mandag den 19. april 2010

"En Stoke"

Her mandag morgen efter det forventede nederlag til Brøndby fremgår det at Tryllerik ikke er blevet fyret. Stokes rygte gik som bekendt på at han ville blive fyret hvis AGF ikke vandt over Brøndby, og dermed at uafgjort ikke engang havde været nok. Da Erik stadig er ansat, kan AITMOOS således konstatere at Stoke lavede... nåja, "en Stoke".


Endnu engang skød Stoke over målet

torsdag den 15. april 2010

Stoke!

Stoke er tilbage! Den legendariske rygtesmed fra AGF-fansiden mtac.nu. Han har ellers ikke vist sig siden august 2008 hvor han fejlagtigt tippede at Jan Kristiansen ville skifte til AGF (han endte som bekendt i Brøndby).


I morges dukkede han dog op igen med et brand varmt rygte. Rygtet lyder som følger, nogenlunde ordret og tegnsætningsmæssigt gengivet:

"Her til morgen har der været krisemøde mellem Brian Steen og Erik. Det forlyder at Erik er er tvunget til at vinde over Brøndby på søndag. Ellers bliver han fyret!"


Wutja! AITMOOS følger sagen...

tirsdag den 13. april 2010

Rock den havn

Hvem husker ikke den første (eller var det sidste?) linje i en anmeldelse af et Michael Learns To Rock album for omkring 10 år siden. En frustreret anmelder kunne tørt, og skuffet, konstatere: "Michael lærer aldrig at rocke!!!" Nej, det er jo ligesom hele pointen, makker. Michael behøver nemlig ikke at lære at rocke. Han har solgt noget der ligner 10 mio. albums i Asien. Ikke dårligt af et lille caféband fra Århus. Og tænk så på alle de kopialbums der må være i omløb derovre.

Michael Learns To Rock i sin psykedeliske periode

Hvem har ikke fældet en tåre til The Actor. Hvem har ikke stemt på The Actor til 37 73 Hitservice, når det altså ikke var muligt at stemme på Krumme. Hvem har ikke stået og brugt frikvarter efter frikvarter, mens de andre spillede bold, og mimet til The Actor mens man spillede keyboard på skolens lange lineal eller bas på en pegepind. Hvem, spørger jeg?!

Hvem husker ikke da forsanger Jascha Richter i 2002 forsøgte sig med sit første soloudspil. Albummet hed 'Blue Planet' og der blev reklameret flittigt for det på tv. Reklamerne var optaget ved Egå Marina og man så Jascha danse rundt på molen i bedste Bez-stil mens albummets (lad os være ærlige, noget daterede) eurodance bankede derudaf.

Desværre er AITMOOS ikke i stand til hverken at tilbyde jer lydklip eller føromtalte tv-reklame. Til gengæld har vi fundet det klip der kommer tættest på - David Silvers første optræden i Beverly Hills Beach Club. Beverly Hills' svar på Marinaen, Beverly Hills' svar på Richter - take it away.

fredag den 9. april 2010

Hvad siger de? - 2


Århus' kendispar nummer 1. De århusianske Beckhams. Nok bor dronningen om sommeren på Marselisborg, men vi ved jo godt at det er Århus' royale par. Alle vil være dem. Alle vil i seng med dem.

Men hvad siger de på billedet? Kom med et frisk bud!

torsdag den 8. april 2010

Guide til Århus: Trøjborg

Trøjborg. Smørhullet mellem Risskov og midtbyen. Undertegnede troede som lille at det udtaltes "Trødborg" på grund af den klassiske århusianske udtale af "d" som "j", som f.eks. [Nørregaje], en udtale som jeg altså (desværre) ikke benyttede mig af. En ofte overset accent er desuden at udtale "g" som "w", som for eksempel "hva' så, får du læst nogle bøwer eller hva'". Men tilbage til TrøJborg.



Denne fredelige bydel fyldt med barnevogne og specialforretninger. Intelligent har man valgt at opkalde bydelens gader efter gamle danske søhelte. Niels Juul... Otte Ruud... Herluf Trolle... samt ikke mindst søhelten over dem alle, Tordenskjold, som naturligvis har lagt navn til bydelens hovedgade.

That's right, bitches.

Man keder sig aldrig på Trøjborg. Du kan tage på røverkro hvis du vil drikke dig patte, du kan tage på Café Ziggy hvis du vil score damer. Engang kunne man tage i Palads Biografen, men den hedder nu Metropol, suk. Snup dig en italiensk is på Dolce Vita og tag ned i Clemens Antikvariat og grams på de gamle bøger med dine fedtede isfingre, mums.

Den ubetinget bedste butik på Trøjborg er dog Trøjborg Isenkram. Ikke nok med at dens monumentale facade er pyntet med langt over 20 dannebrogsflag, når du går forbi den bliver du lokket ind i butikken til tonerne af dejlig muzak, måske ligefrem dansktop, der brager løs under halvtaget. Her er dog ikke tale om en almindelig isenkræmmer. Du kan få alt lige fra brugskunst til kitchede ting til hjemmet, propfyldt med alverdens ragelse. Jeg yndede selv at bruge uendelige mængder af timer inde i butikken til hver jul som barn.


Hvis man nu skulle glemme at Trøjborg ligger i Århus, Danmark...

Trøjborg. Du ved den ligger der, oppe på bakken. En beliggenhed der har betydet at trøjborgenserne måske ser en smule ned på århusianerne, samme blik som Tordenskjold på tændstikæskerne. En arrogant udgave af Københavns Østerbro, måske?

torsdag den 25. marts 2010

Bevar Børnenes Hus!

AITMOOS har pænt holdt sig ude af debatten om hvorvidt Århus skulle staves Århus eller Aarhus. Borgmesteren har startet debatten som kører lystigt i de århusianske (eller aarhusianske?) gader. Vi kan imidlertid se perspektiver i begge dele - det er lidt lige som at kunne lide både Beatles og Stones, eller Blur og Oasis.

Men nu er AITMOOS nødt til at sætte foden ned. Århus kommune vil lukke Børnenes Hus. Årsag: Kommunen mener ikke at det er sådan børn skal lege, forlyder det. Hvad er nu det? Som Børnenes Jord er her et grønt frirum for byens børn hvor de kan slippe væk fra ting som Wee og Guitar Hero og rigtig lege som da mor var dreng. Hvor de komme fri af stenbroen og måske se en blomst og klappe en kanin. Siden hvornår har nogle tørre kommunalpolitikere overhovedet haft forstand på sjov og spas? Det er ren Byggeren, du.


AITMOOS erklærer åbent at vi støtter kampen for at bevare Børnenes Hus. Intet mindre! Glem det, Århus/Aarhus. I kan lukke rådhuset!

fredag den 19. marts 2010

Er der rabat på Blå Cola?

Succesen fortsætter for AITMOOS. Ikke blot har Stiften ladet sig inspirere af bloggen. Nu har det også bredet sig til Århus' tv-flagskib, DR Provins' fineste: Rabatten! Dette forbrugervenlige program som sætter ethvert etisk aspekt til side i jagten for at spare nogle håndører. Det er noget vi ka' li' i Århus.

"Hvad fortæller du mig?? Kan jeg spare tre kroner ved at købe æg fra burhøns? Tak, Rabatten!"

I sidste program havde programmet, som engang hed Rene Ord For Pengene med en maniodepressiv ålborgenser ved navn Henrik Daaaaahl som vært, en test. Ikke nok med det, der var tale om en blindtest. Hvad smager bedst: En Blå Royal Eksport eller en eller anden tysk øl som hedder Hansa. Eller, som værten kalder det, den "klassiske blå cola" mod den tyske øl. Jamen, hov? Der er vist en der har læst med på bloggens blå cola-tema, der!

"Hvad fortæller du mig?? Er blå cola billigere i Tyskland? Afsted mod grænsen!"

Vi kan lige så godt afsløre at det bliver en overvældende 5-1 sejr til den blå cola. Og seks mennesker kan som bekendt ikke tage fejl. Du kan se indslaget her.