Martin Jørgensen - en saga blot? The Sequel

Sagaen om Martin Jørgensen og AGF vil ikke dø. Snart har den varet lige så længe som en gennemsnitlig koncert med et gennemsnitligt dansk twee-pop band. AITMOOS vil derfor prøve at give dig et overblik over hvad der måske engang vil blive kaldt "Martin Jørgensen-mysteriet". Tag en dyb indånding og læn dig tilbage i sædet.

Martin "Glasben" "Morfar" Jørgensen spillede for AGF 1994-1997. 82 kampe og 13 mål blev det til. Vi husker hans gennembrud på landsholdet, 1-0 målet mod Brasilien ved VM 1998. I syv år spillede han for Udinese indtil han i 2004 skiftede til Fiorentina, en klub hvor Brian Laudrup tidligere har forsøgt sig, hvilket resulterede i en nedrykning til Serie B og et skænderi med tyskeren Stefan Effenberg fordi at denne havde lånt Brians Mercedes, vist nok uden at spørge om lov først.

 
"Aber doch, Brian. Mercedes ist doch ein Deutsches Auto, nicht so? Strichjunge!"

Anyway, tilbage til sagaen. For snart tre år siden begyndte Martin, forståeligt, at drømme sig tilbage til Århus. Dette satte naturligvis brand i mange AGF-hjerter og ditto bukser. Dog skulle det vise sig at der var tale om noget der ligner skruen uden ende.

I november 2008 drømte Martin J om at vende tilbage til AGF om "to år", altså i en alder af 35. I sommeren 2009 var der igen løse rygter om et skifte, men Martin valgte at forlænge sin kontrakt i Firenze med et år. Så her i november ville han ikke udelukke AGF, men han afviste et vinterskifte. Da han så blev tildelt anførerbindet i Fiorentina så mange det som et sikkert tegn på at han aldrig ville komme tilbage til AGF. Få dage efter købte Fiorentina så en konkurrent til den plads som Martin J spiller, og det betyder åbenbart at Martin alligevel overvejer at vende snuden hjemad. Ja, kære læser af AITMOOS, du har gættet det: Der er simpelthen tale om en Neverending Story.

*Schiiii* ... Hvad er det jeg ser? Ohh!
Så tæt på... så tæt på at jeg kan smage ham!

På vegne af AITMOOS skal der hermed lyde en opfordring. Kom nu hjem og få trøje nummer 10 igen som du lovede dengang i 1996. Hjem til en by der elsker dig. Hjem til Århus, hjem til Ryomgaard, hjem til de Grå Busser.

Hjem til en by der kan finde ud af at udtale dit navn som det retteligt udtales: Martin Jåj, i'gå!

Kurt kom forbi bloggen

Efter at have haft fokus på såvel Carsten Hjort som Jack Fridthjof her på bloggen er det kun på sin plads at hylde den ubestridte tv-konge i Århus og Østjylland, Kurt Leth. Siden 1990 har han spillet mind games med sine tv-indslag om ualmindeligt almindelige mennesker. En gammel dame der samler på sten, en bankmand der kører motorcross i sin fritid, et ægtepar der tager rundt på kræmmermarkeder og sælger hjemmelavet julepynt... Intet går Kurts næse forbi når han kommer forbi.

Kom, kom, kom i GF's farver...

Med sin rustne stemme, sin markante Brabrand-accent (hvem andre kan udtale "Silkebooourw" så flot og præcist) og et energiniveau der kun kan få en til at tænke på en lille ting kaldet "ADHD" farer han rundt i jagten på det perfekte tv.

I dette program kan du se ham in action og samtidig få historien om manden bag manden. Læg især mærke til hans døtre. Ren Me & My-pigerne, ouw ouw ouuuw!

Martin Jørgensen - en saga blot?

Tilbage i 1996 hvor AGF var et k-hår fra at blive mestre og vandt pokalen var jeg selvfølgelig jævnligt på stadion. Det var også det år jeg blev konfirmeret, og jeg var så heldig at få en AGF-trøje med Ceres på brystet af min storebror. Ikke nok med det, den havde efter mit ønske nr. 10 på ryggen, samme nummer som min yndlingsspiller, den unge Martin Jørgensen fra Ryomgård, rendte rundt med. Skæbnen ville dog at Martin J blev skadet (allerede der burde man have set det komme), så Håvard Flo overtog trøjen med det magiske nummer. Da AGF blev hyldet rundt omkring i Århus og var nede og skrive autografer ved Center Øst i Egå konfronterede jeg ham med det:

- Martin, nu har jeg jo fået trøje nummer 10 fordi det var dit nummer, og nu har Håvard Flo overtaget det.
- Jaeh, men jeg blev jo skadet. Nu må vi se om jeg kan få nummeret tilbage igen så.

Et år efter skiftede Martin Jørgensen så til Italien på en fri transfer og siden da har man, på trods af adskillige rygter, ikke set meget til ham i Århus.

"Jeg sagde jo nok at jeg ville få trøje nummer 10 tilbage, dengang nede ved Center Øst i Egå!"

København, natten efter den 7/10 2006. Danmark har netop spillet en dræbende kedelig 0-0-kamp hjemme mod Nordirland. Vi befinder os i krydset mellem Gl. Kongevej og H.C. Ørstedsvej. Undertegnede er på vej hjem fra den bar jeg havde set kampen på, lettere besoffen. Klokken er vel omkring halv fire. Jeg holder for rødt og ser en mand komme løbende i en kæmpemæssig sweater på den anden side. Jeg tænkte at han da måtte være vildt stiv eller måske blev forfulgt af en gal mand der ville dræbe ham, ligesom dengang "R" blev jagtet rundt om domkirken af en psykopat i skolegade. Pludselig kan jeg se hvem det er - "det er sgu da Martin Jørgensen!" Jeg råber ham an og følgende ordveksling fandt sted:

- Martin Jørgensen!
- Ja...
- God kamp!
- Tak...
- Jeg holder med AGF!
- Okay...

... og så var han væk. Siden har jeg jævnlig spurgt mig selv hvorfor han dog rendte rundt alene, midt om natten, i en kæmpe sweater. Jeg får nok aldrig svaret. Mit bedste bud er at han har siddet og set Bruce Foxton løbe i videoen nedenfor, smidt alt hvad han havde i hænderne og så bare løbet derudaf. Og hvem kan bebrejde ham det.

Grøn Koncert i Århus

Jeg kommer her med en indrømmelse: Jeg har aldrig været til Grøn Koncert. Sorry, men jeg har bare aldrig følt mig tiltrukket af bridge-blandingen af Grøn Tuborg, muskelsvind og tvivlsomme danske kunstnere. Nej, jeg har aldrig stået på Tangkrogen og givet den gas til Sanne Salomonsen eller D.A.D.

Det viser sig nu at være en fejl. Som man kan se på indslaget nedenfor af endnu en af Århus' perlerække af lødige tv-journalister (udover Kurt Leth og Carsten Hjort), Jack "Fritten" Fridthjof, så var Grøn Koncert 2009 i Århus et regulært festfyrværkeri af århusianisme. Samtalen med Jacob Haugaard er så århusiansk som det kan blive. Hvis du lukker øjnene imens kan du ligefrem drømme dig væk til Spytbakken eller Guldsmedgade.

Ikke nok med det, så giver Haugaard dig en lang række gode råd om hvordan man skal agere for at beholde sin coolness. Mens det øser ned øser han ud af sin visdom. I en samtale som burde transkriberes og udgives som en samtalebog med Haugaard og Fritten kommer vi omkring så forskellige emner som løgne, amerikanere, farvestoffer, rigdom og ikke mindst den legendariske sætning: "Så hæver læberne både hér og dér". 

Haugaard - AITMOOS elsker dig.

Servicemeddelelse

AITMOOS bringer en servicemeddelelse:

Advarsel: Livsfarlig heroin i omløb

Som det fremgår af artiklen skulle der være usædvanlig stærk heroin i omløb i Jægergårdsgade. Så skulle du, kære læser, være blevet deprimeret over AGF's ageren på transfermarkedet og derfor lade dig friste af bloggens tidligere artikel om at være på druk i Jægergårdsgade til på mere end én måde at tage en tur på "Den Hvide Hest", så tænk dig lige om en ekstra gang, okay?

Bye Bye Lumb

... den finanskrise. Knap er man kommet ind i "902010" før at de hviii' har sagt farvel til de største profiler. "Også du, min søn Lumb". Nu må det også godt stoppe hvis vi ikke skal tilbage til 00'erne og 1. division.

Du får et nummer som vi spillede i frikvartersbandet i 7.-8. klasse, godt nok blev den oversat til "Han er dum - han er dum - han er dum - han er dum og grim!" Jah, det var tilbage i de rigtige 90'ere.

Lad os også mindes en kamp hvor tidligere assistenttræner Johnny "de Luxe" Mølby under det meste af kampen stod og råbte "dét' godt, Lumbie!" med den lyseste Koldingaccent der nogensinde har lydt i hele Århus.

Bye bye Nando

Ak, ak, ak. Der var en gang hvor jeg skadefro hånede finanskrisen. Dengang det var Stein Bagger, Finn Nørbygaard (fra Århus) og følelseskolde ejendomsmæglere det gik ud over. Nu har det imidlertid bidt mig i rumpen som dårlig karma: AGF har udlejet Nando Rafael til en tysk no-name 2. bundesligaklub (havde det så bare været Tennis Borussia Berlin - men ak, nej).

Åh, jeg husker hans debutkamp for AGF hvor han scorede mod Brøndby. Jeg var derude og jeg græd næsten af glæde.



Og hvem husker ikke pokalturen til Avarta hvor Nando startede på bænken og kom ind og afgjorde kampen og jeg råbte hans navn igen og igen så det gav genlyd helt over i spillertunnelen som lignede et spildevandsrør - jeg følte mig som en voksen teenagepige til en koncert med Backstreet Boys. Men de dage er forbi nu. Finanskrisen har talt og taget Nando fra mig. Jeg vil aldrig glemme dig.

"Blikket i øjnene, det faste håndtryk, den positive væremåde og ydmygheden..."