tirsdag den 30. august 2011

Festugeminde: Inkaerne på Strøget

Det er igen festuge til Aarhus, denne sælsomme årligt tilbagevendende begivenhed i det danske navn for fremskridt. AITMOOS giver dig nu en næsten ligeså stolt tradition, nemlig et vaskeægte festugeminde. For tredje år i træk.

- Ja dak!

Der var rent faktisk engang hvor gademusikanter var et sjældent syn i Aarhus. Ikke noget med sigøjnere (undskyld, romaer, bless 'em) der stod og spillede på en violin der havde set noget bedre dage. Eller efterskoleelever, der tog den lange tur fra Mellerup for at spille lidt MGK-jazz. Næ-æh. I festugen kunne man hvert år opleve et fænomen som folk valfartede for at se: Inkaerne! Som regel stod de foran Salling og blæste folks hjerner omkuld med deres hypnotiske musik. Faktisk var musikken lige så hypnotisk som sovemidlet i krystalkuglen fra Tintin.

- Are you ready to get fucked up, Aarhus?

Den sprøde guitar, der lød som en ukulele, bjælderne omkring anklerne, den flerstemmige mandevokal og ikke mindst panfløjterne. For slet ikke at tale om det ustyrlige look. Uha, det var stærkt. Det er en udbredt opfattelse at netop inkaerne på Strøget var en stor indflydelse på Thomas Helmigs mere psykedeliske periode. Både mht. musik og udseende.

Inkaer chiller ud i Botanisk Have efter at have tryllebundet det aarhusianske festugepublikum

Denne signatur var endog meget glad for inkaernes musik, faktisk så glad at det var den første båndudgivelse jeg købte, netop under en festuge i ca. 1988. Fanatismen stoppede dog ikke der, jeg husker hvordan jeg flere år i træk brændende ønskede mig en panfløjte til jul eller fødselsdag. Da jeg så endelig fik en, måtte jeg skuffet konstatere at der var tale om en plastikudgave, og ikke bambus. Mit forhold til instrumentet blev aldrig det samme igen, specielt ikke da Gheorghe Zamfir, som i øvrigt indspillede mange af sine plader i Aarhus, udsatte instrumentet for sin version af klassikeren Kald det kærlighed.

- Hov hov, jeg er også inka...


mandag den 8. august 2011

Store Robert, lille Aarhus

Det er ingen hemmelighed at Aarhus længe har lidt af mindreværdskomplekser i forhold til København. Jooooh - det passer altså. Det er et kompleks som AITMOOS har forsøgt at komme ud over, blandt andet i forbindelse med kampagnen for at gøre Aarhus til Danmarks nye hovedstad, men indtil videre er det altså forgæves.

Nu kommer der så endnu et eksempel på dette mindreværdskompleks. Opførelsen af "Store Robert" nede på Aarhus Havn. "Jamen, Store Robert", tænker du. "Er det ikke butikken på Valby Langgade som sælger tøj til mænd med usædvanlig meget pondus?". Jo, er svaret. "Der hvor Nik & Jay købte deres bukser så store, og så baggy tøj, at de blev kaldt for stofmisbrugere?". Du har helt ret. Selvsamme sted.


Reelt er der tale om en 72 meter høj skulptur, højere end Rundetårn og lige så høj som Frihedsgudinden. Men hvad har det med mindreværdskomplekset over for København at gøre? Jo, nu skal du høre. København har tidligere sagt nej tak til projektet. Her, godt tre år efter, siger Aarhus så "ja tak". Er det Aarhus værdigt, at sige nej til levningerne fra Københavns storbydrømme? Er det godt nok til til "Verdens mindste storby"?

Lille udgave af "'Store Robert"

Kom nu, Aarhus. Som om det ikke var nok at indføre A-busser ligesom i København. Hvad bliver det næste? At man laver et fodboldhold der hedder FC Aarhus? Nåh, nej...


mandag den 1. august 2011

På druk i Aarhus: Sharks

Fredag aften, downtown Aarhus. Du vil i byen, men på en stille måde. Ikke noget Buddy Holly eller DNA her. Sherlock Holmes, måske? Ej, du har fået nok af at høre sangere der lyder som Jørgen Olsen stå og synge Wonderwall for gud ved hvilken gang.

- Jamen, jeg kan ikke andre.

Du beslutter dig for at tage ud og spille pool. Skyde noget pøl. Her er der kun én mulighed. Sharks. Denne hule lige over Busgaden. Her er du kommet siden du var i konfirmationsalderen. Du husker hvordan du sad og kiggede på fuldvoksne mænd der spillede arkadebilspil og drømte om at du havde en 10'er så du også kunne prøve. Til sidst blev de så trætte af dig at de selv gav dig en 10'er, for at slippe af med dig. De tider er dog ovre; nu er det pool der er boss.

A? Står det for "Aarhus" eller hva'?

Sharks er stedet for dig der leder efter kicks, "hva' enten du vil spille POOL, GOLF, airhockey, eletronisk dart, pinball, photoplay, bordfodbold eller køre racerbiler". Mm, okay. Tror bare jeg vælger pool så. Ind og betale det ikke uanseelige beløb i depositum og så stå der, rystende nervøs, blandt de rutinerede poolhajer. Hånligt betragter de dig, mens de står med deres pumpede overarme og kridter deres kø. Du kan slet ikke holde din egen kø lige, så nervøs er du. Du er panisk angst for at komme til at bakke ind i en af de andre hajer eller komme til at væte en af deres fadøl med albuen. Faktisk spiller du så dårligt, at dit eneste håb er at modstanderen skyder den sorte i.

* Please, skyd den sorte i, please!*

Efterhånden som du får selvtilliden i orden begynder det at gå lidt bedre. Det går endda så godt at du ender med at stå og svinge rundt med køen, sjiv sjiv. Pas dog på at det ikke udvikler sig som i denne klassiske scene fra filmen Road House.

- Wuaaah, kan I mærke det, Sharks?

Med 26 poolborde er Sharks Danmarks største pool hall. Endnu en sejr for Aarhus. Du må dog hellere begynde at spare op før du tager hjemmefra. Efter kl. 18.00 koster det 99 kr pr. time (eller 1,65 i minuttet, dyrere end at ringe til Temalinjen, hvor du, lige meget hvornår du ringede, kunne høre en liderlig mand hviske: "Hallo! Er der en frisk pige på linjen?"). Hvis du er heldig kan du tjene nogle af pengene ind igen hvis du er lige så god til pool som Dylan McKay i klippet nedenfor. AITMOOS skal dog advare om at han ender med at få tæv.