Viser opslag med etiketten ungdommens kilde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ungdommens kilde. Vis alle opslag

fredag den 31. august 2018

Her er dit liv: Lars Muhl

Så er det atter blevet tid til at hylde en af Aarhus' sande helte. Denne gang er turen kommet til en "formidler af visdom. Han er esoteriker, metafysiker, musiker og forfatter". Han er: Lars Muhl!

Lars Muhl blev født i 1950 og er opvokset på Vestre Ringgaje i Aarhus. Her havde han sin gang på travbanen og Aarhus Stadion. På et tidspunkt boede han i Hasle, hvor han var barndomsvenner med faderen til et medlem af AITMOOS-redaktionen. Her gik drengene rundt i korte bukser og gjorde villavejene usikre, men Lars var ikke som de andre drenge. "Han fortæller, at han var et ensomt og indelukket barn med en evne til at se og lytte på det oversanselige niveau," udtalte han til JP i 2002. Derfor søgte han imod musikken. Han spillede blævre-orgel i den første aarhusianske supergruppe, Daizy, og det lød helt vildt. Så er der altså dømt progressiv rock.


Karrieren gik slag i slag, senere blev han sanger i new wave-bandet Warm Guns, men her på AITMOOS kender vi ham primært fra hans solokarriere.  Med sin eklektiske og excentriske tilgang kunne han minde om Danmarks svar på David Bowie, men han er nu nok snarere Aarhus' Bryan Ferry. Det er også fedt nok.


Det er nemlig rigtigt, Lars. I offentligheden huskes Muhl især for sine deltagelse i Melodi Grand Prix i 1995, som i et anfald af 90'er-agtigt storhedsvanvid havde fået det prætentiøse navn Musik Event '95. Ud over den senere vinder, Aud Wilken med "Fra Mols til Skagen", deltog også Master Fatman med rottehaler og to gravide korsangere, og ikke mindst havde Anne Linnet et nummer med, som blev sunget af Ulla Henningsen, den erotiske "Du kysser som en drøm", der vist nok satte diller-dalleren i brand hos mangen en pubertetsdreng (og -pige. Ikk', Linnet?). Som noget nyt var det ikke muligt at afgive sin stemme, da man ville straffe befolkningen for at have stemt på Seebachs "Under stjernerne på himlen", som floppede totalt ved Eurovision i 1993. Iskoldt. I stedet skulle det hele afgøres af en musikkyndig jury, der blandt andre bestod af Søs Fenger, Bent Fabricius-Bjerre og Sebastian. Satme godt nok også et stærkt hold.


Muhlen stillede op med sin egen komposition, den episke ballade "Europa", som blev nummer to, da alle juryens kvinder stemte på Aud Wilken. Undtagen Monica Krog-Meyer, som gav 12 point til Lars Muhl, men ingen på AITMOOS-redaktionen ved, hvem hun er, så ...



Lars Muhl blev således snydt for sejren, det ved alle. Prøv bare lige at se ham, mand. Prøv lige at se!


Efterfølgende droppede han populærmusikken - hvilket er forståeligt, hvis han er lige så skuffet, som AITMOOS-redaktionen var over, at han ikke vandt med "Europa". I stedet slår han sine folder som connoiseur i religiøs mystik, som han har udgivet flere bøger om. Han er også begyndt at lave new age-musik. Han har endda mødt selveste Dalai Lama, og han forærede ham en af sine bøger, som du kan se nedenfor.


Som man også kan se, ser Muhlen stadig særdeles skarp ud, som en hvid krist, ulasteligt klædt, og med en lille snert af Lykkedragen Falcor og fodboldtræneren Christian Andersen.


Nyd ham her på Roskilde Festival 1991 med cigaret i mundvigen, Sgt. Pepper-jakke og hvad der lyder som David Silver på sirligt elpiano. Et styks konge.


tirsdag den 13. maj 2014

Nick Horup - en hyldest

Sidst AGF rykkede ned besluttede en enig AITMOOS-redaktion, at vi ikke ville dække AGF længere. Der var andre medier, der tog sig bedre af det. Nu, hvor AGF så er rykket ned igen, kan vi passende starte forfra. Forvent derfor reaktioner fra næste sæson i 1. division, hvor vi vil svælge i nedturen.


Et af de medier, som beskæftiger sig indgående med fænomenet AGF, er TV2 Østjyllands fodboldmagasin "Fodbold med Horup". Hver tirsdag har den altid sympatiske Nick Horup aktuelle gæster i studiet, som debatterer de store klubber i Østjylland, hhv. AGF, Silkeborg og Randers FC. Foruden to repræsentanter fra disse klubber, er der også altid to journalister, f.eks. Jan "bitter mand" Schouby eller den tommelfingertrillende storcharmør i det koboltblå jakkesæt, Tommy Poulsen fra Horsens Folkeblad. Nick guider os igennem interviews og meningsudvekslinger, hensynsfuldt, men bestemt, som en følsom og erfaren elsker. Det ender i klimaks hver gang.

- Join me next week - on Rescue 9-1-1... æh, jeg mener i "Fodbold med Horup"

Nick Horup er manden bag den elskede programserie om Morten og Peter, som efterhånden har kørt i over 20 år. Det absolut stærkeste klip fra serien har været bragt på bloggen tidligere, men vi bringer det lige igen.


Den tilsyneladende kontroversielle sætning efter 56 sekunder, som ikke er tekstet, er i øvrigt "Dommeren har lort i lommerne!", som Horup åbenbart har fundet for stærkt til TV. Det er dog ikke for stærkt til bloggen!

Succes.

Nick Horup er nysproglig student fra Marselisborg Gymnasium og læste en overgang statskundskab ved Aarhus Universitet, inden han blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Nu er han redaktionschef på TV2 Østjylland. Mange aarhusianere vil i øvrigt kende Nicks behagelige og fløjlsbløde stemme fra NRGI Park, når han taler over højtalerne. Men det virkeligt vilde er, at Nick Horup er født 22. juli 1953. Det vil sige, at han i skrivende stund er 60 år, snart 61. "Men han ligner jo en dreng?!", tænker du. Ja. Det er helt vildt. Du læste det her først!

 
- Hahaha, født i 1953, skulle jeg tro på det, Nick?! Så er du jo kun 2 år yngre end mig, men du kunne jo være mit barnebarn? Okay, nu bliver jeg deprimeret.

Aarhus In The Middle Of Our Street elsker Nick Horup, og vi elsker især "Fodbold med Horup", som forhåbentlig bliver ved med at blive sendt, indtil Horup stopper på tv om 40-50 år. Altså, med det udseende... wow! Programmet kan i øvrigt ses her.

Niiiiiiick!! *skriiiig*