torsdag den 29. oktober 2009

På druk i Århus: Jægergårdsgade

AITMOOS præsenterer første del af følgetonen "På druk i Århus". I første omgang tager vi en tur til Jægergårdsgade, en gade der i den grad forstår at bære en brandert. Du kan snuppe en dram på bodegaen med det misvisende navn "Pub'en", forsøge at stave dig igennem de gotiske bogstaver på Jægerhyttens facade, eller hvad med en tur på Århus' svar på Horse Pub, Den Hvide Hest? Stedet hvor blandt andre White Pride holder til mens de drukner deres drømme om racehenhed og homoerotiske mandefællesskaber i selskab med spøgelset fra den mand der under tragikomiske omstændigheder kom til at drikke sig ihjel på 'Hesten' efter at have vundet en væddemålspulje under en kamp med Danmark ved VM i 2002.

WP-medlem bærer usynlig Nijab under det legendariske interview med Station 2:
"Fat det, jeg vil på Den Hvide Hest! Forstår du ikke det? Jamen, hva' er dit problem dér, mand. Er du dum, eller hva'?"

Ja, der er nok steder at tage af, men desværre findes det flotteste sted der var i Jægergårdsgade ikke længere. Bodega 65. Stedet hvor du kunne få en halv liter Tuborg (i den tykke flaske med billedet af den tykke, svedende mand) for den rørende pris af 13 kroner. Jukeboksen var velassorteret og billig, med alt lige fra dansk top til Simon & Garfunkel. Ved sin stamplads sad Legenden Gunnar og foldede papir - frøer, fugle, julepynt, you name it, Gunnar foldede det.

Men den sidste tykke Tuborg er drukket, det sidste nummer med Bamses Venner er spillet på juken, det sidste stykke papir er foldet og den brune facade med de slanke hvide bogstaver er blevet malet over. '65' er nu angiveligt blevet afløst af en såkaldt vinbar. Rygtet vil vide at Gunnar er blevet henvist til Pub'en på den anden side af gaden når han får brug for en opstrammer til at dulme de mange smerter han har på fingrene efter at have skåret sig på det skarpe papir.

Sæt Quick-flaget på halvt - til ære for BODEGA 65

Ingen kommentarer:

Send en kommentar