onsdag den 2. maj 2012

FunCity bag facaden

Når man kommer gående mod Rådhuset i Hans Hartvig Seedorfs Stræde, kan man godt føle sig lidt tom. Bogstaveligt talt. Det er som om der mangler noget. Som om et bortrevet monument, der har efterladt et tomt hul i dit hjerte, som underbevidstheden bare ikke vil lade én huske. 

- Åh, jeg føler mig så tom indeni, men jeg ved ikke hvorfor...

Det er hårdt at håndtere denne slags fortrængninger, men AITMOOS kan nu afsløre, hvad denne tomhed skyldes. Den skyldes FunCity. Denne morskabens by i byen, hvor du kan gå ind og have det rigtig sjovt, for eksempel ved at skyde med laserpistol eller spille arkadespil eller... nogle andre ting. De er i hvert fald sjove.

- ÅHH, det er sjovt, det her, jeg flækker snart af grin! God sjov, FunCity!

Men det er ikke sjov og ballade det hele. Årsagen til at du føler dig tom skal nemlig ene og alene findes i FunCitys facade. Åh, ja. Nu begynder det at dæmre. Den dedikerede læser vil selvfølgelig huske FunCitys kontroversielle gavlfacade. Halen af et fly stak ud over indgangen til den gule bygning, en subtil antydning af, at flyet var fløjet ind i bygningen. Først blev man chokeret, men langsomt gik det op for én, at det bare var en joke. Som for at billedliggøre alt det sjove, man kunne lave derinde. Folk slog sig på lårene af grin over hvor sjovt det var: "Hahaha, nej, se! Dét er sjovt! Der vil jeg ind og bruge alle mine lommepenge!"

 - Ha ha ha, dét er altså god pot-humor, det der!
- Ja, thumbs up, Paulie, thumbs up!

Efter 9/11 fik piben dog en anden lyd. Nu syntes folk slet ikke det var sjovt længere, men at det var usmageligt. Lighederne mellem den gule toetagers bygning og de 4-500 meter høje tvillingetårne i New York var simpelthen for stor for aarhusianerne. Forståeligt nok.

FunCity krøb til korset og tog vragdelen ned. Ikke på grund af den negative omtale, det er klart, men simpelthen i et anfald af en hidtil uhørt situationsfornemmelse.

- Ej, okay, det var ikke sjovt alligevel

Nedtagelsen delte vandene. Det var en ambivalent følelse, at have haft det så sjovt over en gavludsmykning, men nu var det slut med den gratis morskab. Nu måtte man gå ind i FunCity for overhovedet at kunne have det sjovt. Alle spor af flyvraget blev fjernet, så her, 10 år efter, er der ikke engang et billede af det på selveste overvågningsportalen Google. Indtil nu. AITMOOS er nemlig kommet i besiddelse af et autentisk billede af facaden, som det så ud tilbage før verden gik af lave. Det bringer stærke minder frem hos folk. 

FunCity som det virkelig så ud i 2001
Værsgo, kære læser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar