Viser opslag med etiketten clemens bro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten clemens bro. Vis alle opslag

onsdag den 4. august 2021

16

Du kender dem godt. De berømte albums, som altid topper musikmagasinernes lister over de bedste debuter: "Stone Roses", den første Brødrene, bananpladen, "Big Pink" og selvfølgelig den legendariske 3P.


Kan du huske 3P, kære læser? Nå, okay.
 
Typisk vil en debutplade være baseret på sange, der er skrevet over en lang periode, og gruppen vil have en form for nyhedsværdi, der gør den ekstra interessant. De fleste bands laver aldrig en plade, der er lige så god igen. Men andre bands har ikke så travlt. De tager det stille og roligt. Hvorfor ikke vente med at lave sin bedste plade? Man kunne jo f.eks. være fræk og vente med at peake helt til det 16. studiealbum. Men hvem kunne dog finde på det, spørger du? Ja, hvem mon.

- Nå, lad mig så høre, om du kan gætte det.

Der er selvfølgelig tale om Bamses Venner 16, som udkom i 1990. Åbningsnummeret er den majestætiske "Ingen som dig", hvor vor mand Bamse crooner sig igennem en tekst, der er så erotisk ladet, at kun filmen "Body Heat" kan være med på det niveau:

10.000 tak for i nat lille skat
Jeg er fuldstændig færdig og udkørt og mat
Du tapper mig nådesløst for energi
Ikke 10 vilde heste ku trække dig fri
Hvor får du de kræfter og den fantasi?
Der har gjort mig afhængig, det' næsten magi
Hvad er det du gør, så jeg aldrig får nok
Bare en nat uden dig og jeg går i chok
 
Der er ingen som dig
Du gør noget ved mig
Blodet bruser
Sanserne suser

Jeg går som i trance, hver eneste dag
Og tænker på dig og på det som vi kan
Mit hjerte det hamrer, der brænder en ild
Mit sind er i oprør, jeg er panisk og vild
Jeg prøver at sove, slå tiden ihjel
Til jeg ser dig igen, men helt uden held
Du er i systemet, min sjæl er besat
Vågner badet i sved, hvornår blir det nat?
 
Der er ingen som dig
Du gør noget ved mig
Blodet bruser
Sanserne suser
 
Du gør mig lidt bange, det skræmmer mig noget
At jeg savner dig mest næsten før du er gået
Jeg dør lidt hver gang, du berører min krop
Bliver afsindig, og alligevel kan jeg aldrig få nok
Jeg håber og be'r til, du kommer i nat
Du gør mig helt færdig og udkørt og mat
Du tapper mig nådesløst for energi
Du lover du aldrig vil slippe mig fri
 
Der er ingen som dig
Du gør noget ved mig
Blodet bruser
Sanserne suser
 
 Wow, Bamse. Hun må satme ku' nogle tricks. 
 


 
Bamse må have haft en god fornemmelse med det nummer, i hvert fald blev der produceret noget så eksotisk som en musikvideo, som gengiver noget af den saftige stemning. Bamse sporter et look, som Kurt Cobain stjal et års tid senere, og de sort-hvide billeder fra studiet er stensikkert blevet hugget af Oasis, da de skulle lave deres video til "Wonderwall".  


 

Pladens bedste nummer er dog ubetinget "Sommeren '67". Med den drømmende intro på 12-strenget guitar, der lyder som Brighter, og den pøllede dansktop-guitar, der teaser sangmelodien, er man med det samme klar over, at der er tale om en banger. Læg dertil en nostalgisk og let resignerende tekst, der længes tilbage tilbage til dengang, samt en guitarsolo, der kan gøre selv George Harrison misundelig. Fucking kongenummer, som skulle have været et kæmpehit. Det ved Jørgen de Mylius selvfølgelig godt, så han sørger for at spille det jævnligt på P5. Ja tak.

 

 

Selvfølgelig blev udgivelsen dækket intenst, og der blev sågar produceret et tv-indslag til lokalstationen TV3, hvor Vennerne sidder foran Mackie's Pizza - hvor ellers? - og snakker om den nye plade, som angiveligt tog fem uger at lave. Entusiasmen er til at tage og føle på, men trommeslageren ligner Bruce Foxton fra The Jam, og det er værd at tage med.

 

Men ... hvad med resten af pladen, spørger du. Er den lige så god som de to første to numre? Tja, hvad tror du selv?

tirsdag den 14. maj 2013

Lotte Heise - hvad laver hun i Aarhus?

Det er ingen hemmelighed, at bidragsyderne til denne blog ikke har boet i Aarhus i et godt stykke tid. Imidlertid kender vi byen bedre, end den selv gør. Langt bedre! Der er dog én ting, AITMOOS aldrig har forstået. Rent faktisk er der ingen i Aarhus, der ved det. Folk har altid undret sig, for normalt flytter folk jo fra Aarhus til København, og ikke omvendt. Så hvad laver Lotte Heise i Aarhus? Onde tunge sagde, at det var fordi, hun ikke fik nok opmærksomhed i København, der var simpelthen for mange om buddet. Men det er næppe den fulde sandhed. AITMOOS satte sig derfor for at undersøge sagen. I mere end et år har vi udført research og søgt efter et svar, og nu er vi klar til at præsentere det, helt eksklusivt, for bloggens højtærede læsere.

Det er altså vanskeligt at sige, hvad Lotte Heise laver i Aarhus. Vi ved dog, at hun bor i en lejet villa i, ja... Egå! Det luner, det luner. Hun modtog Aarhus Kommunes Ligestillingspris, som uddeles til en aarhusiansk borger, der har ydet noget særligt for byen tilbage i 2002. Det er jo flot. Men det var vel ikke derfor, hun flyttede til Aarhus... Eller... Var det?

"Suffragette City", eh? Hmmm....

I vores dybdeborende og tålmodige research er det kommet bloggen for øre, at hun ikke bryder sig om de såkaldte "facere", altså sælgerne fra f.eks. Amnesty International, der passer dig op på ægte gøglermanér og prøver at skyde ansvaret for kapitalismens ulyksaligheder over på de personer, der tilfældigvis går på enten Clemens Bro eller Klostertorv. Dem gider Lotte ikke høre på. Det gider AITMOOS heller ikke.

- Wup, jeg skal lige snakke med dig lidt... Ja, dig der. Har du ikke lyst til at redde de sultne børn i Afrika? Hallo...? Er du helt ligeglad med, at de dør af sult? Fair nok. Ha' en go' dag, så... (Pis, der røg min provision).

Du er nu blevet klogere på, hvad Lotte Heise laver i Aarhus. Med den konklusion, vil AITMOOS gerne benytte lejligheden til at citere Sokrates' berømte ord: "Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved". 

Ved du, hvad Lotte Heise laver i Aarhus? Skriv dit bud i en kommentar. Så er du sød.

mandag den 12. juli 2010

Nattergalen


Carsten fra De Nattergale, spottet på Clemens Bro, fredag d. 9. juli 2010. Nu tror du måske han skal hen og jamme med de inkaer der plejer at stå der og spille inkamusik, men det var ikke tilfældet. "Nej, det er ikke en panfløjte", sagde han til en forbipasserende. Gad vide hvad det så er?

Her er denne nattergals bedste track:


Det' jaaazz!