Viser opslag med etiketten 902010. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 902010. Vis alle opslag

torsdag den 30. december 2010

Aarsrevy 2010

Ja, det var så det. 2010. Året der skulle have været "90-2010", året som skulle have kickstartet de nye 90ere. Festen fes dog uden inden den nåede at komme i gang. I stedet endte det med navneskift, nedrykning, nedrivning, busnedlæggelse, lukning og slukning. Det er nok på tide at indse, både for AITMOOS og for Århus; 90erne kommer aldrig igen.


Ligesom Beverly Hills 90210 er blevet erstattet af den blodfattige og polerede "90210", er Århus blevet erstattet af det kedelige og forudsigelige "Aarhus". Pæn og nydelig på overfladen, men også kedelig efter at man har set et enkelt afsnit. Skal Aarhus virkelig fremstå som en by uden plads til skæve eksistenser som Dylan McKay? Svaret får vi i 2011.

- Du kommer lige med mig, du. Vi ønsker ikke din slags i Aarhus, skrub tilbage til 90erne
- Pis...

Hvad bringer 2011 mon ellers? Ja, det står i hvert fald fast at den legendariske letbane, som du kan se en animation af her, snart kører på skinner. I det mindste ligner animationen noget der er lavet i 90erne på en god gammel Amiga.

Derudover skal Århus som bekendt staves Aarhus fra næste år. Byen skal også have en ny borgmester efter næste folketingsvalg. Desuden fremgår det at Århus skal have nyt brand i 2011. Århus byråd har indledt arbejdet for at finde frem til en ny måde at markedsføre Århus på. Byen skal være kendt i indland og udland, og derfor er der brug et effektivt signal i form af et logo eller brand. Derfor har JP Århus nu udskrevet en konkurrence for at hjælpe med at finde dette nye brand. En konkurrence som vel at mærke ikke har den fjerneste indflydelse på byrådets arbejde, men blot skal give læseren indtryk af at han/hun har en stemme der skam bliver hørt. That's the spirit! De kunne jo starte med at omdøbe sig selv til JP Aarhus...

"JP Århus, ha ha ha"

AITMOOS følger sagerne i 2011, samtidig med at vi bliver ved med at dække det skjulte, glemte og oversete Århus. De store personligheder, de små detaljer. Tak for alt, 2010, og godt nytaarhus.

fredag den 17. september 2010

Postnumerolog



Der er gang i den i Århus. Eller skulle jeg sige Aarhus? Vi husker hvordan debatten raser om hvordan ÅAarhus skal staves fremover. Hvordan smilet i smilets by er stivnet. Og selvfølgelig hvordan der planlægges at indføre et helt nyt bussystem og nedlægge både 1'eren og 58'eren. Som om det ikke var nok, ønsker erhvervschef Jan Beyer Schmidt-Sørensen, if that indeed is your real name, at ændre postnumrene således at Risskov, Viby, Højbjerg og Lystrup kommer til at høre under Århus.

"Åh nej, hvad var nu postnummeret?! Postnummeret, siger jeg!"

"Men hvad betyder det?", tænker du. Det betyder at en virksomhed vil ”flytte” fra 8260 Viby J. til 8260 Aarhus S, som du kan læse her. Så langt så godt. Man kan se pointen. Bloggen er dog splittet. På den ene side er det altid godt med mere Århus. På den anden side... Det er jo Viby Jåj vi taler om. Den måske mest præstigefyldte adresse i hele Danmark.


Og hvad med Risskov og Lystrup? To bydele der bærer på et dybt had til hinanden. "Rig-skov" vs. "Gun City". Og hvad med Johnson, kan han overhovedet finde rundt i Århus nu?

mandag den 3. maj 2010

Historien om en Århus-pige

Kan du huske det? 1991. Muren er faldet og Sovjetunionen er kollapset. Historien er slut, siger man. Mon dog. En lille lyshåret pige med intet mindre end perfekt århusiansk accent dukker pludselig op på badmintonscenen. Camilla Martin vandt 13 DM-titler i træk, noget som Århus næppe kommer til at opleve igen i nogen sportsgren. Hør hende snakke efter 22 sekunder i klippet her:


Lyden af Århus.

Desværre er det ikke lykkedes at opspore Camillas største tv-øjeblik, den legendariske reklamefilm for Sorbits med punchlinen "det er bare knaldgodt tyggummi!" Sorbits som jo indholdt sorbitol som, hvis du er heldig, kan give kraftig diarré.

- Ej, seriøst, kan det give diarré? Ej, hvor pinligt...

Camilla Martin var indbegrebet af en Århus-pige. Århus' svar på Donna Martin fra Beverly Hills 90210. Der fandtes ikke én mand (eller kvinde...) i Århus som Camilla ikke kunne få. Først var hun kærester med daværende AGF-spiller Martin Nielsen. Hele Århus elskede Martin og Martin. Senere kom badmintondrengen Peter Gade til. Århus' svar på David Silver. Han var, som med David og Donna, også den yngre part. Århus græd da forholdet gik i stykker. Ligesom med Donna og David...

- Bliver det mon i aften, Camilla...?
- Nej, du ved godt at jeg har lovet min mor at vente til jeg bliver gift.

I modsætning til i Beverly Hills var det dog Camilla der var den utro part. Avs, Camilla. Den var værre...

mandag den 11. januar 2010

Bye Bye Lumb

... den finanskrise. Knap er man kommet ind i "902010" før at de hviii' har sagt farvel til de største profiler. "Også du, min søn Lumb". Nu må det også godt stoppe hvis vi ikke skal tilbage til 00'erne og 1. division.

Du får et nummer som vi spillede i frikvartersbandet i 7.-8. klasse, godt nok blev den oversat til "Han er dum - han er dum - han er dum - han er dum og grim!" Jah, det var tilbage i de rigtige 90'ere.

Lad os også mindes en kamp hvor tidligere assistenttræner Johnny "de Luxe" Mølby under det meste af kampen stod og råbte "dét' godt, Lumbie!" med den lyseste Koldingaccent der nogensinde har lydt i hele Århus.

onsdag den 30. december 2009

Godt NytÅrhus!

Det var så 00erne. Et årti der havde den havde den utaknemmelige opgave at efterfølge 90erne. Et årti som undertegnede, set med Århus-briller, først og fremmest vil huske for AGFs nedrykning og efterfølgende flotte kampe i 1. division mod storhold som HIK, AB og ikke mindst Ølstykke.

00erne - set med Århus-briller. Kigger nedad, som i nedrykning.

Derudover var det - lad os bare være ærlige og sige det - desværre også et slattent årti for popmusikken. Jooh - det var det. Også i Århus. Dog slutter vi 09 af med hvad der er, måske 09's, måske bare 00ernes bedste nummer. Caroline fra Grenå med "Fanget i et eventyr" fra MGP 2009. Hendes to dansere er fra Århus, hun øver i Århus, og hvis Wilson Kipketer og Ludvig Holberg var danskere (og dét var de!), så er Caroline sgu også århusianer. Gi' den op for de nye 90'ere, "902010".


Byens nøgle? Jeg tror at den ligger i mit hjerte...