danmarks yngste student. Her mødte også sin ven, Jørgen Leth, som engang holdt en "Jazzfest" i Brabrand, hvor Kurt blev forført for første, men ikke sidste gang.


Efter gymnasiet blev Kurt lidt af en rod. Han blev "anderumpe" og kom blandt andet i knivkamp på Aarhus Havn. Han tog en tur til søs, ligesom farmand, og besluttede sig for at blive journalist. Det ville selvfølgelig have været oplagt at søge ind hos Aarhus Stiftidende, men allerede dengang var Kurt klar over, hvor meget Stiften ville synke i forfald. Derfor endte han på Aalborg Stiftidende. I dette klip kan du se ham fortælle en virkelig episode, som indrammer livet i provisen helt perfekt.



Senere blev han chefredaktør på det kulørte blad "Ugens Rapport", hvis indhold ikke kan interessere AITMOOS' læsere. Det er også på denne tid, at Thyboe møder det amerikanske rockband Dr. Hook og spørger dem: "Can I ride with you guys"? Og de svarer "Sure, Kurt". Altså ikke "sure Kurt!", men "helt sikkert, Kurt!" I tourbussen lå Kurt og røg marihuana og drak whisky og blev "godt støvet". Oh yeah. Måske var det på denne tour, at Kurt tillagde sig sin vane med at blande dansk og engelsk?


Efterhånden blev Kurt kendt som en gudsbenådet storyteller og selvfølgelig som boksekommentator. Hvem husker ikke den legendariske episode i et opgør mellem "Iron" Mike Tyson og Lennox Lewis, hvor Thyboes favorit, Mike Tyson, fik gedigne prygl, hvilket fik Kurt til at råbe "Mike Tyson! Som en skoledreng modtager han spanskrøret!". Eller hvad med Kurts helt specielle sejrshyl?



Kurt Thyboe er en uddøende race, en ægte aarhusiansk fighter og ener, som der desværre bliver færre og færre af. Tillykke med de 75 år, Kurt. Vi ses i byen. Champ.



onsdag den 3. december 2014

AITMOOS-julekalenderen: 3. december


- Nu, hvor du har brændt mig af...

lørdag den 4. maj 2013

Statusopdatering

Wush! Så blev 2012 pludselig til 2013! Ja, sådan kan det gå. Hvad er der sket i Aarhus i mellemtiden? Ingen ved det. Nogle plausible bud er, at endnu flere af de gamle butikker er lukket,og nye kæder er kommet til. Som f.eks. Joe & The Juice, der er åbnet inde i Magasin og Bruuns Galleri, hvor du kan høre udknaldet techno, mens du febrilsk skynder dig at drikke din friskpressede juice med æble, ingefær og bladselleri, så du kan komme ud derfra igen.

- Yo yo yo, hvad så der, Bruuuuuuns?! Fyr den af for viiiiiiiiiiildt!! Man får vildt meget energi af vores juice! Wuw! Wuuuuuuw!

Derudover er det, sandsynligvis, gået støt nedad bakke for byens hold, Jyllands konger, de hviiiiiiii'e, mindst siden forårspremieren i Superligaen. Med dertilhørende komplet mangel på selvindsigt og situationsfornemmelse, som om chanten "Vi rykker aldrig ned" har indboret sig dybt i spillere, trænere og ledelses bevidsthed. Forståeligt nok, det er en stærk chant.

- Hvordan skal jeg nogensinde finde på en frisk kommentar til pressen, når vi er så pikke ringe...? Jeg ér altså ikke Troels Bech.
(Jo, du er).

Kort sagt, alt er ved det gamle i Aarhus. Og dog. En af årsagerne til, at AITMOOS har ligget stille i snart et år, er af den simple årsag, at kilden til mange af bloggens nyheder, stiften.dk, har valgt, at deres artikler ikke længere skal være gratis. Og det til trods for, at AITMOOS har breaket utallige nyheder, før de kom på Stiften. Nærigt. Købe adgang til nyheder fra provinsen? Har man hørt en loppe gø. I øvrigt har avisen valgt, at symbolisere den begrænsede artikeladgang med en nøgle, hvilket er intet mindre end en hån mod "byens nøgle", som har været et tilbagevendende indslag her på bloggen.


Bemærk, hvordan dobbelttydigheden skinner igennem: Afvisningen, "nej, jeg vender ikke tilbage, aldrig!", og så nøglen, der siger "du er fucking heller ikke ikke velkommen i Aarhus!". Ja, ja. Altså et farvel og tak til Stiften, som vel fortsætter sin kurs mod afgrunden og den økonomiske ruin, hvor Jan Schouby kan fortsætte med at være bitter over AGF. Dét vil vi altid have til fælles. AITMOOS er stadig uafhængig af økonomiske interesser, men kan måske overtales til at skrive en artikel om et givent emne (pris: en stor fa'j eller en vodka og Red Bull). So long, Stiften, og "hej igen", AITMOOS-læsere!


lørdag den 13. november 2010

Hvad siger de? - 5

Det er ved at være noget tid siden at der har været en "Hvad siger de?" her på bloggen. Her ser vi Odense-drengen Thomas Helveg sammen med en ung dreng i form af Martin Jørgensen. Hvad siger - eller tænker - de? Du ved det jo godt!

mandag den 15. marts 2010

Chockafsløring!

For nylig kunne man her på AITMOOS i indlægget Parken Warm Up læse hvordan at alle på AGF's topscorerliste ikke var til rådighed i kampen mod FCK. Nu viser det sig at stiften.dk har ladet sig inspirere af indlægget i artiklen Hvor skal målene komme fra? Bevares, AITMOOS har ofte ladet sig inspirere af Stiftidendes artikler, men altid sørget for enten at kreditere eller linke til selve artiklen.

Det lugter langt væk af kopiering, men som mærkevarekopierne fra Tyrkiet eller Hong Kong er det umuligt at afsløre. AITMOOS har derfor valgt at lade sig smigre og tage det som en kompliment at Åhus Stiftidende tydeligvis lader sig inspirere af bloggen.

Hvad gemmer AITMOOS under skørterne?
Stiften, you naughty boy!