onsdag den 26. juli 2023

Sherlock Holmes og den økonomiske ruin

De mange faste læsere af bloggen vil vide, at der i Aarhus ligger et åndehul, som har lagt lokaler til mangen en legendarisk hændelse. Der er selvfølgelig tale om Sherlock Holmes Pub, i folkemunde kaldet S.H., som nu desværre ser ud til at være gået konkurs. Det er ganske enkelt en katastrofe, ikke blot for Aarhus, men især også for AITMOOS. Allerede i 2009 dækkede vi den rørende og sælsomme historie om den døvstumme fra SH, og året efter udlagde vi, hvordan striden mellem Sherlock Holmes og nabopubben, The Golden Lion, havde artet sig. Rygtet om SH's konkurs har bredt sig som en steppebrand, og folk begyndte at stille det naturlige spørgsmål: Hvor er Sølvræven i det her?

Klik på den for at gøre den større
(det sagde hun også i går)
 
For nye læsere af bloggen skal det siges, at Sølvræven - og hold nu godt fast - var den tidligere ejer af SH. Og ja, vi skrev "tidligere ejer". AITMOOS kan således afsløre, at Sølvræven solgte SH i 2012. Den epokegørende oplysning fik vi fra en tilsyneladende pålidelig kilde, der kalder sig Linkedin.

Dette kommer selvfølgelig som et ekstrastort chok oven på nyheden om pubbens, eller skal vi sige "restavirksomhedens", konkurs, men sandheden må og skal frem. Hvor er Sølvræven så i dag? Han går såmænd under det borgerlige navn Dann, og man har kunnet læse i Stiften (hvor ellers?), at hans nye virksomhed går sådan lidt op og ned.

03. maj 2022: Waheeey, hold da kæft, det går sgu da godt!

28. marts 2023: Satans!

Et af de store tiltrækningspunkter for pubben var, at man i tidernes morgen kunne få en Guinness til den nette sum af 30 kroner mellem klokken 15 og 19 hver dag. En helt vanvittigt god pris. En dag fik Sølvræven dog den idé at hæve priserne med 5 kroner per genstand, hvilket fik en stamkunde til at gå op i baren og kalde Sølvræven for "kapitalistsvin". Groft. Hvad tænker Sølvræven nu om konkursen? Han kan ikke være tilfreds.

 
AITMOOS-redaktionen har sandt at sige ikke besøgt pubben længe, men sidst vi var der, var der ægte livemusik på programmet. Mange havde håbet på noget Bert Jansch-agtigt folk, men i stedet blev vi begavet med et dansk coverband, der spillede alle de kendte lejrbålshits. Coverbandet sluttede et stærkt første sæt med en lang og lettere eksperimenterende udgave af "Wonderwall". Da bandet holdt pause, gik skribenten her op til sangeren og spurgte, om man lige måtte sige noget. "Ja?", sagde sangeren. "Du synger lidt lige som ham fra Brødrene Olsen," sagde skribenten. "Årh!", udbrød sangeren, som tog sig til brystet, mens resten af bandet brød ud i latter. En stærk aften.

Autentisk foto fra ovennævnte anekdote. Bemærk, hvordan sangeren får sig en lille Guinness.
 
Men hvad fuck skal der så ske med SH? Er det endnu en æra i Aarhushistorien, der er lakket mod enden? Der skulle være flere interesserede købere, men hvad skal det blive til? Får SH lov at bestå, eller bliver det lort? Og hvad med voksdukkerne? AITMOOS er håbefuld, men frygter det værste. Indtil videre kan du fornøje dig med dette interview med den tidligere ejer fra 2005, hvor Stiftens journalist måske nok formår at stave hans fornavn korrekt (det både staves OG udtales DANN), men hvor hans kaldenavn udelades: Sølvræven.


Ak. Det blev altså hverken The Golden Lion eller Professor Moriarty, der fik gjort kål på Sherlock Holmes. I stedet måtte SH tilsyneladende lade livet til ussel mammon. Altså tilsyneladende ...

Der er lys i mørket.

fredag den 11. november 2022

Den sande historie om et pakkebud

For mange måner siden modtog AITMOOS-redaktionen et anonymt tip fra den faste læser "Anonym". Det drejede sig om en artikel fra Stiften om et pakkebud, som i frustration over sin upålidelige scooter satte ild til selvsamme scooter. "Haha, god historie," tænkte vi her på redaktionen. Men snart gik det op for os, at der måtte ligge noget andet bag. Efter en månedlang, intens research kan vi derfor præsentere den autentiske fortælling om, hvad der i virkeligheden skete. Den kommer her:

 Historien starter med, at den unge mand, som vi vælger at kalde "Jimmy", kom kørende afsted på sin scooter. Han var godt tilfreds. Han skulle ud med pakker.

 

- Ja tak, lige ned igennem Busgaden, så er vi der. 

Det gik sådan set meget godt. Lige indtil der skete det, som der så ofte gør, at "Jimmy" simpelthen blev for mad. Han kørte alt for vildt, og scooteren røg ind under en varevogn, så pakkerne blev kvast.

 Bummer, man.
 
Efterfølgende var han ret bitter over det, der var sket, og derfor kørte han ned til Åen og surmulede i    regnen.


 - Lort. Kunne godt bruge en Guinness nu. 

Vi kender det alle sammen. "Fuck det, jeg tager i byen," tænkte han, og så tog han på SH og købte indtil flere rør.
Some might say
we will find a brighter daaaay ...
 
Næste dag havde han ikke overraskende tømmermænd. "Jimmy" var træt af sit job som pakkebud. Han gad faktisk ikke mere.
 
"Årh, det lort. Jeg siger op," tænkte han.
 
 Derpå gik han op til sin overraskede chef og sagde op.

- You can take that mail and that franking machine and all that other rubbish I have to go about with
and you can stuff 'em right up your arse!
 
Da han havde sagt op, ville han en tur til stranden for at klare sit hoved. Han ville egentlig have været ude ved Egå Marina, men han nøjedes med at tage en tur til Den Permanente, der som bekendt er Aarhus' svar på Brighton Pier. Han kørte dog forkert ved Grenåvej og måtte derfor spørge om vej.

- Ey, hva' så? Hva' vej ligger Den Permanente?
- Er du dum eller hva'? Det ligger neden for Risskov!
- Okay, tak.
 
Så kørte han ned til Risskov.
 
- Aaah ja, ud til skrænten, så jeg kan se havet og Den Permanente!

 
Skæbnen ville dog, at "Jimmy" ikke kunne få sin scooter ned ad den meget lange og smalle trappe, der leder ned til Den Permanente. Den var aaaalt for stejl. Derfor tog han en resolut beslutning og kylede scooteren ud over skrænten.

- Fuck det lort, mand.
 
"Jimmy" indså dog hurtigt, at det var dumt gjort, men det var der ikke noget at gøre ved. Han gik ned ad trappen for at købe en is, der kunne dulme hans tømmermænd.

 
 - Neeej, så har ishuset lukket. Udtur.
 
Så gik han ind til Aarhus igen.
 
- Så går jeg hjem Jeg går. Hej.
 
 
Men vi kender det som sagt alle. Man er egentlig på vej hjem, men man får alligevel lige lyst til at snuppe en enkelt kold. Således også vort unge pakkebud. Den stærke aften sluttede af med, at det unge pakkebud tog en tur på Sway. Jimmeeeeey!

Og det var altså den ægte, virkelige historie om, hvordan pakkebudets scooter brød i brand. Selv tak. I sender bare Cavlingprisen med pakkebud.

mandag den 16. maj 2022

Maskebal

Okay ... Okay. AITMOOS-redaktionen er i chok. I chok! Som man kan læse i Stiften - hvis den da ikke er gået ned pga. en massiv læserinteresse pga. den chokerende nyhed - er Under Masken blevet solgt. Fuck, hvor er det sindssygt, som Peter Graulund engang sagde. Stedets ejer siden åbningen i 1995, Hans Krull, har langet den sidste omgang nachos over disken.Vanvittigt.

Faste læsere vil selvfølgelig huske, at det var på Under Masken, at en mand i en Punk Royal-jakke blev set så sent som i 2017. I sandhed et kosmopolitisk værtshus. Vi håber, at den nye ejer ikke fucker det op.

tirsdag den 8. marts 2022

Rest easy, isenkræmmer

Redaktionslokalet på Stiften en onsdag formiddag. Stiften-koppen er halvt fyldt med lunken Peter Larsen-kaffe. Der er stille. En journalist sidder halvhjertet og bladrer Aarhus Onsdag igennem. Og så pludselig: Journalisten spytter den lunkne kaffe ud af munden og stirrer vantro ud i redaktionslokalet: "Hva' satan?! Schouby?! Har du hørt det? Isenkræmmeren på Trøjborg lukker!"


Efter 91 år lukker isenkræmmeren, som AITMOOS (naturligvis) allerede beskæftigede sig med i 2010, da vi bragte den vel nok definitive guide til Trøjborg, hvilket medførte udokumenterede påstande om nethandel, dårligt arbejdsmiljø og mobning i kommentarsporet. Samt en ivrig robot, der ville elske at gå til Trøjborg. Ild i bloggen!


I stedet rykker der angiveligt en "international kæde" ind. Lige hvad Trøjborg mangler. Slut med at bruge dine surt tjente lommepenge på en julegave til din syv år ældre kusine, som, når hun pakker den Disney-porcelænsfigur til 80 kroner (det svarer til 128 kroner i dag ifølge oldmoney.dk), som du gerne selv ville have haft, ud, slår en hånlatter op og udbryder: "Hvad skal jeg bruge den til?" I stedet kan du nu sikkert bruge de 80/128 kroner på en lunken café latte eller på en slatten Fruit of the Loom t-shirt lavet af slaver i Bangladesh. Trøjborg bliver aldrig det samme igen. Sæt de mange dannebrogsflag, der vajer over butikkens monumentale facade, på halv, og afspil absurd højt sørgemusik i halvtagets indbyggede højtalere. Sov godt, isenkræmmer.

fredag den 13. august 2021

Ølskandale part 2

 Der er en katastrofe under opsejling i Smilets. Hvad kan det være, tænker du?  Er Helmig og Renée gået fra hinanden igen? Holder dronningen ikke jul i Aarhus i år? Nej. Det er meget værre. Aarhus er ved at løbe tør for Ceres. 


Ja, den er god nok. Stiften kan fortælle, at der snart ikke er flere Top at få i byen. Artiklen er spækket med bedrøvelige eksempler på, at folk er blevet spist af med underlødige øl som Thor og Albani. Gys! Det er jo skrækkeligt!


Det bringer mindelser om den originale ølskandale, som AITMOOS tidligere har dækket. Ved et tilfælde oplevede denne signatur så sent som i går, at der udenfor mit arbejde lugtede særdeles bekendt. Jeg gik hen til en tilfældig, ukendt medarbejder og sagde "Her lugter mærkeligt." "Ja, her lugter faktisk lidt mærkeligt," svarede han. "Det lugter lidt ligesom Ceres-bryggerierne i Aarhus i gamle dage," sagde jeg. "Ja, det er rigtigt! Det er Ceres-lugten," svarede han på aarhusiansk. "Hvis man er derovre fra ..." lød det melankolsk fra ham.


AITMOOS kræver, at der kommer Ceres tilbage til byen omgående! Og flyt produktionen tilbage hertil, nu I er i gang. Hvorfor skal den produceres i Odense? Har den by ikke lavet nok ulykker allerede? Ceres-lugten tilbage til Aarhus NU!

onsdag den 4. august 2021

16

Du kender dem godt. De berømte albums, som altid topper musikmagasinernes lister over de bedste debuter: "Stone Roses", den første Brødrene, bananpladen, "Big Pink" og selvfølgelig den legendariske 3P.


Kan du huske 3P, kære læser? Nå, okay.
 
Typisk vil en debutplade være baseret på sange, der er skrevet over en lang periode, og gruppen vil have en form for nyhedsværdi, der gør den ekstra interessant. De fleste bands laver aldrig en plade, der er lige så god igen. Men andre bands har ikke så travlt. De tager det stille og roligt. Hvorfor ikke vente med at lave sin bedste plade? Man kunne jo f.eks. være fræk og vente med at peake helt til det 16. studiealbum. Men hvem kunne dog finde på det, spørger du? Ja, hvem mon.

- Nå, lad mig så høre, om du kan gætte det.

Der er selvfølgelig tale om Bamses Venner 16, som udkom i 1990. Åbningsnummeret er den majestætiske "Ingen som dig", hvor vor mand Bamse crooner sig igennem en tekst, der er så erotisk ladet, at kun filmen "Body Heat" kan være med på det niveau:

10.000 tak for i nat lille skat
Jeg er fuldstændig færdig og udkørt og mat
Du tapper mig nådesløst for energi
Ikke 10 vilde heste ku trække dig fri
Hvor får du de kræfter og den fantasi?
Der har gjort mig afhængig, det' næsten magi
Hvad er det du gør, så jeg aldrig får nok
Bare en nat uden dig og jeg går i chok
 
Der er ingen som dig
Du gør noget ved mig
Blodet bruser
Sanserne suser

Jeg går som i trance, hver eneste dag
Og tænker på dig og på det som vi kan
Mit hjerte det hamrer, der brænder en ild
Mit sind er i oprør, jeg er panisk og vild
Jeg prøver at sove, slå tiden ihjel
Til jeg ser dig igen, men helt uden held
Du er i systemet, min sjæl er besat
Vågner badet i sved, hvornår blir det nat?
 
Der er ingen som dig
Du gør noget ved mig
Blodet bruser
Sanserne suser
 
Du gør mig lidt bange, det skræmmer mig noget
At jeg savner dig mest næsten før du er gået
Jeg dør lidt hver gang, du berører min krop
Bliver afsindig, og alligevel kan jeg aldrig få nok
Jeg håber og be'r til, du kommer i nat
Du gør mig helt færdig og udkørt og mat
Du tapper mig nådesløst for energi
Du lover du aldrig vil slippe mig fri
 
Der er ingen som dig
Du gør noget ved mig
Blodet bruser
Sanserne suser
 
 Wow, Bamse. Hun må satme ku' nogle tricks. 
 


 
Bamse må have haft en god fornemmelse med det nummer, i hvert fald blev der produceret noget så eksotisk som en musikvideo, som gengiver noget af den saftige stemning. Bamse sporter et look, som Kurt Cobain stjal et års tid senere, og de sort-hvide billeder fra studiet er stensikkert blevet hugget af Oasis, da de skulle lave deres video til "Wonderwall".  


 

Pladens bedste nummer er dog ubetinget "Sommeren '67". Med den drømmende intro på 12-strenget guitar, der lyder som Brighter, og den pøllede dansktop-guitar, der teaser sangmelodien, er man med det samme klar over, at der er tale om en banger. Læg dertil en nostalgisk og let resignerende tekst, der længes tilbage tilbage til dengang, samt en guitarsolo, der kan gøre selv George Harrison misundelig. Fucking kongenummer, som skulle have været et kæmpehit. Det ved Jørgen de Mylius selvfølgelig godt, så han sørger for at spille det jævnligt på P5. Ja tak.

 

 

Selvfølgelig blev udgivelsen dækket intenst, og der blev sågar produceret et tv-indslag til lokalstationen TV3, hvor Vennerne sidder foran Mackie's Pizza - hvor ellers? - og snakker om den nye plade, som angiveligt tog fem uger at lave. Entusiasmen er til at tage og føle på, men trommeslageren ligner Bruce Foxton fra The Jam, og det er værd at tage med.

 

Men ... hvad med resten af pladen, spørger du. Er den lige så god som de to første to numre? Tja, hvad tror du selv?

mandag den 25. januar 2021

Til minde om: Gøglerskolen

 I mange år var der en enkelt beklædningsgenstand, som lå øverst på ønskelisten for alle, der var en del af det aarhusianske punkmiljø i 90'erne. Glem alt om nittebælter, piercing i øjenbrynet eller sorte, udtrådte militærstøvler fra Army Store. Det mest eftertragtede, du overhovedet kunne gå rundt med, når du skulle sidde og drikke dine Aldi-øl nede ved Trappen nede ved åen, eller når du skulle på Æsken, var: den mytiske hættetrøje, hvor der på ryggen stod slet og ret: Gøglerskolen.

Hættetrøjerne var sandsynligvis af mærket Fruit of the Loom. Hvis du nogensinde har ejet en band t-shirt, har den med al sandsynlighed været af dette mærke. 

Skolen startede i 1989: "Nogle af bz'erne gik på Gøglerskolen dengang. De var der bare ikke, fordi de var til demonstrationer. På Gøglerskolen lærte de ellers, hvordan de skulle undgå konfrontationer under demonstrationerne. De kunne jonglere med kegler i stedet for at kaste med lokummer," som en underviser kan fortælle. Ved hver eneste koncert på Musikcaféen, i Børnenes Hus eller lignende kunne man være sikker på, at lydmanden og en stor del af publikum bar en sådan hættetrøje. For eksempel skrev Information om en koncert med gøglerbandet Oh No Ono i 2005: "Meget passende bevægede en fyr, med det lange hår fyldt med åbnemekanismen fra dåseøl, og iklædt en hættetrøje med ordet Gøglerskolen trykt på ryggen, sig længere og længere op foran."Ja, meget passende.

 

Ah ja, man husker det jo fra sine egne glade dage. Altid var der en gøgler af guds nåde, der gik rundt i demonstrationerne og jonglerede med kegler eller spillede djævlespil. Eller pustede med ild sågar. Vildt uhyggeligt, når man sad til et politisk landsmøde ude i Viby et sted og havde røget en dyrepasser fra Københavns hjemmedyrkede, økologiske pot. Har jeg hørt.

Desværre kan man vist ikke få fingre i en af de lækre trøjer længere. Men det kan kun være et spørgsmål om tid, før der er en designer, der laver et genoptryk. Hvis Punk Royal kan komme tilbage, så kan Gøglerskolen også.