tirsdag den 22. september 2009

Carsten Hjort - Århus Kanalens Konge

"Ooooog nuuuuu... nej, det er ikke en ekstra butterfly jeg har i min brystlomme. Eller... er det?"

Der var engang hvor lokal-tv var boss. Det var dengang (og før) der var noget der hed TV Danmark; det som nu er SBS-tv med kvindekanalen, mandekanalen osv. Det var dengang det hed 'Børnekanalen' hvor en ung, hot Pernille Aalund var vært. Det var før hun prøvede at blive Danmarks Oprah og svælgede i andre folks ulykkelige skæbner.

Århus Lokal tv's ukronede konge var uden tvivl Carsten Hjort. Med sin sirlige sideskilning, indladende facon og en altid insisterende brille tog han rundt i Århus og interviewede godtfolk, f.eks. en frisørsalon på Trøjborg hvor en yngling måtte lade sine lange surfer-lokker falde for åben skærm. Hans lyse og beroligende stemme havde en fængslende virkning på såvel publikum som de interviewede. En undergrundens Kurt "kom forbi" Leth, dog uden det vrisne element. Samtidig var han også vært for den lokale dansktopscene som blev sendt hver søndag. Jeg husker at jeg sad klistret til skærmen og så det med sne på og bare nød Carsten Hjorts showmanship.

Jeg fik engang at vide af en af Hjortens tidligere klassekammerater at den unge Carsten skulle have været slem til at mobbe de andre børn. Jeg ved ikke om det passer. Ærligt talt havde jeg kun hån til overs for den oplysning. Nogle af højdepunkterne fra Carstens karriere er samlet her. Læg især mærke til det første klip med Finn og Flemming - er det Bruce Foxton fra The Jam på guitar?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar