Viser opslag med etiketten risskov. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten risskov. Vis alle opslag

onsdag den 3. oktober 2018

Guide til Aarhus: Veri Centret

Du vi ud af byen. Latinerkvarteret har bare ikke, hvad der skal til i dag. Strøget orker du ikke. Du vil en tur i center. Men hvor? Du orker ikke Storcenter Nord lige i dag, Bruuns Galleri er selvklart udelukket, og du tør ikke tage i City Vest. Nå? Hvad gør du så?

Svaret er: Veri Centret. Så kom med på den definitive rundtur i Veri Centrets mørke afkroge, opdag dets skjulte skatte - og hvem ved, måske slutter vi af med en flot fadøl!

(Ansvarsfraskrivelse: Denne guide er frit baseret på skribentens erindringer fra 1990'erne.
Hvis en butik er lukket, eller ikke fører samme sortiment, er det bare ærgerligt).

Veri Centret blev bygget i 1969, og det var Jyllands første shoppingcenter. Men hvor stammer navnet fra? Der er ikke mange, der ved det, men "Veri" er en sammentrækning af Vejlby og Risskov. Ve(jlby)/Risskov. Ve ... Ri. Veri. Get it? Det er ikke bare clever. Det er Veri, Veri clever.

Vi starter vores rundtur ved den del af parkeringspladsen, der ligger ned mod Tjelevej. Først kommer du forbi urhandleren, som har den så velkendte Casio-glasboks med Casio-ure i forskellige prisklasser, lige fra 299,- til 899,-. Så går du ned forbi Kvickly, ohh, måske har bageren tilbud på trøfler eller træstammer? Men lad være med at spise for meget, for du skal se sharp ud. Og Veri Centret har svaret på, hvordan du bliver knivskarp!

Nede ved torvet ligger Veris svar på Din Tøjmand, nemlig Victor, som begår sig inden for herremode. Her kan du få et konfirmationsjakkesæt, du kan få strygefri skjorter pakket ind i plastik (to skjorter for kun 449,-), og du kan få bootcut-jeans med frække mønstre på baglommerne. Altså alt, hvad hjertet kan begære.


Nu har du fået dit kluns, og hvad med at supplere det med et par sko fra den snedigt navngivne skoforretning, Veri Sko. Er du i Veri, og skal du have et par sko, så gå i Veri Sko. Er du i Veri, og skal du have et par sko, så gå i Veri Sko. Fordi du da skal have et par Ecco Sko. Denne signatur fik altid sko fra Veri Sko som lille, typisk af mærket RAP, også kaldet "Rapper". Det eviggyldige salgsargument var, at skoen havde knopper under sålerne, så det var ligesom et par fodboldstøvler. Solgt! Som et par Jaco Form, men blot til børn.

Nååå? Nu ser du ikke half bad ud. Men du må have musikken til at matche det. Så du tager en tur i  Grønborg Radio. Som godt nok ikke eksisterer mere, men alle streamer jo alligevel også i dag. Skal du lige have en personlig anekdote? Okay, sæt dig godt til rette: I december 1989 sendte DR Nissebanden i Grønland, og det var the shit. Derfor skulle denne signatur selvklart have kassettebåndet, så man kunne blaste "Det er risengrød" og "Luffesangen" for fulde hammer på børneværelset. Og naturligvis skulle det købes i Grønborg Radio. Men da vi nåede derhen, var båndet udsolgt. Denne signatur var selvfølgelig svært skuffet, men fik at vide, at Grønborg ville modtage en ny sending kassettebånd i næste uge. Indtil da fik jeg et gratis kassette med TV2's obskure julekalender fra samme år, Nissen i træet, som ingen husker i dag. Det kaldes klasse, mine damer og herrer *klap klap klap*. Dømt ud fra coveret, og med tanker på, at Thomas Winding og Aske Bentzon stod bag, er der tale om en psykedelisk nyklassiker.


Senere blev det også til Radiohead-ep'en "My iron lung", og minsandten om ikke også denne signaturs første cd-afspiller, i form af en JVC ghettoblaster, blev købt i Grønborg - de sælger ... solgte nemlig også stereosystemer og tv-apparater, og de reparerede dem endda, når de gik i stykker.


"Veri Sko" i Grønborg Radio - get it?!??

Når du har shoppet færdig, kan du lege en movie box i Veri Kiosk og Video. Men hvis du er frisk, sådan rigtig frisk, hvorfor så ikke smutte et smut forbi Veri Centrets svar på Sherlock Holmes Pub, nemlig Beefeater Pub?


Denne signatur mindes engang i 2000, hvor denne signatur gennemgik en art identitetskrise, hvilket udmøntede sig i en såkaldt septumpiercing i næsen. Under et besøg på netop Beefeater Pub blev denne signatur antastet af en stamkunde, der med kølig Vejlby-accent halv spurgte/halv konstaterede: "Hva' det for noget lård, du har i næsen?" Ingen kan huske svaret, men det var sikkert selvudslettende og ydmygende. Den perfekte afslutning på din udflugt til Veris veritable slaraffenland.

Autentisk billede fra da den oprindelige "Mad" Richard
besøgte Beefeater Pub i Veri Centret.

Når du har drukket ud, kan du vakle ud til busstoppestedet med dit flute fra Kvicklybageren under armen, mens du krammer din cd-pose Grønborg Radio og glor ned på dine sko fra Veri Sko. Og så kan du tænke, at det egentlig har været en ritti god dag.

onsdag den 28. januar 2015

MGP 2015

Den 26. januar blev deltagerne i det danske Melodi Grand Prix 2015 afsløret, og specielt ét rygte spredte sig hurtigere end et rygte af rygtesmeden "Stoke" på AGF-fansiden mtac.nu. Det forlød, at selveste Anne Gadegaard var deltager i årets MGP. Anne! Gadegaard! Aarhus' svar på en upcoming Sanne Salomonsen.


Det er, kan man sige, en uhyre stærk repræsentant for Aarhus. Dog har AITMOOS opsnappet en særdeles skuffende udtalelse, der vil stikke i hjertet på alle, der elsker Aarhus.

- Jeg skal ud og have en god aften. Jeg skal i Jomfru Ane Gade og drikke mig fuld (hvis jeg vinder, red.), udtaler hun til DR.

Jomfru Ane Gade?! Det må naturligvis være en fortalelse. Anne må naturligvis have ment Skolegade eller nede ved Åen... Ikk', Anne? Selvfølgelig var det det, du mente. Vi ses i byen, A.G.!


AITMOOS har ikke lyttet til ovenstående videoklip, da vi ikke vil tage forskud på glæderne og lytte til MGP-sangen på forhånd. Vi tager derfor intet ansvar for indholdet i videoen.

tirsdag den 23. november 2010

Guide til Århus: Risskov

Du befinder dig et stykke uden for Århus, der hvor Trøjborg hører op og forstæderne for alvor begynder. Måske har du taget 1'eren op til Marienlund, så længe det varer. Du krydser nu Grenåvej og står nu lige blandt brede bøge. Du befinder dig i Risskov. Ikke bydelen, men selve skoven, lige midt på skovstien.


Her kan du møde løbere og mountainbikere, skoleelever på skovtur og gymnasieelever der pjækker. Hvis du er heldig render du måske endda ind i en ad de mange patienter på flugt fra det nærliggende psykriatiske hospital.

"Undskyld, du kan vel ikke sige mig vejen til 1'erens stoppested?"

Midt i skoven kan du være heldig at se en samling junkier der sidder i en rundkreds og hygger sig. Du skal dog passe på når du er på udflugt med børnehaven, børnene kan risikere at finde en gammel flaskebong (nej, ikke sådan en fra supermarkedet) inde i nogle af de mange huler der er bygget i skoven. Men hvad, det er jo nok ikke sidste gang de ser sådan én.

"I swear, it isn't mine"

Hvis du bliver sulten og tørstig kan du gå all in og tage en tur på Sjette Frederiks Kro for enden af Salonvejen. Hvis det er for dyrt kan du gå ned af trappen og snuppe en is ved isboden ved Den Permanente, eller gå tilbage til den der ligger ved Marienlund.

- "En Nogger, tak"
- "Så gerne, 28 kr., tak"

Mange Risskovbørn har oplevet at skyde genvej gennem skoven når de skulle hjem fra byen. Da kunne det ske at man mødte et par enæggede kattetvillinger der fulgte efter en hele vejen hjem. Når man så havde sagt pænt farvel og gik ned på sit kælderværelse og ville trække gardinet for vinduet, stod kattene udenfor vinduet og kiggede en lige i øjnene. Spooky.

"Kom nu ud igen, min dreng, så går vi en tur ad skovstien"

Du har også prøvet at gå gennem skoven en søndag eftermiddag, på vej hjem efter en våd weekend, og brækket dig op ad en træ, for så at få grineflip over en løber der kigger mærkeligt på dig. Jo, du har...



Bonus:
Når du kører forbi Risskov om sommeren bliver du ramt. Ramt i næsen. Ramt af... ramsløg. Duften, så skarp, som en blanding af løg og hvidløg. Disse løg der gror i skoven blev indført af spanierne til fodring af deres heste, men er nu selve Risskovens vartegn. En duft så stærk så den kan overdække dunsten fra selv gamle skraldeposer og halvetømte colaflasker der har stået på dit klubværelse på Trøjborg i ugevis. Brug løget til pesto: se opskriften på havekongen af Risskovs hjemmeside, lige her.

fredag den 17. september 2010

Postnumerolog



Der er gang i den i Århus. Eller skulle jeg sige Aarhus? Vi husker hvordan debatten raser om hvordan ÅAarhus skal staves fremover. Hvordan smilet i smilets by er stivnet. Og selvfølgelig hvordan der planlægges at indføre et helt nyt bussystem og nedlægge både 1'eren og 58'eren. Som om det ikke var nok, ønsker erhvervschef Jan Beyer Schmidt-Sørensen, if that indeed is your real name, at ændre postnumrene således at Risskov, Viby, Højbjerg og Lystrup kommer til at høre under Århus.

"Åh nej, hvad var nu postnummeret?! Postnummeret, siger jeg!"

"Men hvad betyder det?", tænker du. Det betyder at en virksomhed vil ”flytte” fra 8260 Viby J. til 8260 Aarhus S, som du kan læse her. Så langt så godt. Man kan se pointen. Bloggen er dog splittet. På den ene side er det altid godt med mere Århus. På den anden side... Det er jo Viby Jåj vi taler om. Den måske mest præstigefyldte adresse i hele Danmark.


Og hvad med Risskov og Lystrup? To bydele der bærer på et dybt had til hinanden. "Rig-skov" vs. "Gun City". Og hvad med Johnson, kan han overhovedet finde rundt i Århus nu?

tirsdag den 14. september 2010

Guide til Århus: Risskov Bibliotek

I den guidede tur rundt omkring i Århus begiver vi os nu lidt udenfor byen, hen til et af de vigtigste steder i Århus og omegn: Risskov Bibliotek.


Nok ligger Hovedbiblioteket midt i Århus, men der er noget uoverskueligt og nærmest skræmmende over det sted. Derfor ynder mange århusianere at få deres ration af kultur og folkeoplysning på biblioteket i den mondæne Århus-forstad, Risskov. Man kan komme dertil ved enten køre dertil i bus og stå af ved Vejlby Centervej, eller ved at cykle op af den stejle bakke som biblioteket ligger på, Fortebakken, der, hvis den var med i Touren, sandsynligvis ville have en stigningsprocent udenfor kategori.


Du har naturligvis også besøgt Risskov Bibliotek og fået størstedelen af din kulturelle opdragelse derfra. Du husker hvordan du som 10-årig fandt "Rubber Soul" blandt de mange lp'er og med rystende hænder og ærefrygt gik op til skranken for at låne den.

"Iiiiih, Rubber Soul, den skal jeg hjem og optage over!"

Eller hvordan du altid løb hen til bibliotekets ungdomsafdeling for at se om der skulle være en lydbog med Dennis Jürgensen hjemme. Oh ja, så kunne du lege med playmo mens du lyttede til det. Men øv nej, de var altid udlånt. Så du måtte desværre nøjes med at læse bogen ved egen hjælp, mens du hørte Beatles.


Ja, det var i sandhed en tryg tid, men som så meget andet kunne det ikke vare ved. Omkring 1997 skete der således noget der skulle forandre Risskov Bibliotek for altid. Ungdomsafdelingen blev opdateret så der nu flød med Mix-blade og idolplakater fra Vi Unge. Samtidig blev der opstillet computere hvorpå man kunne gøre brug af et nyt fænomen der kaldtes "internettet". Det betød at en ny type børn, primært drenge, der ikke tidligere havde besøgt byens biblioteker, kom til. Disse drenge var ikke den typiske boglæser, men benyttede udelukkende bibliotekets computere til at chatte og glo på billeder af Pamela Anderson og Tina Kjær.

- Spørg hvad hun har på!
- Årh, hårh hårh...

Miljøet på biblioteket blev aldrig det samme igen. Som på alle andre biblioteker blev den melankolske og antikvariske stemning med støvede bøger og lp'er erstattet af lyden af tastaturer, jewel cases, drengefnisen og sjofle vittigheder. Lydbøgerne er i dag erstattet af podcasts og Dennis Jürgensens monstre må give fortabt over for Harry Potter. "Risskov er et klassisk bibliotek med et stort medieudbud. Fra biblioteket er der adgang til en række IT-værktøjer og pc'er. Biblioteket har bl.a. lektiecafe, et bredt sammensat arrangementstilbud, tilbyder internet-introduktion og biblioteksorienteringer. Der er endvidere Borgerservice, hvor man kan få lavet pas, kørekort m.v.," skriver Wiki-Peter. Ak, ja...



torsdag den 26. august 2010

Den Renée fryd

I aften kan du på tv2 se en dokumentar om en af bloggens helt store heltinder: Renée Toft Simonsen. Kl. 20.35 kan du således se programmet Renée Toft Simonsen - hele historien. Helt tæt på 80'ernes ansigt. 80'ernes ansigt! Og ikke mindst Århus' ansigt. Man kommer da heller ikke udenom at hun var sødde.


Desuden satser vi stærkt på at også Helmig ham selv er med i programmet. Mon ikke...



Du skal se det. Om ikke andet så bare for at høre det.

fredag den 23. juli 2010

Den Permanente

Pyyyh, det er varmt. Nu skulle det gøre godt med en dukkert. Men lad være med at hoppe i springvandet Agnete & Havmanden foran Rådhuset ligesom studenterne. Folk bliver trætte af det. Tag hellere på Den Permanente i stedet for.

Badeanstalten, der ligger nede for foden af Risskov, blev opført i 1933. Oprindeligt var den blot en af mange badeanstalter omkring Århus, men nu er den den eneste tilbageværende.

Hotte århusianere hænger ud ved Den Permanente i 1963.

Om sommeren er her proppet med mennesker. Folk kommer langvejs fra for at hoppe i baljen eller spise en is oppe ved skoven. Derfor bliver Den Permanente også kaldt for Fluepapiret.

Fluepapiret anno 1952

Når du har badet færdig kan du gå en tur op i skoven eller på den cykelsti langs Risskov, som blev åbnet i begyndelsen af 1900-tallet, og hvor man de første år skulle betale 25 øre for at cykle. Du skal dog passe på. Hvem husker ikke den utrolige historie om en hjemløs junkie der var blevet træt af livet og derfor kastede sig ud over skråningen fra skoven ned mod cykelstien med pigtråd bundet om halsen. Han overlevede dog, da han blev fundet af nogle stakkels skoleelever. Nu holder han opsyn med de badende gæster fra sit udkigstårn. Ej okay, det sidste var løgn.


Hvis den historie eller de ulideligt mange mennesker ikke har skræmt dig bort, så er det bare med at komme afsted mod Århus' svar på Copacabana.