Renaissance Fair

Århus, en stille solskinsdag. Året er 2001 eller 2002. Jeg kommer gående ned ad Strøget sammen med min homeboy "Roger". Vi går ud på Clemensbro mens vi som sædvanlig prøver at undgå sælgerne fra Amnesty International. Pludselig bliver vi mødt af et løjerligt syn. Et par som er klædt i tøj fra Rænnesancen kommer gående hen imod os.

De rækker os en flyer og begynder at fortælle om et teaterstykke de er med i. Den kvindelige del af selskabet er yderst hot, så Roger og jeg lytter tålmodigt til hvad de har at fortælle os. De kan se at vi er interesserede så især manden bliver ivrig og gestikulerer på livet løs mens han beretter om forestillingen. Lige pludselig afbryder jeg ham og siger "Helt ærlig: Du er jo Kenneth Carlsen!". Roger og kvinden begynder at grine højt. "Kenneth" spiller dum og lader som om han ikke forstår hvad jeg snakker om. "Hvad mener du?", siger han. "Hold nu op. Du er Kenneth Carlsen", svarer jeg. Og ganske rigtigt. Med sit lange helt lyse hår, markerede ansigt og sine store, spørgende øjne ligner han grangiveligt den bedste mandlige tennisspiller Danmark nogensinde har fostret.

"Kenneth" modtager prisen for 'Bedste Mandlige Skuespiller' - eller er det prisen for 'Bedste Kenneth Carlsen look-a-like'?

"Kenneth" bliver bitter på mig, specielt fordi Roger bliver ved med at grine og komme med kommentarer om Kenneth Carlsen, til den hotte rænnesancekvindes store fornøjelse. Til sidst kan hun dog godt se at "Kenneth" får nederen på. Foraget går parret videre mens Roger og jeg råber ting om Kenneth Carlsen. Dagen efter kommer jeg gående alene uden for Badstuerock hvor jeg ser selv samme "Kenneth Carlsen" komme gående i civilt tøj. Han får øje på mig, jeg begynder at grine, men han giver mig den kolde skulder og går forbi mig med blikket stift rettet mod horisonten.

Men helt ærligt: Det var jo Kenneth Carlsen!

"Ja okay, det var mig"