Guide til Aarhus: Klostertorv

Vi husker alle, hvordan Pizza Hut lukkede. Dets spøgelse hjemsøger stadig pladsen, hvor det vandrer hvileløst rundt og spørger sig selv, hvorfor restaurantmarkedet i Danmark har det svært især inden for pizza.

- Wuhuhuuuuh, Klostertorv. Hvorfor købte I ikke min pizza? Den var så gu'r...

Engang var Klostertorv primært kendt for at være tilholdssted for drankere, junkier og deres løse hunde. De sad under det store træ for enden af pladsen, mens de kommenterede på de folk, der gik forbi. Det var ikke noget for den almindelige aarhusianer. Hvis folk ikke har noget arbejde, skal de i det mindste blive hjemme hos sig selv. Derfor blev der iværksat et tiltag, der skulle rydde Klostertorv for misbrugere. Det er det, man kalder for urban gentrificering, et begreb, som altid har ligget latent i AITMOOS' analyser, men som først nu bliver kaldet ved dets rette navn.

Levende byliv på Klostertorv

I dag er sandheden snarere den, at torvepladsen karakteriseres af de butikker, der omgiver den og de varer, man kan købe i dem. Medmindre man vil sidde på de omkringliggende caféer, hvor navnet Smagløs bedst karakteriserer den generelle stemning, er selve torvet ikke ment som et sted, man opholder sig til hverdag. I stedet er det blot et sted, man krydser, enten for at komme ned til Strøget, eller for at komme hen til bussen og hjem med sine varer. Engang imellem bliver der dog opstillet en storskærm eller en scene, hvor man kan følge en kulturel begivenhed. Her kan folk sidde på de kolde brosten og se en landskamp, eller nyde tonerne af konservatoriejazz, mens de betragter sponsorernes logo, der kan tage æren for begivenheden.

- Æh, er der nogen, der ved hvordan man kommer tilbage til MGK herfra?

Engang imellem bliver disse scener befriet, som for eksempel når berusede mennesker en tidlig sommermorgen hopper op på scenen og råber obskøniteter deroppe fra, iskolde over for om naboerne hører det. Hæmmede og generte drenge stopper deres affekterede fnisen og frigiver en latter, som de ikke vidste de havde. Al pladsens ophobede apati uddrives gennem de grænseoverskridende, primitive udråb.

- Min pik, den er som Eiffeltårnet!

Foreløbig fortsætter pladsen dog med at være domineret af udendørsserveringens aluminiumsstole, der står skråsikkert på pladsens sirligt arrangerede brosten. En tom, hjemsøgt plads, hvor ingen kan gemme sig.

 Under brostenene, stranden! – Graffiti, Paris, maj 1968

På druk i Aarhus: A-Bar

Alle der har bevæget sig i det bogstaveligt talt u-hyggelige område ved Åen om aftenen har været der. Måske har du siddet og varmet op med konfirmanderne ved Vadestedet eller måske har du været en tur på Bridgewater. Eller kom du forvirret ud fra Fatme, omtåget af røgelse og mølkugler, og bevægede dig med usikre skridt ned mod åen. I hvert fald gik turen ofte over den smalle bro, over på den anden side.

Wo-ho-ho, jeg er patte. Skal bare lige nå over på den anden side...

Ovre på den anden side lå nemlig noget, der var som taget ud af Indiana Jones. "Hvad lå der dog?!", tænker du. "Er det Sway? Glazzhuset?? Trappen op til Clemens Bro??? Så sig det dog, for guds skyld!" Ja, okay. Det er ikke nogle af delene. Det der lå der var ganske enkelt Aarhus' længste bar.

Fjern jer! Jeg skal over og se Aarhus' længste bar!

Den dedikerede Aarhus-kender vil selvfølgelig vide at der er tale om baren på Gaz Station. En bar der var så lang, at den ikke kunne være på noget billede. En bar så lang, at alle idioter i Aarhus kunne være samlet på ét sted.

"Tænd ild i din brandert på Gaaaaaaz Station!"

Til trods for dette skudsikre koncept - en lang bar, hvor man kan få tanket op - ja, så dybt var konceptet - så er Gaz Station altså lukket for længst. Men frygt ej. Endnu et klassekoncept kommer til Aarhus: A-bar. Bedre kendt som Australian Bar. Stedet hvor gymnasieeleverne kommer for at drikke sig ned, og 38-årige erhvervsfolk kommer for at forføre de unge piger. Et dejligt udgangspunkt, som de andre eksportprojekter, som f.eks. Heidi's.

Allerede nu har A-bar lanceret nyheden på sin hjemmeside

Ja, der er sket noget siden gymnasieungdommen drak sig ned på Æsken eller Kurts mor. Kilden, tænker du? AITMOOS har sakset denne saftige nyhed herfra. Men du læste det her først. Det ved du godt.

Musikcaféeen i lyst og nød

Musikcaféen. Stedet, hvor generationen der aldrig bliver voksen, også kendt som AITMOOS-generationen, trådte sine barnesko. Hvor mange gange har man ikke dinglet ind gennem porten, spændt på hvad aftenen ville bringe i dette lillebitte lokale, hvor så meget er hændt, men intet glemt?

Porten ved indgangen fra Mejlgade, hvor du både følte dig lille og stor på samme tid

Musikcaféen huskes bedst for det besynderligt navngivne britpop-arrangement Club Drive, hvor det beskedne aarhusianske indiepublikum kunne danse til de hits de havde hørt på Puls eller MTV's Alternative Nation, numre de kendte til hudløshed. Som børn, eller fætre, der vil høre det samme igen og igen, gik der en elektrisk ladning gennem publikum, hver gang Trash med Suede eller et tilfældigt nummer med Kent for gud ved hvilken gang lød i de skrattende højtalere.


Undervejs er der blevet kastet med pebernødder, hevet julepynt ned, indsat skuldertacklinger, røget endeløse mængder af marihuanacigaretter... Man har kunnet se Aage fra Yellowish sparke karatespark efter kække youngsters... Punker-Sune få en på hatten fordi han slog på en pige... Sarah Bollocks der prøvede at snave med samtlige mandlige publikummer, én efter én efter én... Utallige minder med lige grimme scenarier, og de fandt sted lige her.

Eneste tilbageværende spor af dette legendariske arrangement, udvasket i glemslen, hvis det ikke var for AITMOOS

Det var inden en sådan Club Drive, at man kunne se en ung Tina Dickow stå og skutte sig umiddelbart før hun skulle spille på Gyngen, der som bekendt ligger i samme gård, men har en noget mere biodynamisk profil. De festglade unge mennesker, heriblandt undertegnede, forsikrede Tina om, at de ville "smadre Michael Falch", hvis de så ham, da den blonde sangerinde på daværende tidspunkt var mest kendt for sin rolle i den særdeles erotiske dramaserie, Karrusel. Tina blev glad for støtten, og kunne nok stadig huske det, da undertegnede mødte hende i dagslys et par dage efter. Et stolt øjeblik.

- Kom nu med på Musikcaféen, Tina, lystens hule. Der er Club Drive, wauw!
- Ej, det er altså for noller... Jeg skal optræde på Gyngen.
- Gyngen?! Er det sådan en slags... sexgynge?

Hvem husker ikke den legendariske koncert med det endnu usignede band, Carpark North, en tirsdagsaften i efteråret 2001? Hvor de spillede deres Barometerhit "Transparent and Glasslike" ikke en, ikke to, men tre gange for de fremmødte, som kastede deres eufori på det blege band fra Aarhus Nord. Det riff, denne over the top guitarfigur, som gik direkte i visse af de fremmødtes pollenpåvirkede ører (ingen nævnt...). Stop the clocks!

Autentisk optagelse fra den legendariske koncert på Musikcaféen 2001

Nu er det imidlertid slut. Musikcaféen har ganske enkelt fået vokseværk. Nu er den ikke fin nok til lokalerne i Mejlgade 53. Caféen flyttede væk fra lokalerne sidste år. Der er med garanti skrevet et utal af seriøse, faktaprægede nekrologer, hvilket AITMOOS ikke orker at researche på. Vi nøjes blot med at konstatere endnu et ruinøst øjeblik i Aarhus' historie. Musikcaféen er væk; men AITMOOS er tilbage.

Camilla Martin revisited

AITMOOS har tidligere bragt dig "Historien om en Århus-pige", den definitive historie om den definitive Aarhus-pige, Camilla Martin. Det er vel kun Helmig, der kan konkurrere med hensyn til gudestatus. I indlægget fik du hele historien om forholdet til Peter Gade og reklamerne for Sorbits, der, som det blev påpeget i en af de efterhånden sjældne kommentarer på AITMOOS, vist nok var V6.

- Ja, det skuffer mig ærligt talt at AITMOOS ikke har styr på deres fakta. Som straf skal redaktionen spise et stykke stærkt menthol-V6 og drikke et glas mælk bagefter. Uh, det giver head rush!

I tiden der er gået siden det oprindelige indlæg er der nu dukket et fantastisk klip op på Youtube. Et gudsbenådet interview fra 1989 med en 15-årig bly Camilla. Accenten var allerede på plads, hvilket også må siges at være tilfældet med værten. For slet ikke om tale om ham der kommer væltende ind på et skateboard sidst i klippet. Nyd det.

På druk i Aarhus: Pub Crawl

Hvor tager du hen når du ikke er i humør til at give 56 kroner for en Guinness og høre på nasale troubadourer der synger Wonderwall, kort sagt, tage på Sherlock Holmes pub? Det er et spørgsmål man jævnligt må stille sig selv når man skal på druk i Aarhus. AITMOOS satte sig for at undersøge sagen, og bringer dig nu svaret. Tag på pub crawl!

- Ohh ja, vi starter på Heidi's, så Passage Vinstuen, så på Sherlock, så på Patte Go Easy...

Nej, nej, nej, du tager helt fejl. Svaret lyder umiddelbart åbenlyst, men er ikke desto mindre tvetydigt. Det her handler ikke om at kravle fra pub til pub mens du patter på den ene Ceres Top efter den anden, næh nej. Vi tager på Pub Crawl. Forvirret?

Dr. Gonzo: - Ja daaaaa!
Raoul Duke: - You blow my mind, AITMOOS.

Sit navn til trods er Pub Crawl ikke en pub, men nærmere en bodega. Når du træder indenfor sidder der sandsynligvis nogle meget unge gæster og spiser shawarma fra grillen ved siden af. Det må man godt på "pubben". Med glubende appetit, som skyldes den usædvanligt høje alkoholpromille, kaster de sig over det sammenklistrede kød i det klæbrige, melklistrede brød. Så lige to Gajoler til at skylle ned med. Selve stedet kunne godt minde lidt om en hashklub (efter hvad vi har hørt. Ingen, jeg gentager, ingen på AITMOOS-redaktionen har nogensinde sat sine ben sådan et sted).

- Et "g" pollen, ta... Æh, jeg mener... En Ceres Top, tak.

Når du er der kan du gå direkte op og bestille en Screwdriver til den konkurrencedygtige pris af 35 kroner. Nu vi er ved værktøjet, og du i øvrigt er i gang med at hamre bajere, hvorfor så ikke udøve den klassiske bodegadisciplin, at hamre et syvtommersøm ned i en kæmpe træstub? Åhh ja, så ved man man er i byen.

- Kom nu, mand, det er en århundreder gammel druktradition!
- Ej, jeg er for patte til at hamre det søm i...

Efter sigende skulle der eksistere en video af dette fænomen på Pub Crawl, men efter flere forgæves forsøg er det ikke lykkes AITMOOS at komme i besiddelse af disse epokegørende optagelser. Måske man skulle bede Stig Tøfting om hjælp, ligesom da han fik Tissø Ringen tilbage til Aarhus?

- Nu udleverer I den video til AITMOOS, og så snakker vi ikke mere om det. Capiche?

Ikke desto mindre er det en god idé at gå i solcenter inden du tager på Pub Crawl, så passer du i hvert fald bedre ind. En tre-fire timer i et solarie med nye rør, så burde du have den rette orange-skoldede kulør til at glide i ét med omgivelserne, både i forhold til personale og gæster.

Det Røde Hav

På det seneste har aarhusianerne måttet gnide sig hårdt i deres øjn når de gik tur ved stranden. Vandet havde et rødligt skær. "Er det maling? Er det blod? Er en hval igen strandet i Aarhus Bugt, og ligger nu og bløder, som når grønlænderne dræber hvaler?" Ja, man kan forestille sig mange uhyggelige ting, her hvor Det Røde Hav er kommet til Aarhus. Nu viser det sig dog, at der blot er tale om en alge:

- Ooohh ja, det kalder på en dukkert, og så en is ved Den Permanente!

"Det viser sig at være algen Ceratium Lineatum, der ikke er kendt for at være farlig," siger Kaj Vestergaard, sagsbehandler hos Natur og Miljø, til Aarhus Stiftstidende. Algen ses som en rustrød bræmme flere steder langs kysten og flytter sig rundt afhængig vind- og strømretning. Den er blandt andet set langs kysten ved Ajstrup, Norsminde, Studstrup og ved Tangkrogen. Lidt skuffende. Der er helt sikkert en del der havde glædet sig til at se Moses komme forbi at dele vandet. Det hører sig ligesom til når det nu er Det Røde Hav.

- De-e-el dig, Røde Hav i Aarhus Bugt. Del dig hele vejen over til Kalø Slotsruin!

Størstedelen af de mennesker der har fået øje på det røde havvand har dog sandsynligvis stillet sig selv det mest åbenlyse spørgsmål: "Tripper jeg?" De fleste har spurgt sig selv om det mon var flashbacks fra de syretrips, som de tog dengang i 1991 ude ved Moesgaard. Som Huxley på meskalin i 1931.

- Or you and I sitting here on an enormous ship in the Red Sea. De-e-el dig, Aarhus Bugt!

Ølskandale

Gennem længere tid er Aarhus blevet ramt af indtil flere ølskandaler. Først blev Ceres-logoet fjernet fra AGF's trøjer, så lukkede Ceres ned og flyttede produktionen væk fra byen. For slet ikke at tale om dengang den gamle Ceres-skorsten måtte vige pladsen for det gyselige Prisme. Uh nej, det er næsten for hårdt at tænke på. Nu er den så gal igen. Denne gang er det den verdensberømte "Blå Cola", den tidligere Ceres Royal, nu blot Royal Export, den er gal med.

- Åh, gud... Hvad har de nu fundet på...

Først fandt de på at lade danske rockkoryfæer designe udseendet på de blå coladåser. Ikke noget med aarhusianske rockkoryfæer, næh, det skulle da være multikunstneren Kasper Eistrup, der, ud over en skinger rockvokal, er kendt for at belemre Kashmir-fans med sin tvivlsomme billedkunst i sine pladecovers. Resultatet kan du se nedenfor. Hvis du blinker vildt hurtigt mens du kigger på det risikerer du dog at få epilepsi.

- Jamie Fame Flame, that's my name!

Dette foreløbige lavpunkt i, hvad der engang var et perfekt og tidsløst design, er dog vand i forhold til hvad Royal Unibrew nu har fundet på. Nedenfor kan du se hvordan øllen ser ud pt., i efteråret 2011. "EXPORT" står der skrevet med en skrifttype, der er så meget essensen af start-0'erne, at det gør ondt. Av, av.

- Hvad, er det 2011?? Jeg troede vi var i 2001...

Endnu et stykke Aarhushistorie der udvandes og forringes. Hvad bliver det næste? At Kristian von Hornsleth bliver bedt om at udsmykke Rådhustårnet med sit dekorationskunst? AITMOOS holder vejret...