Viser opslag med etiketten overskæg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten overskæg. Vis alle opslag

fredag den 2. januar 2015

Mickey Lee...


Aarhus er blevet en levende legende mindre. Tak for Pizza Party, Mickey.


onsdag den 2. maj 2012

FunCity bag facaden

Når man kommer gående mod Rådhuset i Hans Hartvig Seedorfs Stræde, kan man godt føle sig lidt tom. Bogstaveligt talt. Det er som om der mangler noget. Som om et bortrevet monument, der har efterladt et tomt hul i dit hjerte, som underbevidstheden bare ikke vil lade én huske. 

- Åh, jeg føler mig så tom indeni, men jeg ved ikke hvorfor...

Det er hårdt at håndtere denne slags fortrængninger, men AITMOOS kan nu afsløre, hvad denne tomhed skyldes. Den skyldes FunCity. Denne morskabens by i byen, hvor du kan gå ind og have det rigtig sjovt, for eksempel ved at skyde med laserpistol eller spille arkadespil eller... nogle andre ting. De er i hvert fald sjove.

- ÅHH, det er sjovt, det her, jeg flækker snart af grin! God sjov, FunCity!

Men det er ikke sjov og ballade det hele. Årsagen til at du føler dig tom skal nemlig ene og alene findes i FunCitys facade. Åh, ja. Nu begynder det at dæmre. Den dedikerede læser vil selvfølgelig huske FunCitys kontroversielle gavlfacade. Halen af et fly stak ud over indgangen til den gule bygning, en subtil antydning af, at flyet var fløjet ind i bygningen. Først blev man chokeret, men langsomt gik det op for én, at det bare var en joke. Som for at billedliggøre alt det sjove, man kunne lave derinde. Folk slog sig på lårene af grin over hvor sjovt det var: "Hahaha, nej, se! Dét er sjovt! Der vil jeg ind og bruge alle mine lommepenge!"

 - Ha ha ha, dét er altså god pot-humor, det der!
- Ja, thumbs up, Paulie, thumbs up!

Efter 9/11 fik piben dog en anden lyd. Nu syntes folk slet ikke det var sjovt længere, men at det var usmageligt. Lighederne mellem den gule toetagers bygning og de 4-500 meter høje tvillingetårne i New York var simpelthen for stor for aarhusianerne. Forståeligt nok.

FunCity krøb til korset og tog vragdelen ned. Ikke på grund af den negative omtale, det er klart, men simpelthen i et anfald af en hidtil uhørt situationsfornemmelse.

- Ej, okay, det var ikke sjovt alligevel

Nedtagelsen delte vandene. Det var en ambivalent følelse, at have haft det så sjovt over en gavludsmykning, men nu var det slut med den gratis morskab. Nu måtte man gå ind i FunCity for overhovedet at kunne have det sjovt. Alle spor af flyvraget blev fjernet, så her, 10 år efter, er der ikke engang et billede af det på selveste overvågningsportalen Google. Indtil nu. AITMOOS er nemlig kommet i besiddelse af et autentisk billede af facaden, som det så ud tilbage før verden gik af lave. Det bringer stærke minder frem hos folk. 

FunCity som det virkelig så ud i 2001
Værsgo, kære læser.

søndag den 25. april 2010

Erik RAUSmussen


Farveller, Erik. Med mindre du ser sådan her ud de sidste fire kampe er du færdig i AGF.

... eller hvad med at ansætte Rasmus Trads som assistent, nu hvor Tøffe-effekten ikke havde den store effekt?

Så kunne han svine den enkelte spiller til til træning, i pausen og efter kampen hver gang han havde lavet en fejl:

mandag den 25. januar 2010

Bispetorv

Parkeringsplads til hverdag, vært for Univers i Festugen og Boblen under jazzfestivallen. Ja, Bispetorv har altid været omstridt. Med sin beliggenhed lidt over for Domkirken ligger pladsen bogstaveligt talt midt i Århus C. For en 10-15 år siden var det primært kendt som et sted hvor udmagrede junkier hang ud. De offentlige toiletter som lå nede under jorden var altid noia at bevæge sig ned i. Vanvittige speedfreaks, tandløse narkomaner og en crazy sort voodoo-kvinde med cigaretter i ørerne og mord i øjnene var blot nogle af de mennesker som opholdt sig der. Toiletterne lå ved siden af en karakteristisk trappe som blev kaldet "Spytbakken". Byens børn blev advaret mod at nærme sig stedet alene og mange bekymrede forældre har gnedet sig op og ned af deres bukseben og bidt negle under Festugen når deres børn var nødt til at bevæge sig ned på toiletterne for at træde af på naturens vegne.

"Schllll..."

Det var ikke noget Århus Kommune kunne arbejde med. Ligesom på Vesterbro Torv og Klostertorv blev junkierne på Bispetorv jaget væk. (Noget kunne i øvrigt tyde på at disse junkier ynder at opholde sig på torve. Men hvordan definerer man egentlig et torv? Og hvordan hænger det sammen med et fortorv? Kom evt. med dit bud i en kommentar nedenfor.) Toiletterne blev derfor lukket og der blev opsat et enkelt offentligt toilet. Som man kan se i følgende tv-indslag (af Jack Fridthjoff) er dette dog heller ikke lutter lagkage. Mickey fra Mackie's Pizza (manden bag den legendariske cd "Pizza Party") fortæller lidt om historien om Spytbakken og om hvordan der kommer folk og bare skal bruge hans toilet selvom de hverken drikker øl eller spiser mad. Det er en unik mulighed for at se en af de sande legender i Århus midtby samt fremragende journalistik indenfor kategorien "News & Politics". Kravet om gratis toiletter til alle er selvfølgelig også en sag som AITMOOS kun kan bakke op om.

fredag den 4. december 2009

La' det gro

Det skal ikke være nogen hemmelighed at undertegnede altid har holdt af et godt overskæg. Jeg husker da jeg første gang anlagde mig en sådan kost i sommeren 2002 og vakte stor opstandelse på den Høje og sågar Strøget i Århus. Siden er kosten kommet og gået med skiftende succes. Nu er trenden så nået hele vejen til Silkeborg, Århus' retarderede kusine. Det drejer sig om en hyldest til veteranen Steven Lustü (ja, jeg kalder ham altså for Lystig) der i en alder af 38 somre indstiller sin aktive fodboldkarriere. I dette klip kan du blandt andre se Århus' enbårne søn Peter Degn fortælle med sin kvidrende lyse stemme om hvordan det er at gå rundt med en "snegl".

"Gro nu!", tænker han mens han desperat kigger ned på sin manglende skægvækst. Fra dengang Degnen spillede for AGF. Det var før han fik hår på... overlæben.

(Læg i øvrigt mærke til at Claus Elgaard er blevet vært for TV2 Østjylland som jo ligger i Skejby. Er han flyttet til Århus? Kan han dufte et snarligt mesterskab til de hviii'?) Desuden kan du lige nå at høre Kurt Leths vrisne voice-over i slutningen af klippet, skru højt op - hans stemme lyder som noget fra 'Tomorrow Never Knows': "Turn off your mind, relax and float down stream".

Her fra AITMOOS skal der i øvrigt lyde et stor tak til Steven Lystig for at han i vinteren 2006-07 fravalgte AGF da de spillede i 1. division. I stedet valgte han at skifte til Silkehår som rykkede ned et halvt år efter, netop som AGF rykkede op igen. Det er det man kalder karma.