onsdag den 13. januar 2010

Grøn Koncert i Århus

Jeg kommer her med en indrømmelse: Jeg har aldrig været til Grøn Koncert. Sorry, men jeg har bare aldrig følt mig tiltrukket af bridge-blandingen af Grøn Tuborg, muskelsvind og tvivlsomme danske kunstnere. Nej, jeg har aldrig stået på Tangkrogen og givet den gas til Sanne Salomonsen eller D.A.D.

Det viser sig nu at være en fejl. Som man kan se på indslaget nedenfor af endnu en af Århus' perlerække af lødige tv-journalister (udover Kurt Leth og Carsten Hjort), Jack "Fritten" Fridthjof, så var Grøn Koncert 2009 i Århus et regulært festfyrværkeri af århusianisme. Samtalen med Jacob Haugaard er så århusiansk som det kan blive. Hvis du lukker øjnene imens kan du ligefrem drømme dig væk til Spytbakken eller Guldsmedgade.

Ikke nok med det, så giver Haugaard dig en lang række gode råd om hvordan man skal agere for at beholde sin coolness. Mens det øser ned øser han ud af sin visdom. I en samtale som burde transkriberes og udgives som en samtalebog med Haugaard og Fritten kommer vi omkring så forskellige emner som løgne, amerikanere, farvestoffer, rigdom og ikke mindst den legendariske sætning: "Så hæver læberne både hér og dér". 

Haugaard - AITMOOS elsker dig.

1 kommentar:

  1. Klassisk Fritte-interview, kan huske da jeg så det i fjernsynet; blev blæst igennem -- som var det Volbeat til Grøn Koncert.

    Synes Fritten er overraskende sjov i interviewet, men det er måske selskabet?

    Tak AITMOOS!

    Roger

    SvarSlet